BLOG: Muellers rapport skulle give os svarene, men efterlod os med nye spørgsmål

16x9
Donald Trump. Foto: Jim Lo Scalzo / Ritzau Scanpix

BLOG: Det er ikke til at bære, at Robert Mueller fralagde sig ansvaret og sendte aben videre.

"The investigation did not establish that members of the Trump Campaign conspired or coordinated with the Russian government in its election interference activities."

Det kan ikke formuleres meget tydeligere.

Efter næsten to års arbejde, 2800 stævninger og omtrent 500 interviews opsummerede den amerikanske justitsminister William Barr i går den særligt udpegede efterforsker Robert Muellers rapport i et firesider langt referat.

Muellers rapport slår ifølge justitsministeren entydigt fast, at der i løbet af den næsten to år lange undersøgelse ikke er fundet beviser for, at Donald Trump eller hans kampagnestab har haft et hemmeligt samarbejde med Rusland under det amerikanske præsidentvalg i 2016. Barr uddybede endda, at et sådant samarbejde ikke fandt sted, selvom Trumps kampagne gentagne gange var blevet tilbudt muligheden af russerne.

Den fire sider lange redegørelse fra justitsminister William Barr
Den fire sider lange redegørelse fra justitsminister William Barr Foto: Jim Bourg / Ritzau Scanpix

Med andre ord, så var der intet aftalt spil - ”no collusion!” -, som præsident Trump har proklameret de sidste to år.

Egentlig har det hele tiden været misvisende at bruge begrebet ”collusion”, da der ikke er tale om en juridisk men en politisk term. Det er i øvrigt nok af samme årsag, at en række demokrater muntert fortsætter med at påstå, at der skulle have været et hemmeligt samarbejde mellem Trumps kampagne og Rusland, selvom Muellers rapport entydigt slår fast, at der ikke er blevet fundet beviser for det.

Det er politik, når det er allerværst og hæsligt.

En speget ikke-beslutning

Selvom Muellers undersøgelse dermed er afsluttet, er der stadig en lang række igangværende undersøgelser hos føderale og delstatsanklagemyndigheder, der i en vis forstand kommer til at videreføre Muellers arbejde.

Den vigtigste af disse undersøgelser foregår i New Yorks sydlige distrikt, hvor man blandt andet er i gang med at endevende Trumps forretningsliv og privatøkonomi samt udbetalingen af tys-tys-penge under valgkampen. Som jeg også skrev i fredags, er vi med andre ord langt fra at være nået til vejs ende, og præsident Trump må regne med at skulle forholde sig til undersøgelser i de næste mange år frem, hvis ikke endda resten af livet.

Ligeledes må vi regne med, at den politiske kamp om fortolkningen af Muellers ruslandsrapport først lige er begyndt. Rapportens anden del om, hvorvidt præsident Trump har forhindret rettens gang (obstruction of justice) i løbet af ruslandsundersøgelsen, er nemlig noget mere speget.

Ifølge Barrs referat er Mueller ikke nået til en konklusion i dette spørgsmål, men fremlægger beviser for og imod, at der skulle kunne være tale om obstruction of justice:

- Specialanklageren slår fast, at mens denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten har begået en forbrydelse, så frifinder den ham heller ikke.

Af samme årsag er det derfor selvfølgelig kun delvist rigtigt, når præsident Trump i et tweet påstår, at der er tale om ”intet samarbejde, ingen obstruktion, komplet og total FRIFINDELSE.”

Mueller giver aben videre

Det er mildest talt en kontroversiel beslutning, Robert Mueller har truffet i forhold til ruslandsundersøgelsens andet fokuspunkt, spørgsmålet om obstruction of justice. Med sin ikkeeksisterende konklusion inviterer den særligt udpegede efterforsker politikerne og offentligheden til at fortsætte diskussionen om dette politisk sprængfarlige spørgsmål på ubestemt tid.

Modsat Kenneth Starr, der var den uafhængige anklager i undersøgelsen af Bill Clinton fra 1994-1998, valgte Mueller ikke at tage stilling til spørgsmålet om obstruction of justice og overlod det dermed især til justitsminister William Barr at tage stilling i første omgang. Justitsministeren vurderede sammen med vicejustitsminister Rod Rosenstein, at der ikke kunne rejses tiltale mod præsidenten for at skulle have forhindret rettens gang dømt ud fra Muellers ruslandsrapport.

Siden Barr er politisk udnævnt af præsident Trump og blev godkendt af det republikansk dominerede Senat med kun tre demokratiske stemmer, siger det sig selv, at Demokraterne ikke stiller sig til tilfreds med ene og alene at skulle sætte deres lid til Barrs dømmekraft. Særligt ikke fordi justitsministeren tidligere har argumenteret for, at den del af Muellers ruslandsundersøgelse, der omhandler obstruction of justice, er ”groft uansvarlig”.

Som minimum ønsker Demokraterne derfor at se så meget som muligt af Muellers rapport for at kunne forstå Barrs bedømmelsesgrundlag til at træffe så vidtrækkende en beslutning; vel og mærke efter at have studeret Muellers rapport, der var 22 måneder undervejs, i mindre end 48 timer.

Mueller fralægger sig ansvaret

Personligt mener jeg, at det ikke er til at bære, at Robert Mueller fralagde sig sit ansvar og valgte at sende aben videre i spørgsmålet om obstruction of justice.

Som den tidligere føderale anklager Renato Mariotti skrev på Twitter, så illustrerer Muellers beslutning måske nok en bemærkelsesværdig følelse af ydmyghed og forsigtighed, men udliciterer også afgørelsen i dette afgørende spørgsmål til det politiske niveau, hvilket garanterer et partisk hundeslagsmål.

Sidstnævnte er Mueller selvfølgelig udmærket godt klar over, og man kan spørge sig selv, om USA er godt tjent med denne del af rapportens konklusion.

Det mener jeg ikke.

Hvis en så erfaren og professionel mand som Mueller - ovenikøbet omgivet af et hold af dygtige advokater - åbenbart ikke kan eller vil afgøre, om præsidenten har forhindret rettens gang, giver det sig selv, at en flok polariserede partipolitikere i Kongressen ikke kommer til at kunne finde et retvisende svar på dette spørgsmål hellere.

Desværre er det naivt at tro, at hverken demokrater eller republikanere vil være villige til at erkende, at man ikke entydigt kan konkludere hverken det ene eller det andet efter at have læst hele rapporten.

Det bliver ikke kønt.

Barrs bjørnetjeneste

Demokraterne vil nu insistere på, at Kongressen har ret og pligt til at finde ud af, hvilke beviser Robert Mueller fandt for, at præsidenten kan have forhindret rettens gang, mens de næppe er lige så interesserede i Muellers modargumenter i det spørgsmål.

I kølvandet på Barrs bjørnetjeneste er det en forståelig fremgangsmåde, da Trumps justitsminister ikke kommer til at kunne blive set som en uvildig part i det her spørgsmål.

Man må derfor forvente, at Demokraterne vil forsøge at få rapporten offentliggjort og/eller få Barr og Mueller indkaldt til høringer i Kongressen for at høre dem udlægge og bedømme bevismaterialet endnu engang.

Der er meget på spil i det her dybt politiske spørgsmål. At forhindre rettens gang er en handling, der teoretisk set kan lede til en impeachment-proces (som vel og mærke også er en politisk og ikke en juridisk proces).

Man må formode, at en række Demokrater og aktivister vil klamre sig til det strå, der hedder obstruction of justice, nu hvor Mueller ikke har fundet beviser for det angivelige samarbejde med Rusland.

Ledende Demokrater som Jerry Nadler, formanden for det juridiske udvalg i Repræsentanternes Hus der kommer til at spille en nøglerolle i de kommende måneder, var da også hurtigt ude og fastslå, at Muellers undersøgelse havde været for ”begrænset”, og at Kongressen derfor nu bliver nødt til at kigge på ”det større billede”.

Med andre ord: Donald Trumps liv og forretninger skal, hvis det står til Demokraterne, endevendes endnu mere i den kommende tid, helst hele vejen frem til valgdagen i 2020.

Trumps forståelige harme

At Robert Mueller ikke fandt beviser for et hemmeligt samarbejde mellem Trumps præsidentkampagne og Rusland under præsidentvalgkampen i 2016 er gode nyheder. Det burde enhver, uanset politisk overbevisning, kunne blive enig om.

Det samme gælder for måden, Robert Mueller har grebet ruslandsundersøgelsen an. Man kan ikke have andet end rosende ord tilovers for den tidligere FBI-chef. Modsat Kenneth Starrs undersøgelse af Bill Clinton tilbage i slutningen af 1990erne, der til sidst mindede mest om en personlig og politisk motiveret vendetta mod præsidenten, var Muellers ruslandsundersøgelse kendetegnet af en exceptionel grad af professionalisme.

Muellers professionalisme har været vigtig i en tid, hvor USA's præsident har brugt mange kræfter på at underminere ruslandsundersøgelsen nærmest fra dag et.

At ruslandsundersøgelsen bekræftede, at Trump og hans præsidentkampagne ikke konspirerede med Rusland under valgkampen, forklarer langt hen ad vejen præsidentens harme og raseri over undersøgelsen, som Trump ofte har betegnet som ”en heksejagt”. Som vi nu ved, så følte præsidenten sig med rette uretfærdig behandlet i dette spørgsmål, særligt af en lang række medier og den politiske opposition.

Mediernes historiske svigt

I mediebranchen burde der af samme årsag sidde en masse mennesker med røde ører nu – ingen nævnt, ingen glemt.

I alt for mange amerikanske og danske medier har der de seneste to år været en understrøm i USA-dækningen af, at Trump og hans kampagne jo nok var skyldige.

Alt for meget af dækningen var vinklet ud fra en præmis, der lidt firkantet kan opsummeres som, ”Trump må jo være skyldig, ellers giver hans handlinger jo ikke nogen mening. Bare vent og se til Mueller kommer med sin rapport”.

Den rygende pistol kom aldrig, men alt for mange i mediebranchen blev ihærdigt ved med at arbejde ud fra denne præmis, der mest af alt illustrerer en uhyggelig grad af personlig ønsketænkning i stedet for et oprigtigt forsøg på journalistisk objektivitet.

Robert Muellers ruslandsrapport skulle have givet os svarene, men efterlod os med nye spørgsmål.

Lad os håbe, at medierne lærer af deres historiske svigt og i fremtiden begynder at stille de vigtige spørgsmål fremfor at hoppe til forhastede konklusioner.