Nekrolog over Islamisk Stats kalifat: Få hele historien om terroristernes rige

Kalifatet er faldet. Terrororganisationen Islamisk Stat har mistet alle sine landområder, men arven efter rædselsregimet lever i bedste velgående.

De skaldede mænd i varevognen havde allerede bind for øjnene, da bagsmækken blev åbnet.

Vi er vant til, at vores ledere dør

Islamiske ekstremister

Hænderne var bundet på ryggen med kraftige strips i klar plastik, og fødderne var uden sko.

En efter en blev mændene ført ud af varevognen. De maskerede vagter havde våben i hænderne.

Med et fast tag i nakken blev de skaldede mænd ført hen foran en lav bygning mellem to boligblokke.

Endnu en varevogn ankom med sin last, og til sidst sad der ti bagbundne mænd på knæ på vejen foran bygningerne.

De 10 mænd på gaden i Idlib.
De 10 mænd på gaden i Idlib. Foto: TV 2

Alle ti mænd bar et langt sort skæg på hagen, og da bindet for øjnene blev fjernet, mærkede de solen i ansigtet for sidste gang.

Bag de knælende fanger tog ti maskerede mænd opstilling.

Nogle bar en pistol, andre en riffel, og der pegede nu et skydevåben mod baghovedet på hver af de ti fanger.

Første skudsalve blev efterfulgt af nogle hurtige knald, mens de maskerede mænd gjorde arbejdet færdigt.

Så råbte de:

- Allah er større!

Terrorister myrder terrorister

Hele episoden blev optaget på video af bødlerne og lagt ud på internettet til skræk og advarsel om, hvad der sker, hvis man går i krig mod en terrororganisation.

Det var 2. marts 2019 i byen Idlib i Syrien, og historien om de ti nakkeskud endte som en note på nogle få internationale hjemmesider, der ellers var fyldt med billeder af, hvordan Islamisk Stats kalifat var ved at gå under.

square to 16x9
En mand, der har kæmpet for Islamisk Stat efter de sidste kampe i Baghuz. Foto: Bulent Kilic / Ritzau Scanpix

Men denne henrettelse var anderledes.

De ti langskæggede mænd, der nu lå på livløse på maven, var terrorister fra Islamisk Stat.

Bødlerne var terrorister fra en udløber af al Qaeda.

Militante islamister fra den lokale afdeling i Idlib - en gruppe ved navn Hayat Tahrir al-Sham.

Hvorfor terrorister myrder terrorister, filmer det og lægger det op på internettet, vender vi tilbage til. 

For få måneder siden var det Islamisk Stat, der henrettede folk efter forgodtbefindende i store dele af Syrien og Irak, hvis de havde overtrådt Allahs lov. 

Den eneste lov i kalifatet.

Men nu er der ikke længere noget landområde, som terroristerne kan kalde et kalifat. 

Islamisk Stat har mistet sit sidste stykke land, der til slut bestod af nogle få huse i en landsby på grænsen mellem Irak og Syrien.  

Dette er en nekrolog over Islamisk Stats kalifat.

Ikke en nekrolog over Islamisk Stat.

Adlyd mig så langt, som jeg adlyder Allah

Abu Bakr al-Baghdadi, leder af Islamisk Stat 

For selvom henrettelserne i Idlib 2. marts efterlod ti blodige lig på asfalten, er der nemlig stadig tusindvis af mænd tilbage, der har været i terroristernes sold og kæmpet for at oprette et kalifat med strenge religiøse love.

Et 761 år gammelt problem

Ifølge de seneste tal fra USA's forsvarsministerium var der i august 2018 et sted mellem 29.500 og 31.100 krigere fra Islamisk Stat på fri fod i Irak og Syrien. 

Et luftangreb på Islamisk Stats sidste enklave. Landsbyen Baghouz på grænsen mellem Irak og Syrien.
Et luftangreb på Islamisk Stats sidste enklave. Landsbyen Baghouz på grænsen mellem Irak og Syrien. Foto: Delil Souleiman / Ritzau Scanpix

Kun en brøkdel af dem var med i slutspillet om kalifatets sidste landsby, nogle er døde, nogle er taget til fange, og ingen har styr på, hvad der er sket med resten.

Ofrene for rædselsregimets fire år er der heller ikke styr på.

Nogle blev kastet ud fra høje bygninger, andre blev solgt som sexslaver, og andre igen ligger begravet så dybt, at det er umuligt at få dem op af hullet.

Men inden besøget hos de døde, skal vi tilbage til begyndelsen på det hele.

Til afslutningen på et andet kalifat.

Dengang var Bagdad en af de mægtigste byer i verden og et centrum for videnskab, filosofi og kultur.

Men i 1258 forsvandt det hele, da mongolhøvdingen Hulegu Khan plyndrede Bagdad så grundigt, at Osama bin Laden stadig var vred over det 744 år senere.

Mongolhøvdingen Hulegu Khan var barnebarn af Djengis Khan, der erobrede en stor del af verden.
Mongolhøvdingen Hulegu Khan var barnebarn af Djengis Khan, der erobrede en stor del af verden. Foto: Ritzau Scanpix

Det var i november 2002, hvor terrorlederen beskyldte USA for at have dræbt flere mennesker og ødelagt flere bygninger i Bagdad end Hulegu Khan -  som amerikanerne knap nok kendte.

De historiske kilder er uenige om, hvor mange muslimer Hulegus horder dræbte i den uge, de plyndrede Bagdad, men tallet er et sted mellem 200.000 og 1.000.000 mennesker.

Ifølge overleveringen smed de så mange bøger fra Bagdads bibliotek i Tigris-floden, at man kunne ride over floden på dem. Århundredes islamisk visdom blev tilintetgjort. 

Og det var ikke det eneste, Hulegu Khan gjorde.

Inspiration fra fortiden

Uden at vide det, tvang mongolhøvdingen en lille dreng til at flygte fra sit hjem i Harran i det nuværende Tyrkiet.

Drengens navn var Ibn Taymiyyah, og da han voksede op, kom han til at hade mongolerne.

Ibn Taymiyyah blev uddannet i Islam, og som voksen stod han bag den udlægning af Koranen, som Islamisk Stat og al Qaeda ifølge USA's 11. septemberkommission blandt andet henter sit tankegods fra.

Osama bin Laden i 1998.
Osama bin Laden i 1998. Foto: - / Scanpix Denmark

Tankegods, der går ud på, at man skal tage Koranen og de fortællinger om profetens liv, som kaldes hadither, bogstaveligt.

For eksempel når en af haditherne beskriver profeten Muhammeds ord om, hvad der sker med tilhængere af "forbudt samleje, silketøj, alkoholiske drikke og brugen af musikinstrumenter."

- Allah vil ødelægge dem i løbet af natten og lade bjerget falde ned på dem, og han vil forvandle resten af dem til aber og svin, og således vil de forblive indtil Dommedag, står der i en af haditherne.

Musikinstrumenter på gaden i Aleppo, da byen var del af Islamisk Stats kalifat.
Musikinstrumenter på gaden i Aleppo, da byen var del af Islamisk Stats kalifat. Foto: TV 2
De ødelagte instrumenter. Billedet er offentliggjort af Islamisk Stat.
De ødelagte instrumenter. Billedet er offentliggjort af Islamisk Stat. Foto: TV 2
Ifølge Islamisk Stats egne oplysninger blev musikerne idømt 90 stokkeslag for
Ifølge Islamisk Stats egne oplysninger blev musikerne idømt 90 stokkeslag for "vederstyggelige forbrydelser mod Islam". Foto: TV 2

Derfor skrev Ibn Taymiyyah for eksempel, at musik var skabt af djævelen, bragte lytteren i fordærv og fik folk til at danse i stedet for at lytte til Koranen.

Men ikke nok med det.

Ibn Taymiyyah skød også skylden for kalifatets fald på muslimerne selv og deres herskere, der efter hans mening ikke havde fulgt Koranens lære til punkt og prikke.

Bøllen fra Zarqa

En ung mand, der ikke fulgte Koranens lære til punkt og prikke, boede i slutningen af 1980'erne i den jordanske by Zarqa.

Han var søn af en lokal embedsmand, og ifølge magasinet The Atlantic, der har talt med hans tidligere naboer, var den unge mand noget af en bølle. 

Det vil sige, at han droppede ud af skolen, drak, kom i slagsmål og stjal. 

Den unge mand hed Ahmad Fadil Nazzal al-Khalayleh.

Det er nok de færreste danskere, der har hørt om Ahmad Fadil Nazzal al-Khalayleh, men det var først senere, han fik sit krigernavn.

Den unge mand blev pirret af tanken om hellig krig, og i 1989 tog han til Afghanistan for at slås mod Sovjetunionen. Her lærte han så meget om voldelig jihad, at myndighederne i Jordan smed ham i fængsel i fem år, da han vendte hjem.   

Han gik nu under krigernavnet Abu Musab al-Zarqawi - et navn vi i dag forbinder med de halshugninger og massemord, der dannede inspiration for Islamisk Stat.

I Afghanistan havde Abu Musab al-Zarqawi ifølge en rapport fra Hudson Institute mødt en radikal imam.

Han hed Abu Mohammed al-Maqdisi, og imamen havde studeret Ibn Taymiyyahs 700 år gamle teorier om, hvordan verden bliver et bedre sted, hvis man følger en streng fortolkning af Koranen.

Da politiet i Jordan slog til mod Abu Musab al-Zarqawi, blev imamen også smidt i fængsel, og dermed var myndighederne i Jordan med til at skabe en af de mest berygtede terrorister i det 21. århundrede.

Et af de få fotos af den jordanske terrorleder, som amerikanerne var i besiddelse af i 2004.
Et af de få fotos af den jordanske terrorleder, som amerikanerne var i besiddelse af i 2004. Foto: Petra / Scanpix Danmark

Nu var der masser at tid til at lære den småkriminelle bølle fra Jordan op i, hvordan man fortolker Koranen. 

I fængslet stod imamen og bøllen i spidsen for en gruppe på cirka 30 mænd, der forberedte sig på hellig krig, når de kom ud.

Det skete i 1999, og så rejste Abu Musab al-Zarqawi til Afghanistan for at møde terrorlederen Osama bin Laden.

Modsætninger mødes

Terrorangrebet 11. september 2001 var på det tidspunkt endnu en fjern drøm for Osama bin-Laden, men allerede i 1999 forsøgte amerikanerne at få fat på ham, og da han mødte Abu Musab al-Zarqawi, frygtede han, at jordaneren var spion.

Ifølge The Atlantic, der har hørt flere beretninger om mødet, kunne Osama bin Laden slet ikke lide den unge mand. 

I dag skjuler Irak et livsfarligt terrornetværk med Abu Musab al-Zarqawi i spidsen

Colin Powell, udenrigsminister, USA

Abu Musab al-Zarqawi havde en grøn tatovering på sin venstre hånd, hvilket terrorlederen syntes var u-islamisk, og desuden manglede jordaneren ydmyghed.

Det blev ikke bedre, da han sagde til terrorlederen, at "alle shiamuslimer burde henrettes", fordi de var vantro.

Osama bin Ladens mor voksede op i en shiamuslimsk familie.

Netop som det så ud til, at mødet skulle gå ilde, blandede en af Osama bin Ladens nærmeste rådgivere sig.

Der var nemlig intern uenighed blandt de militante islamister, om man skulle koncentrere sig om "fjerne mål" som USA og Israel eller "nære mål" som de muslimske lande i Mellemøsten.

Abu Musab al-Zarqawi på en propagandavideo fra 2006.
Abu Musab al-Zarqawi på en propagandavideo fra 2006. Foto: Scanpix Denmark

Abu Musab al-Zarqawi ville ikke slås mod USA, men ønskede at oprette en islamisk stat i Mellemøsten, og derfor fik han støtte blandt de militante muslimer, der ønskede at angribe de nære mål.

Så derfor kunne jordaneren gå fra mødet med Osama bin Laden med 5.000 dollars til en træningslejr i det vestlige Afghanistan, skriver The Atlantic.

Men det var ikke det eneste, han fik ud af mødet.

For ekstrem til Taleban

Abu Musab al-Zarqawi mødte også den al Qaeda-chef, der var chef for terrororganisationens sharia-akademi. 

Den egyptiske imam Abu Abdullah al-Muhajir var blandt de mest ekstreme medlemmer af al Qaeda.
Den egyptiske imam Abu Abdullah al-Muhajir var blandt de mest ekstreme medlemmer af al Qaeda. Foto: TV 2

Det var en egyptisk imam ved navn Abu Abdullah al-Muhajir, og han var temmelig ekstrem.

Så ekstrem, at han var klar til at forfølge Taleban i Afghanistan, fordi de efter hans mening ikke overholdt Islams love.

Ifølge en rapport fra USA's forsvarsakademi West Point var den jordanske terrorist så imponeret af den egyptiske imam, at han inviterede ham til sin nye træningslejr for at lære rekrutterne, hvor langt man kunne gå i Allahs navn.

Og det var langt.

Ifølge Abu Abdullah al-Muhajir var det i orden at skære hovedet af alle vantro, inklusive kvinder, børn og ældre, medmindre en muslimsk myndighed besluttede noget andet.

Under besøget i træningslejren begyndte egypteren også at skrive en bog - ifølge rapporten fra West Point

Den hed "Den hellige krigs retslære" - men blev kendt som "Blodets retslære".

square to 16x9
Tvungen fællesbøn på gaden i Raqqa i april 2014. Foto: Stringer / Scanpix Denmark

Her skrev imamen, at alle shiamuslimer er en større trussel mod Islam end alle andre fjender.

Så nu havde jordaneren en ideologi til det kalifat, han håbede på at skabe.

Hjulpet af USA

Omkring årtusindeskiftet samlede han omkring 3.000 krigere i træningslejren, inden den blev evakueret på grund af amerikanernes bombardementer i Afghanistan efter terrorangrebet mod USA i 2001, ifølge The Atlantic.

Efter USA's invasion af Afghanistan flygtede Abu Musab al-Zarqawi til det kurdiske område i Nordirak, og her sad han, da han 5. februar 2003 fik uventet hjælp af fjenden.

USA var på vej til at invadere Irak for at fjerne landets diktator Saddam Hussein, og da den amerikanske udenrigsminister Colin Powell fortalte FN's sikkerhedsråd, hvorfor det var nødvendigt at invadere Irak, spillede navnet Abu Musab al-Zarqawi en hovedrolle.

- I dag skjuler Irak et livsfarligt terrornetværk med Abu Musab al-Zarqawi i spidsen, sagde Colin Powell.

Medlemmer af FN's sikkerhedsråd lytter, mens Colin Powell præsenterer USA's teori om forbindelsen mellem Osama bin Laden og Saddam Hussein.
Medlemmer af FN's sikkerhedsråd lytter, mens Colin Powell præsenterer USA's teori om forbindelsen mellem Osama bin Laden og Saddam Hussein. Foto: Timothy A. Clary / Scanpix Denmark

Han sagde også, at Abu Musab al-Zarqawi stod i direkte forbindelse med Saddam Hussein, og at hans organisation var forbindelsesled mellem den irakiske diktator og Osama bin Laden.

Det var løgn.

- Zarqawi og hans netværk har planlagt terrorhandlinger mod lande som Frankrig, Storbritannien, Spanien, Italien, Tyskland og Rusland, sagde Colin Powell til sikkerhedsrådets medlemmer.

Det var nærmere en profeti end sandheden, der kom ud af munden på Colin Powell.

Colin Powell beskyldte under sin tale i FN den jordanske terrorist for at være ekspert i giftmord.
Colin Powell beskyldte under sin tale i FN den jordanske terrorist for at være ekspert i giftmord. Foto: Ray Stubblebine / Scanpix Danmark

Efter talen var Abu Musab al-Zarqawi pludselig en kendt figur, og da amerikanerne havde væltet Saddam Hussein, gav han sig til at operere i Irak.

Med selvmordsbomber.

Om eftermiddagen 19. august 2003 eksploderede en lastbil ved Canal Hotel i Bagdad, der rummede FN’s hovedkvarter, og dræbte 22 mennesker. Chefen for USA’s FN-delegation og adskillige af delegationens medlemmer var blandt ofrene.

Ødelæggelser efter bilbomben mod Canal Hotel i Bagdad.
Ødelæggelser efter bilbomben mod Canal Hotel i Bagdad. Foto: Sabah Arar / Scanpix Denmark

Nogle få dage senere kørte en lastbil fyldt med sprængstof ind i Imam Ali-moskeen i Najaf og tog livet af 125 shiamuslimer.

Abu Musab al-Zarqawi stod bag begge angreb, men der gik flere måneder, før han bekendte kulør og tog ansvaret for dem.

Og så begyndte han at skære hovedet af folk.

Chefen gik forrest

Terrorlederen stod formentlig selv for henrettelsen af den amerikanske teletekniker Nick Berg, som hans gruppe havde fanget i Irak i foråret 2004.

Det hele blev optaget på video, hvor man ser fem maskerede mænd bag amerikaneren, der er klædt i en orange fangedragt i stil med den, amerikanerne iklædte deres fanger på Guantanamobasen.

square to 16x9
Abu Musab al-Zarqawi stod angiveligt selv for henrettelsen. Foto: TV 2

11 år senere skulle den slags videoer blive hverdag, men i 2004 var halshugninger på internettet en relativt ny ting.

Abu Musab al-Zarqawi var talentfuld, og i december 2004 anerkendte Osama bin Laden ham officielt som chef for al Qaeda i Irak.

Dette anliggende er uacceptabelt for den muslimske befolkning

Brev fra Ayman al-Zawahiri, næstkommanderende i al Qaeda

Den unge terrorleder kvitterede ved at halshugge civile irakere, der havde arbejdet for USA, og efterlade deres hovedløse lig på fortovet. Det hele blev optaget på video, lagt på nettet og samlet op af CNN.

Brutaliteten mod civile irakiske shiamuslimer var så voldsom, at Osama bin Ladens næstkommanderende Ayman al-Zawahiri skrev til det unge talent i Irak, at han burde skrue ned for blodsudgydelserne.

- Dette anliggende er uacceptabelt for den muslimske befolkning, uanset hvor meget du har forsøgt at forklare det, og modstanden mod det vil fortsætte, hed det i et brev fra al Qaedas nummer to i 2005.

En mand reddes i sikkerhed efter en bilbombe mod civile i Bagdad 14. juni 2004.
En mand reddes i sikkerhed efter en bilbombe mod civile i Bagdad 14. juni 2004. Foto: Faleh Kheiber / Scanpix Denmark

Selvmordsbomberne fortsatte imidlertid, og hundredevis af irakiske muslimer - såvel shia- som sunnimuslimer mistede livet.

Al Qaeda nåede aldrig at få styr på Abu Musab al-Zarqawi, for bedst som han havde succes med at terrorisere Irak, fandt amerikanerne ham.

7. juni 2006 kastede amerikanske jagerfly to bomber mod et hus i ørkenen 45 kilometer nord for Bagdad og dræbte terrorlederen.

Den amerikanske generalmajor William Caldwell offentliggør, at Abu Musab al-Zarqawi er blevet dræbt.
Den amerikanske generalmajor William Caldwell offentliggør, at Abu Musab al-Zarqawi er blevet dræbt. Foto: Ahmad Al-rubaye / Scanpix Danmark

På det tidspunkt fandtes Islamisk Stat ikke, og kalifatet var kun en fjern drøm i hovedet på en død mand.

Så hvorfor er Abu Musab al-Zarqawi med i nekrologen over Islamisk Stats Kalifat?

Fordi drømmen blev til virkelighed.

En ny virkelighed

Da nyheden om terrorlederens død blev kendt, kaldte USA's daværende præsident George W. Bush det "et alvorligt slag mod al Qaeda og en vigtig sejr i kampen mod terror".

De overlevende så anderledes på det.

- Vi er vant til, at vores ledere dør. Det vil kun øge vores vedholdenhed i at fortsætte den hellige krig, så Allahs ord kommer til at vægte højest, skrev Abu Musab al-Zarqawis venner på deres hjemmeside.

De amerikanske bomber løste ikke problemet - tværtimod.

Abu Musab al-Zarqawis efterfølgere var nemlig så radikale, at de brød ud fra al Qaeda og oprettede Islamisk Stat i Irak.

Teksten på Islamisk Stats sorte banner er:
Teksten på Islamisk Stats sorte banner er: "Der findes ingen anden gud end Allah. Muhammed er hans profet." Foto: Wikimedia Commons

Målet var det samme som navnet - nemlig at oprette en islamisk stat i Irak.

Osama bin Laden ønskede stadig ikke at oprette en islamisk stat, men al Qaeda og udbrydergruppen var ikke mere på kant med hinanden, end at lederne i den nye gruppe i hemmelighed svor troskab til Osama bin Laden - ifølge tænketanken Brookings.

I de næste fire år kæmpede Islamisk Stat i Irak mod USA og den nye irakiske regering uden den store succes, men i 2010 skete der noget.

Endnu en gang blev gruppens ledelse slået ihjel, og det banede vejen for en 39-årig mand, der brændende ønskede at blive kalif.

square to 16x9
Militante fra Islamisk Stat i parade i Raqqa i 2014. Foto: STRINGER / Scanpix Denmark

Den lille dreng fra moskéen

Da han var dreng i den irakiske by Samarra i 1970'erne, hed han Ibrahim al-Badri - men verden skulle komme til at kende ham under krigernavnet Abu Bakr al-Baghdadi.

Og han skulle blive den første irakiske kalif, siden mongolerne rullede Al-Musta'sim Billah ind i et tæppe og trampede ham ihjel under deres heste i år 1258.

Abu Bakr al-Baghdadi voksede op i en meget religiøs familie i den irakiske by Samarra, hvor faderen lærte byens indbyggere at fremsige koranvers udenad, skriver tænketanken Brookings, der har blotlagt terrorlederens karriere.

Ungsdomsbilleder af manden, der endte som Islamisk Stats eneste kalif.
Ungsdomsbilleder af manden, der endte som Islamisk Stats eneste kalif. Foto: TV 2

Drengens øgenavn var "den troende", fordi han brugte så meget tid på at studere Islam i moskéen, og fordi han skosede alle, der ikke fulgte islamisk lov til punkt og prikke, fortæller en af hans brødre, Shamsi al-Badri, til Brookings.

Senere fik Abu Bakr al-Baghdadi en PhD-grad i islamiske studier ved Universitetet i Bagdad. 

Omkring årtusindeskiftet boede han i en lejlighed i Bagdad med to koner og seks børn. Han lærte nabolagets børn at fremsige koranvers udenad - som sin far - og han kaldte til bøn over højtaleranlægget i den lokale moské.

Men da USA invaderede Irak i 2003, skulle hans liv ændre sig for altid.

square to 16x9
En amerikansk soldat ser på, mens en statue af Saddam Hussein væltes i Bagdad i 2003. Foto: Goran Tomasevic / Scanpix Danmark

Vennerne fra fængslet

Abu Bakr al-Baghdadi blev en del af oprørsbevægelsen, og i februar 2004 blev han anholdt af amerikanerne, fordi han opholdt sig hos en person i byen Fallujah, der var eftersøgt af amerikanerne.

Og så blev Islam-eksperten fra Bagdad sat i fængsel sammen med 24.000 andre irakere.

Bucca-fængslet ligger nær grænsen til Kuwait. Flere af Islamisk Stats nøglefigurer mødtes her.
Bucca-fængslet ligger nær grænsen til Kuwait. Flere af Islamisk Stats nøglefigurer mødtes her. Foto: David Furst / Scanpix Denmark

Ifølge én af hans medfanger fra dengang var det en gigantisk fejl fra amerikanernes side at samle så mange vrede irakere på ét sted.

Medfangen, Abu Ahmed, fortæller til The Guardian, at Abu Bakr al-Baghdadi var højt respekteret af de amerikanske fangevogtere, fordi han kunne lægge en dæmper på gemytterne i fængslet.

Vi skrev hinandens kontaktoplysninger på elastikken i vores boksershorts

Abu Ahmed, IS-kriger

Men amerikanerne blev snydt.

- Han stod i spidsen for at udvikle en ny strategi lige for næsen af dem, siger Abu Ahmed til avisen.

- Hvis der ikke havde været et amerikansk fængsel i Irak, ville der ikke være noget IS nu. Bucca var en fabrik. Det skabte os alle. Det byggede vores ideologi, siger medfangen.

- Vi havde så meget tid til at sidde og planlægge. Det var det perfekte miljø. Vi aftalte alle at mødes, når vi kom ud igen. Måden at finde hinanden på var let. Vi skrev hinandens kontaktoplysninger på elastikken i vores boksershorts, og da vi kom ud, ringede vi til hinanden.

- Alle mine vigtige personer stod på en hvid elastik. Jeg havde deres telefonnumre og landsbyer. I 2009 var mange af os tilbage og lavede det samme, som før vi blev fanget, men nu gjorde vi det sammen, fortæller Abu Ahmed til The Guardian.

Abu Bakr al-Baghdadi blev valgt som leder af Islamisk Stat i Irak i 2010 og gik i gang med at gøre den afdøde terrorleder Abu Musab al-Zarqawis drøm om et kalifat til virkelighed.

Den nye og den gamle terrorchef delte mange synspunkter - blandt andet hvordan shiamuslimer skulle behandles.

square to 16x9
En kriger fra Islamisk Stat med terrororganisationens sorte fane i Raqqa. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix

Jordaneren havde i sin tid sagt til Osama bin Laden, at shiamuslimerne burde henrettes, og med sin PhD-grad i islamiske studier kunne Abu Bakr al-Baghdadi godt finde argumenter for at dræbe andre muslimer i Allahs navn, når han fortolkede Koranen. 

Det har et navn på arabisk.

Takfir.

Det betyder, at muslimer, der tror på Allah på den rigtige måde, kan udstøde andre muslimer og erklære dem for kættere - og der er dødsstraf for kætteri. 

Så dermed havde terroristerne temmelig vide rammer for, hvad de måtte gøre mod deres trosfæller.

En strid med al Qaeda

Da borgerkrigen brød ud i Syrien i 2011, sendte Abu Bakr al-Baghdadi en af sine folk over grænsen for at danne en oprørsgruppe der.

Gruppen fik navnet al Nusra Fronten, men den lyttede også til al Qaedas nye chef Ayman al Zawahiri, der havde overtaget ledelsen, efter amerikanske kommandodsoldater slog Osama bin Laden ihjel.

Og så blev der ballade.

Ayman al-Zawahiri overtog ledelsen i al Qaeda efter Osama Bin Laden.
Ayman al-Zawahiri overtog ledelsen i al Qaeda efter Osama Bin Laden. Foto: HO / Scanpix Denmark

Den nye chef for al Qaeda mente ikke, at tiden var inde til at skabe et kalifat i Syrien, før der var bred opbakning til det i den muslimske verden - ifølge tænketanken Brookings.

I stedet ville han have al Nusra Fronten til at samarbejde med de andre oprørere i Syrien, mens Abu Bakr al-Baghdadi kun måtte koncentrere sig om Irak.

Det fik Abu Bakr al-Baghdadi til at omdøbe sin terrororganisation til Islamisk Stat i Irak og Syrien - ISIS - eller bare IS.

Han erklærede, at al Nusra Fronten nu var en del af Islamisk Stat, og da ledelsen nægtede at samarbejde, sendte han krigere over grænsen og begyndte at erobre land i Syrien.

I kampen mod andre religioner ødelagde Islamisk Stat en lang række oldtidsminder. Her går det ud over oldtidsbyen Palmyra.
I kampen mod andre religioner ødelagde Islamisk Stat en lang række oldtidsminder. Her går det ud over oldtidsbyen Palmyra. Foto: TV 2

Samtidig rekrutterede han folk fra sine tidligere allierede.

Det gjorde al Qaedas leder så vred, at Islamisk Stat blev smidt ud af terrororganisationen i februar 2014.

Men da havde Islamisk Stat allerede erobret storbyen Raqqa i det nordlige Syrien, der kort efter skulle blive et af de steder, hvor gruppen skulle begå sine mest uhyrlige forbrydelser.

I juni 2014 havde gruppen erobret så meget land i Syrien og Irak, at en død jordansk terrorists drøm gik i opfyldelse.

Kalifatet udstedte sine egne mønter. Her en en femmer i sølv.
Kalifatet udstedte sine egne mønter. Her en en femmer i sølv. Foto: Peter Møller / TV 2

Allahs løfte

Terrororganisationens talsmand udsendte en 34 minutter lang video med tilhørende oversættelser på engelsk, tysk, fransk og russisk.

Titlen på videoen var "Dette er Allahs løfte".

- Sandelig siger jeg jer, dette er staten. Sandelig er det kalifatet, lød det fra talsmanden Abu Muhammad al-Adnani.

Nogle dage senere dukkede Abu Bakr al-Baghdadi op i den store Al-Nuri Moské i Mosul i Irak som kalif i Islamisk Stats kalifat.

Kalifatet erklæres i den store moské i Mosul.
Kalifatet erklæres i den store moské i Mosul. Foto: - / Scanpix Denmark

Han blev kort og godt introduceret som "jeres nye kalif Ibrahim".

Kalif Ibrahim holdt en prædiken på en halv time, og videobilleder af hans optæden gik verden rundt. 

- Adlyd mig så langt, som jeg adlyder Allah, sagde han blandt andet.

Det stod nu klart, at terrororganisationen havde skabt sit eget land med sine egne regler.

Indbyggerne blev ikke spurgt.

De måtte adlyde eller dø.

square to 16x9

Det vidste indbyggerne i Raqqa allerede.

De fik en forsmag på, hvad der var i vente i november 2013, da Islamisk Stat gik i aktion mod byens klokketårn.

Straffene

På toppen af klokketårnet stod der to statuer - en kvinde og en mand med en fakkel - et symbol på frihed.

Islamisk Stats krigere halshuggede statuerne.

Billeder og statuer af mennesker hørte ikke hjemme i kalifatet.

Klokketårnet i Raqqa.
Klokketårnet i Raqqa. Foto: SDF

Senere skulle det gå udover levende mennesker samme sted. 

En af byens indbyggere skrev om livet i Raqqa til magasinet Vanity Fair.

Listen over forbudte ting var pludselig blevet lang: 

Tobak, bandeord, fotografier, dukker og upassende tøj kunne medføre stokkeslag eller det, der var værre.

Tyveknægte risikerede at miste en hånd.

En mand, der beskyldes for homoseksualitet, øjeblikket før han kastes ud fra en høj bygning.
En mand, der beskyldes for homoseksualitet, øjeblikket før han kastes ud fra en høj bygning. Foto: TV 2

Kvinder kunne ikke længere bevæge sig udendørs uden en mandlig følgesvend, og de skulle være fuldstændigt tildækkede.

Hvis så meget som en handske manglede, kunne det betyde stokkeslag, fortalte et vidne til BBC.

Homoseksuelle mænd blev kastet ud fra høje bygninger, mens utro kvinder blev stenet ihjel.

Ikke kun i Raqqa, men i hele kalifatet.

Nær den irakiske by Mosul er der for eksempel et enormt jordfaldshul, som Islamisk Stat brugte som massegrav.

Lokale indbyggere blev tvunget til at se på, mens terroristerne henrettede folk på kanten af hullet og kastede dem i dybet.

Efter noget tid var stanken fra hullet så voldsom, at indbyggerne i den nærliggende landsby klagede over det til Islamisk Stat - uden held.

De mennesker, der ikke var muslimer, var jaget vildt.

Mord og sexslaver

Næsten 10.000 medlemmer af det irakiske mindretal yazidierne blev dræbt eller bortført af Islamisk Stat på få dage, efter at gruppen angreb deres område i efteråret 2014.

En kurdisk soldat ser ned i en massagrav, hvor Islamisk Stat begravede de mennesker fra yazidi-mindretallet, der blev dræbt af organisationen.
En kurdisk soldat ser ned i en massagrav, hvor Islamisk Stat begravede de mennesker fra yazidi-mindretallet, der blev dræbt af organisationen. Foto: Safin Hamed / Scanpix Denmark

Omkring 3.100 yazidier blev dræbt. Over halvdelen af dem blev skudt, halshugget eller brændt levende.

Derudover blev 6.800 bortført for at blive sexslaver for Islamisk Stats krigere, viste en opgørelse i tidsskriftet PLOS Medicine i 2017.

Kalifatets folk gjorde ikke nogen hemmelighed ud af grusomhederne - organisationens propagandamaskine udsendte billeder og videoer på Twitter og udkom med skrevne magasiner om, hvordan Islamisk Stat ville udslette de vantro.

square to 16x9

Terrororganisationens reklameafdeling fik for alvor den vestlige verden til at spærre øjnene op, da en video med en maskeret engelsktalende terrorist dukkede op på nettet.

Han hed Mohammed Emwazi, men på det tidspunkt vidste man ikke, hvem han var, så han fik øgenavnet Jihadi John.

Grusomheder på video

Videoen kom på nettet seks dage efter, at USA's præsident Barack Obama havde iværksat luftangreb mod Islamisk Stat.

Foran den maskerede mand på videoen sad en amerikansk fange ved navn James Foley i en orange fangedragt.

Det amerikanske gidsel James Foley med sin bøddel Mohammed Emwazi.
Det amerikanske gidsel James Foley med sin bøddel Mohammed Emwazi. Foto: TV 2

Efter en kort erklæring om, at USA skulle trække sig tilbage fra Irak, fik James Foley skåret hovedet af.

Få dage senere dukkede endnu en video op.

Det var 2. september, hvor Mohammed Emwazi skar hovedet af et gidsel - den amerikanske journalist Steven Sotloff.

Angrebene mod Islamisk Stat fortsatte, og manden med kniven blev hurtigt et symbol på organisationens ondskab i de vestlige medier.

Med tiden blev henrettelserne mere og mere grusomme. Her brændes en tilfangetagen jordansk pilot levende ifølge terroristernes oplysninger.
Med tiden blev henrettelserne mere og mere grusomme. Her brændes en tilfangetagen jordansk pilot levende ifølge terroristernes oplysninger. Foto: TV 2

13. september kom endnu en video, hvor den britiske nødhjælpsarbejder David Haines blev henrettet, og 3. oktober kom endnu en, hvor Mohammed Emwazi myrdede den britiske nødhjælpsarbejder Alan Henning. 

Han slog til igen 16. november, hvor han optrådte med den amerikanske nødhjælpsarbejder Peter Kassigs afhuggede hoved og derefter igen med en gruppe syriske soldater og to japanske gidsler.

Mohammed Emwazi mistede selv livet ved et amerikansk droneangreb i 2015.

Som led i gruppens propaganda viste Islamisk Stat billeder af børn, der blev sat til at dræbe gruppens modstandere. Billedet her er fra 2017.
Som led i gruppens propaganda viste Islamisk Stat billeder af børn, der blev sat til at dræbe gruppens modstandere. Billedet her er fra 2017. Foto: TV 2

I takt med at mængden af lig voksede forsøgte Islamisk Stats propagandaafdeling at gøre henrettelserne mere og mere spektakulære, men efterhånden valgte de fleste vestlige medier at ignorere billederne .

Men myrderierne fortsatte, og billederne blev brugt til propaganda på Twitter og Facebook for at lokke nye krigere og terrorister til, der kunne sprede skræk og rædsel i kalifatet og andre steder.

Terror og tilbagegang

Islamisk Stat forsøgte nemlig også at ramme sine fjender gennem terrorangreb i Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Rusland, Australien, Spanien, Tunesien, Egypten, Sverige og Danmark.

Men terroristerne endte med at få for mange fjender.

square to 16x9

I 2017 fordømte selv al Qaedas leder Ayman al Zawahiri terrorgruppen på grund af, at Islamisk Stat erklærede andre muslimer som kættere. 

USA, Rusland, Syrien, syriske oprørere, kurdiske oprørere, Irak og Tyrkiet trængte langsomt kalifatets grænser tilbage.

Det hele sluttede i den lille landsby Baghuz, hvor de sidste fanatiske krigere holdt stand i et tunnelkompleks under byen.

square to 16x9
Luftangreb på Islamisk Stats sidste base i landsbyen Baghuz. Foto: Delil Souleiman / Ritzau Scanpix

Så nu har kalif Ibrahim ikke længere noget kalifat, og hans fjender forsøger at finde ud af, hvor han gemmer sig.

Terrororganisationen Islamisk Stat er kun en skygge af sig selv - men den kan stadig gennemføre terrorangreb.

De ti lig i Idlib

Det skete for eksempel 1. marts 2019 i den syriske by Idlib, hvor en selvmordsbomber gik til angreb på en restaurant i en lav bygning mellem to boligblokke.

Ødelæggelser efter selvmordsbomben i Idlib 1. marts.
Ødelæggelser efter selvmordsbomben i Idlib 1. marts. Foto: Omar Haj Kadour / Ritzau Scanpix

Mindst otte mennesker blev dræbt - flere af dem var oprørssoldater.

Men der er en ny herre i Idlib nu.

Det er al Qaeda-udløberen - Hayat Tahrir al-Sham - og gruppen henrettede ti tilfangetagne medlemmer af Islamisk Stat som hævn for bombeangrebet.

Episoden blev optaget på video og lagt op på internettet - både af terroristerne og en lokal indbygger, der overværede henrettelsen og minutterne derefter fra vinduet i sin lejlighed.

Og så er vi tilbage på det sted, hvor denne artikel begyndte - nemlig hos kalifatets afdøde krigere 

Et medlem af Hayat Tahrir al-Sham sagde i forbindelse med offentliggørelsen af videoen, at henrettelsen af krigerne fra Islamisk Stat er "en fair straf, der skal afskrække dem og vække dem fra deres døs".

Hayat Tahrir al-Sham kontrollerer nu et betragteligt område i Idlib-provinsen Syrien.

Gruppens leder hedder Abu Mohammad al-Julani - den selv samme mand, som lederen af Islamisk Stat sendte til Syrien for at oprette en ny filial af terrororganisationen i 2011. 

Abu Mohammad al-Julani, mens han var leder af al Nusra Fronten.
Abu Mohammad al-Julani, mens han var leder af al Nusra Fronten. Foto: TV 2

Og historien ser ikke ud til at slutte foreløbig, for Abu Mohammad al-Julani har erklæret, at han vil erobre Syriens hovedstad Damaskus og indføre et nyt islamisk styre i Syrien.

I januar 2019 fortalte han ifølge Wall Street Journal  sine krigere, at de er i færd med:

- Idéernes krig, sindenes krig, viljernes krig; En krig, der handler om udholdenhed.

Så selvom kalifatet er ligeså dødt som de ti langskæggede mænd på asfalten i Idlib, lever drømmen om det stadig i bedste velgående.