Briter vil aflyse Brexit: Over fire millioner har skrevet under

Frustrationen hos briterne er på sit højeste, lyder det fra Lone Theils, der er tidligere korrespondent i Storbritannien.

Over fire millioner britiske statsborgere har på få døgn skrevet under på, at de vil have aflyst Brexit - og antallet er fortsat stigende.  

Borgerforslaget 'Træk artikel 50 tilbage og forbliv i EU' har den seneste tid taget fart, og det har for længst rundet de 100.000 underskrifter, som det kræver at få et borgerforslag fremsat i parlamentet.  

Indsamlingen af underskrifter stiger stadig. Klokken 10.40 lørdag dansk tid var der 4.026.180 underskrifter.
Indsamlingen af underskrifter stiger stadig. Klokken 10.40 lørdag dansk tid var der 4.026.180 underskrifter. Foto: Screenshot/TV 2

- Regeringen har gentagne gange sagt, at det er "folkets ønske" at forlade EU. Vi skal have sat en stopper for det udsagn ved at bevise folkets stærke støtte for nu at blive en del af EU, står der skrevet i forslaget.

Ifølge udvalget bag afstemningen har hjemmesiden, der håndterer borgerforslaget, aldrig oplevet så højt et tempo af underskrifter.  

Udvalget var derfor nødt til at få lavet ændringer i systemet for at hjemmesiden kunne håndtere det. 

Afstemningen er fremsat af britiske Margaret Anne Georgiadou. En pensioneret lærer, der længe havde følt, at modstanderne af et kommende Brexit ikke var blevet hørt.

- Så fordi vi på en måde er blevet holdt tilbage, tror jeg nærmest, at det er som en dæmning, der sprænges. Det er ved at være sidste udkald nu, sagde hun til BBC torsdag.

Over en million britiske statsborgere havde skrevet under inden for de første 24 timer, da indsamlingen åbnede onsdag.

Briterne skifter mening

61 procent af en række adspurgte britere svarer i en ny meningsmåling fra YouGov, at de vil stemme for at blive i EU, hvis alternativet er Brexit med Theresa Mays nuværende aftale. Det skrev Independent onsdag.

Briterne er magtesløse og har derfor brug for borgerforslaget til at lufte deres holdninger

Lone Theils, journalist og forfatter 

Og står valget mellem at blive i EU eller forlade EU uden en aftale, vil flertallet af briterne stadig gerne forlive en del af unionen.

Det viser et andet billede end ved folkeafstemningen i juni 2016, hvor flertallet, 17 millioner britere (51,9 procent), stemte for at forlade EU, mens godt 16 millioner (48,1 procent) var af den modsatte holdning.

Kan borgerforslaget ændre noget?

I Storbritannien har underskriftindsamlinger ikke nogen reel politisk indflydelse, men bruges til at sætte fokus på et politisk emne - i dette tilfælde Brexit. Politikerne vælger herefter selv, om de vil tage emnet op i parlamentet. 

Selvom premierministeren tidligere har gjort det klart, at hun ikke vil ændre holdning til at trække aktiveringen af artikel 50 (EU’s skilsmisseakt) tilbage, så viser afstemningen et klart opråb fra det britiske folk, lyder det fra journalist og forfatter Lone Theils, der tidligere har været korrespondent i Storbritannien for Berlingske. 

- Briterne er magtesløse og har derfor brug for borgerforslaget til at lufte deres holdninger. Det er en fredelig måde for det britiske folk at vise deres utilfredshed på, siger Lone Theils.

Ifølge hende viser borgerforslaget en ”dybt frustreret nation”, der har siddet i over 1000 dage uden meget fremskridt i forløbet.

Man bør dog være varsom med at tolke på indsamlingen, idet at mange af dem, der har stemt, er nogle af de blot 16 millioner briter, der ved første afstemning i 2016 stemte for at bevare medlemskabet til den Europæiske Union.

Jeg kan næppe forestille mig, at hendes (Theresa May red.) hjerte smelter over de her underskrifter

Lone Theils

Få Brexit ud af verden 

Men afstemningen afspejler alligevel frustrationen på flere parametre, mener Lone Theils. Den ligger ikke kun hos de stigende remainere, der gerne vil blive, men det gælder generelt begge lejre i Brexit-spørgsmålet.

I den modsatte blok er man begyndt at lave konspirationsteorier om, at det er udenlandske hackere, der påvirker de mange indsamlede underskrifter, fortæller Lone Theils og fortsætter: 

- Det viser det her sørgelige billede af, at der er krise i landet. Briterne har generelt været tålmodige, men nu vil de bare gerne have Brexit ud af verden uanset udfaldet. Det, at May bliver ved med at bede om mere tid til forhandlingerne, og at EU siger, at ”nu stopper festen”, synes briterne er ydmygende. 

Torsdag meddelte EU, at unionen var klar til at udskyde Brexit indtil 22. maj. 

Dog kun hvis Mays Brexit-aftale stemmes igennem i det britiske parlament inden 29. marts, som hidtil har været datoen for Brexit.

Ellers bliver Brexit stadig udskudt, men det bliver kun til 12. april.

Det vil ifølge Lone Theils blot trække pinen endnu længere ud. 

- Flere vil bare gerne have Brexit ud af verden. Briterne er dødhamrende trætte af, at det er det eneste emne på den politiske dagsorden: "Hvorfor prioriterer man ikke også andre ting?", forklarer Lone Theils.

Afstemningen smelter ingen hjerter 

Selvom briternes holdning gradvist har ændret sig siden første folkeafstemning, får det ikke premierminister Theresa May til at afvige fra sin skilsmisseaftale med EU. For det britiske folk har at gøre med en meget ”stædig” leder, der ikke sådan er til at rykke med, lyder det fra Lone Theils.

- Hun har ikke givet indikationer på, at hun vil ændre holdninger. Uanset hvor mange britiske borgere, der siger, at de vil blive, så er det ikke sikkert, at de kan få lov til at blive. Jeg kan næppe forestille mig, at hendes (Theresa May, red.) hjerte smelter over de her underskrifter.

Du kan læse mere om de mulige scenarier for Brexit her: