Islamisk Stat er endeligt besejret, siger Syriens Demokratiske Styrker

Syriens Demokratiske Styrker vil nu finde og nedkæmpe rester af Islamisk Stat, hvor end dens krigere bevæger sig rundt.

Islamisk Stat (IS) er nu endeligt besejret, skriver en pressetalsmand for militsen Syriens Demokratiske Styrker (SDF) på Twitter. 

- SDF kan erklære en total elimination af det såkaldte kalifat og 100 procent territorial sejr over ISIS (anden betegnelse for IS, red.), skriver talsmanden Mustafa Bali på Twitter.

- På denne unikke dag mindes vi de tusinde martyrer, hvis ofre gjorde sejren mulig. Siden starten af marts har styrker fra SDF omringet IS-krigere i byen Baghouz. 

Ifølge nyhedsbureauet Reuters uddyber Mustafa Bali, at SDF nu vil finde og nedkæmpe rester af Islamisk Stat, hvor end dens krigere bevæger sig rundt. 

- Vi fornyer vores løfte om at fortsætte krigen og jagte deres rester, indtil komplet elimination er opnået, siger han ifølge Reuters. 

square to 16x9

Fortsat krigere i øde ørken

Terrorbevægelsens sidste aktive styrker befandt sig i den lille landsby Baghuz tæt på grænsen til Irak. 

Her var de omringet af de kurdiskledede koalitionsstyrker Syriens Demokratiske Styrker (SDF).

Ifølge Reuters er der fortsat IS-krigere, der befinder sig i Syriens øde ørken. Andre gemmer sig som civile i irakiske byer. 

Syrian Democratic Forces(SDF) flag vajer på toppen af en bygning i Baghuz lørdag.
Syrian Democratic Forces(SDF) flag vajer på toppen af en bygning i Baghuz lørdag. Foto: Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix

Det er USA's opfattelse, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, befinder sig et sted i Irak, skriver nyhedsbureauet.

Islamisk Stat havde enkelte soldater tilbage i nogle huler ved en flod, og indtil nu har diskussionen kredset om, hvorvidt man kunne erklære kalifatet for nedkæmpet eller ej. Men det er nu sket, fortæller TV 2s korrespondent i Mellemøsten, Benjamin Kürstein, lørdag morgen.

- Vi kan jo se, hvordan Islamisk Stat har reageret, efterhånden som de er blevet trængt i defensiven. De er begyndt at reagere som en klassisk terrorbevægelse, hvor de retter angreb både på militære og civile mål. Vi kan forvente, at de kommer til at operere mere sådan fremover, siger han.

Trump modtog nyhed

Allerede fredag oplyste Det Hvide Hus' talskvinde, Sarah Sanders, at Islamisk Stats tilhængere nu er nedkæmpet i terrorbevægelsens sidste bastion i Syrien.

Hun fortalte desuden, at præsident Donald Trump havde modtaget nyheden om udviklingen i Syrien af sin forsvarsminister, Patrick Shanahan.

Dermed har terrorbevægelsen ikke længere kontrol over landområder i Syrien.

Ifølge Sarah Sanders er Islamisk Stats territorium i Syrien nu "100 procent elimineret".

Der er fortsat tusindvis af IS-soldater

I den forbindelse vurderede senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier Lars Cramer-Larsen, at det vil være en "fatal fejlslutning" at tro, at IS er slået, fordi den ikke længere kontrollerer noget landområde.

Vurderingen fra især amerikanske efterretningskilder er, at der fortsat er mange tusinde soldater fra Islamisk Stat - både i Irak og i Syrien. 

- De er spredt over de to lande som sovende celler. Og en stor del af ledelsen i organisationen menes også at være intakt, fortæller TV 2-korrespondent Benjamin Kürstein.

Og den kommende fase afhænger i høj grad af, hvilket land og område der er tale om, påpeger Lars Cramer-Larsen.

For i Syrien er der stadig usikkerhed om, hvorvidt præsident Assad er i stand til at kontrollere sit eget land, og således også, i hvor høj grad han er parat til at garantere sikkerheden for sin egen befolkning.

- Assad er stadig en stærk ubekendt i den sammenhæng, siger Lars Cramer-Larsen.

Derimod oplever Irak fortsat store udfordringer med at blive en fasttømret enhed, som dækker alle etniske grupper i landet. 

Og især sidstnævnte vakuum kan Islamisk Stat bruge til at genopbygge sig selv, forklarer Lars Cramer-Larsen.

De shiamuslimske PMF-militser, som var en del af kampen mod Islamisk Stat i Mosul, befinder sig nemlig stadig i området, hvor de nu stigmatiserer sunnimuslimske grupper.

- Det irakiske samfund skal støttestil at blive stærkt nok til at håndtere sikkerheden selv. Udviklingen handler i høj grad om, hvordan den internationale koalition fremover håndterer sikkerheden i Irak, så det ikke eksploderer en gang til, siger senioranalytikeren fra DIIS.

square to 16x9
square to 16x9

Menneskelige skjolde

SDF har de seneste måneder kæmpet for at overtage Islamisk Stats sidste territorium i Syrien, men kampene blev besværliggjort af, at IS-krigerne holdt civile som gidsler i byen og brugte dem som menneskelige skjolde. Langsomt er det dog lykkedes at presse terroristerne ud af byen, og nu meldes de sidste besejret.

Generobringen af Baghuz markerer afslutningen på de årelange kampe mod Islamisk Stat, der tidligere har kontrolleret store områder i Syrien og Irak.

Bevægelsen tog for alvor sin begyndelse 29. juni 2014, da Abu Bakr al-Baghdadi i Al Nuri-moskeen i Mosul udråbte et kalifat over dele af Irak og nabolandet Syrien baseret på hans opfattelse af Islams oprindelige principper.

Kræver samfundsforandring

Nu ser man en overgang til en ny fase. Men der er tale om en meget skrøbelig og usikker fase, hvor ideologien bag bevægelsen skal bekæmpes - ikke blot militært, vurderer Lars Cramer-Larsen.

- Det er komplekst, fordi IS er en stærk bevægelse med lederskab og penge bag sig. Det kræver en samfundsforandring og indsats på alle magtdomæner at komme bevægelsen til livs. Den udfordring vil vi være vidne til fremover, siger han til TV 2.

IS arbejder på næste træk

Han mener fortsat, at Islamisk Stat udgør en trussel mod det vestlige samfund. Ikke mindst fordi kalifatet stadig har stor tilslutning rundt omkring i verden - især i Mellemøsten. Mange af terrororganisationens ledere befinder sig nu i øde områder i Irak og Syrien, hvor de arbejder på næste træk.

Islamisk Stat skal nu til at oprette støttezoner, hvor de kan rekruttere, træne og bygge sig selv op igen, ifølge Lars Cramer-Larsen, som vurderer, at Islamisk Stat heller ikke har opgivet drømmen om at være en fysisk stat.

- De vil være tålmodige, de vil kæmpe for det. Drømmen er der stadig. Historien om kalifatet vil fortsat være der - også selvom fortællingen ændrer sig i medierne. Nu gælder det om at få tilhængerne til at kæmpe for det, mens de stadig har opmærksomheden i medierne, siger han.