BLOG: Kunne Brexit være undgået?

16x9
Brexit-modstandere demonstrerer i London. Brexit kunne være undgået, hvis EU for tre år siden havde ageret anderledes, vurderer Svenning Dalgaard Foto: Henry Nicholls / Ritzau Scanpix

BLOG: 12. april venter Brexit-guillotinen, der vil hakke Storbritannien af EU. Men EU kunne have spillet sine kort smartere og undgået det.

I lyset af de seneste ugers Brexit-dramatik fristes man til at tænke tilbage til startskuddet på hele skilsmissen. Til et afgørende EU-topmøde 20. februar 2016. 

Tidligere premierminister Cameron gik fra topmødet med så dårlig en aftale for at blive i EU, at de britiske korrespondenter sad og smågrinede, allerede da han efter topmødet præsenterede sit resultat. 

Han tabte derefter folkeafstemningen i juni 2016.

Men var det virkelig nødvendigt at sende ham hjem med en, set med britiske øjne, ringe aftale?

Og hvor var vennerne? - dem, der dybest set var enige i hans krav om at ændre tingene i EU.

De venner, der samtidig forsøgte at kopiere de beskedne indrømmelser, David Cameron havde fået – som statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det. Hvor var de i nødens stund, da Cameron på topmødet i 2016 forsøgte at få flere indrømmelser?

Situationen havde måske set markant anderledes ud i dag, hvis David Cameron tilbage i 2016 havde fået en solid aftale med hjem fra EU.
Situationen havde måske set markant anderledes ud i dag, hvis David Cameron tilbage i 2016 havde fået en solid aftale med hjem fra EU. Foto: Yves Herman / Ritzau Scanpix

Og hvor er de så i dag, hvor et førende britisk blad som Financial Times efter det seneste topmøde skriver, at guillotinen venter den 12. april? For dette er den nye dato, hvor briterne enten ryger ud af EU eller har fået en ny aftale.

Østeuropæere er et falskt argument

Dem, der vendte ryggen til David Cameron ved topmødet for tre år siden, henviser normalt til de østeuropæiske lande i EU. Retten til at søge arbejde i et andet EU land er en af de fire såkaldte ”friheder” og er særlig vigtig for øst-landene.

Der anslås i dag at være 900.000 polakker og godt 400.000 rumænere i Storbritannien. Og hvor ville de være uden fri adgang til at arbejde derovre, spørger man. Det vil de jo snart finde ud af, og polakker i titusindvis er på vej hjemad på grund af Brexit.

Hvis parlamentet stemmer nej til Mays Brexit-aftale igen, spekulerer mange britiske medier i, om Theresa Mays bagland så vil tvinge hende til at gå af - og det er der noget, der tyder på, fortæller Svenning Dalgaard.

Men argumentet er falskt, mener en førende rådgiver for den tyske økonomiminister. Han hedder Hans-Werner Sinn og er økonomiprofessor ved München universitet.

Sinn skrev for nyligt i Project Syndicate, at EU i dag bliver nødt til at gå den vej, som Cameron bad om i 2016. Ikke for at hjælpe briterne. Det er for sent. Men for at få en afbalanceret ordning for udenlandsk arbejdskraft, som er til at leve med både for de lande, hvor de søger arbejde, og for deres hjemland.

Løkke ønsker også ordning

Det er tanker, som også findes i Danmark, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen fortsat ønsker at få en index-ordning for børnepenge til udlandsarbejdere, så de får færre børnepenge end den normale danske sats. Den ordning fik Danmark igennem i forbindelse med aftalen med David Cameron. Men den bortfaldt, da Cameron ikke fik sin egen aftale godkendt hjemme i London.

I Tyskland beskæftiger man rundt regnet 7,5 million EU-arbejdere, og derfor har landet helt andre sociale udgifter til udlandsarbejdere, end vi har i Danmark.

Hans-Werner Sinn foreslår, at man vurderer, om sociale udgifter og velfærdsudgifter er særligt knyttet til arbejdsmarkedet eller primært afhænger af familiens situation. De første skal betales af det land, hvor man arbejder. De sidste skal betales af ens hjemland.

Så det land, hvor man arbejder, skal stå for udgifter som dagpenge til arbejdsløse, sygeløn eller kompensation ved sygdom og for arbejdsmarkedsrelaterede pensioner.

Derimod skal pengene komme fra ens hjemland, når det gælder netop børnepenge eller sociale udgifter til indvandrere, der er syge, når de ankommer til landet. Det samme gælder pension og andre ydelser til ældre; typisk forældre til udlandsarbejderne.

Altså en meget mere kontant tilgang til opdeling af sociale udgifter end det beskedne danske forslag om at indekse børnepenge.

Burde have støttet op

Kunne sådan en ordning have hjulpet den daværende britiske premierminister til at vinde folkeafstemningen i Storbritannien i 2016?

Det ved naturligvis ingen. Men når både Tyskland og Danmark i dag gør sig den slags tanker, så havde det været rettidig omhu, hvis de havde kastet sig ind i kampen på David Camerons side ved topmødet i februar 2016. 

Så havde vi måske været uden det Brexit, som nu i tre år har lammet Storbritannien, og som truer med at trække tæppet væk under velstand og velfærd i resten af Vesteuropa i de kommende år.

Pengestrøm skal stoppes

Under alle omstændigheder er det rimeligt at forestille sig, at Danmark i de kommende år kan finde en værdifuld allieret i Berlin, hvis regeringen vil gøre noget ved børnepenge og pensioner til udlandsarbejdere.

Det er emner, der naturligt vil komme op allerede i år, når vi i EU skal forhandle det næste 7-års budget, der gælder fra 2021.

Det er også det tidspunkt, hvor briterne overgangsordning udløber – hvis altså Brexit bliver til noget.

I forhandlingerne vil flere lande i Vesteuropa forsøge at bremse pengestrømmen fra EU-kassen til østeuropæerne. Derfor vil Hans-Werner Sinns forslag til den tyske økonomiminister komme belejligt for såvel Danmark som andre nordlige lande, der har fået nok af at finansiere østlande som Polen og Ungarn, hvis meget betydelige økonomiske vækst først og fremmest kommer fra skatteyderne og forbrugerne i Vesteuropa.