Topmøde om Brexit-udskydelse trækker ud: - EU vil ikke have skylden for kollaps

16x9
EU-lederne sidder fortsat om bordet i Bruxelles. Her et billede fra tidligere på dagen. Foto: Emmanuel Dunand / Ritzau Scanpix

For mere end to timer siden skulle EU have præsenteret deres svar på Theresa Mays ønske om en Brexit-udskydelse. Men der er intet kommet endnu.

Det var ventet, at svaret om en udskydelse af Brexit skulle falde først på aftenen i dag.

Et pressemøde med EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk var programsat til klokken 19.

Men der er ikke kommet en afgørelse endnu. For forhandlingerne blandt de 27 EU-landes stats- og regeringschefer trækker ud.

En talsmand for Donald Tusk skrev på Twitter klokken 20.45, at parterne ville tage en pause og så fortsætte forhandlingerne over en arbejdsmiddag.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, tog i dag til Bruxelles for at udsætte landets udtræden af EU i nogle måneder, og hvis der ikke kom opbakning fra alle EU-lande, ville exit-datoen forblive 29. marts – altså om bare otte dage.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har EU-landene i dag arbejdet på et udkast, der udskyder Brexit til senest 22. maj. Dermed skal der landes en aftale inden valget til Europaparlament, der finder sted sidst i maj.

Aftalen forudsætter ifølge Reuters fortsat, at det britiske parlament vedtager den udtrædelsesaftale, EU og den britiske regering har vedtaget, samt at alle EU-lande bakker op om udskydelsen.

Flere britiske reportere for blandt andet BBC og The Sun skriver på Twitter, at flere andre datoer er i spil, og at det også kan komme på tale at give briterne en udskydelse, uden at udtrædelsesaftalen skal vedtages først.

The Suns politiske redaktør, Tom Newton Dunn, skriver, at han får beskrevet, at der er en ”livlig debat” i lokalet.

Ifølge TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede er de langtrukne forhandlinger udtryk for, at der er virkelig meget på spil.

- Det handler meget om, at man ikke vil sætte pistolen for tindingen på briterne ved at stå fast på, at de skal vedtage udtrædelsesaftalen senest næste uge. For hvis det falder, kan pilen pege på EU som årsag til, at det hele kollapsede. Det vil EU ikke have skylden for, siger hun. 

Hårdknuden

Den britiske regering og EU har rent faktisk en udtrædelsesaftale på plads, der ville forhindre et hårdt Brexit 29. marts. Den er næsten 600 sider lang og har taget to år at udarbejde. Den bliver også kaldt skilsmisseaftalen, Brexit-aftalen eller bare Theresa Mays aftale.

Aftalen blev færdigforhandlet sidste år i november og indeholder en plan for, hvordan Storbritannien forlader EU gradvist over de næste to år, hvor der blandt andet skal forhandles nye handelsaftaler.

Men aftalen er ikke blevet vedtaget i det britiske parlament. Først blev den nedstemt med et brag i januar. Så rejste Theresa May til Strasbourg, mødtes med EU-toppen og fik vedtaget en tilføjelse til udtrædelsesaftalen, som igen kom til afstemning. Og igen blev nedstemt.

Parlamentet besluttede så, at Storbritannien ikke skal forlade EU uden en aftale.

Den britiske premierminister fik vedtaget et forslag i det britiske parlament om at få udsat Brexit i en kort periode - med en vedtaget udtrædelsesaftale.

Theresa May havde derefter planlagt, at det britiske parlament skulle stemme om endnu en udgave af hendes skilsmisseaftale. Men planen om en tredje afstemning blev forpurret af en regel fra 1600-tallet om, at et enslydende forslag ikke må fremsættes flere gange.

Vi kan blive enige om en kort forlængelse - hvis briterne stemmer ja til aftalen, lyder det fra den franske præsident.

Theresa May sendte derfor et brev til EU-rådsformand Donald Tusk onsdag, hvor hun bad om en udskydelse af Brexit, så hun ville få tid til at få lavet tilføjelser eller ændringer til skilsmisseaftalen.

Inden dagen var omme, svarede Donald Tusk, at en mindre udskydelse af Brexit kun kan komme på tale, hvis det britiske parlament vedtager udtrædelsesaftalen senest i næste uge.

Så alt efter, hvad EU-lederne når frem til i dag, kan Theresa May komme i knibe og få virkelig travlt.

Særligt hvis EU står fast på kravet om at udtrædelsesaftalen, der altså allerede to gange er blevet stemt ned det britiske parlament, skal stemmes igennem igen. For måske vil formanden for det britiske parlament ikke tillade, at aftalen overhovedet kan komme til afstemning, hvis den minder for meget om den forrige version.