Presset vokser på May - medie skriver om mytteri mod hende

Vicepremierministeren David Lidington nægter at være del af et plot mod May og siger, at han står "100 procent" bag hende.

Den britiske premierminister går lige nu rundt og overvejer, om hun i den kommende uge skal skal sende sin Brexit-plan til afstemning i parlamentet for tredje gang. 

Hvis parlamentet stemmer nej igen, spekulerer mange britiske medier i, om Theresa Mays bagland så vil tvinge hende til at gå af - og det er der noget, der tyder på.

- Det her kan ikke blive ved. Vi har brug for en ny premierminister, som kan række ud og finde koalition omkring en plan B, skriver det konservative parlamentsmedlem George Freeman på Twitter. 

Og ifølge The Sundays Times er han langt fra alene. Mediet påstår, at mindst 11 ledende konservative parlamentsmedlemmer ønsker en ny premierminister.

Mediet skriver også, at medlemmerne vil udføre et plot mod May, når hun skal præsentere sin plan for Brexit mandag.

Avisen nævner blandt andre vicepremierminister David Lidington som mulig afløser. Men til The Guardian benægter han at tage del i et mytteri: 

- Jeg er 100 procent bag premierministeren, siger han søndag til avisen. 

- Når man arbejder så tæt på premierministeren, bliver man fuldstændig kurereret for enhver form for ambitioner om at overtage den opgave, siger han. 

Finansminister: Baglandet er "meget frustreret"

Finansminister Phillip Hammond er også blandt de konservative politikere, som de britiske medier mener står bag plottet. 

Til Sky News siger finansministeren da også, at baglandet er "meget frustreret" og "desperat for at finde en vej frem". 

Men han nægter ethvert kendskab til et plot mod May. 

- At tale om at ændre på deltagerne i spillet er ærlig talt selvoptaget på dette tidspunkt, siger Phillip Hammond og understreger, at det "ikke vil løse problemet". 

Omvendt vil han ikke svare på, om nogle af hans kolleger har opsøgt ham med henblik på at planlægge et plot, skriver Sky News.

Hvis parlamentet stemmer nej til Mays Brexit-aftale igen, spekulerer mange britiske medier i, om Theresa Mays bagland så vil tvinge hende til at gå af - og det er der noget, der tyder på, fortæller Svenning Dalgaard.

Og der er mange spekulationer, rygter og forlydender i Storbritannien for tiden, bemærker TV 2-korrespondent i London, Divya Das. Der er dog ingen tvivl om, at presset er stort på Theresa May, også fra personer i det konservative parti.

- Der er heller ikke nogen tvivl om, at der er folk i hendes egen regering, der er utilfredse med hende, og som også ønsker, at man får en ny premierminister, siger Divya Das.

Vil ikke afvise ny folkeafstemning

Mens rygterne om mytteri ulmer i baglandet, udtrykker et stort antal briter ønske om en ny folkeafstemning. 

Theresa May har hidtil afvist en ny folkeafstemning, men Phil Hammond er mindre kategorisk:

- Mange vil være stærkt imod det, men det er et sammenhængende forslag, og det fortjener at komme i betragtning sammen med de andre forslag, siger han til Sky News.

Blandt de muligheder, der foreligger - heriblandt at udskyde Brexit eller at udskrive en ny folkeafstemning - vil Phil Hammond kun udelukke to: Et Brexit uden aftale og at aflyse Brexit fuldstændigt.

Lørdag demonstrerede flere end en million mennesker mod Brexit i Londons gader, skriver Reuters. Derudover har over fem millioner britiske statsborgere i løbet af de seneste to døgn skrevet under på, at de vil have aflyst Brexit

Torsdag meddelte EU, at unionen var klar til at udskyde Brexit indtil 22. maj.

Men kun hvis Mays Brexit-aftale stemmes igennem i det britiske parlament inden 29. marts, som hidtil har været datoen for Brexit.

Ellers bliver Brexit stadig udskudt, men kun til 12. april.

square to 16x9