EU tilbyder Brexit-udsættelse – med flere muligheder

Efter maratonforhandlinger, der sluttede sent torsdag aften, er de 27 EU-ledere nået til enighed om en kort udsættelse af Brexit.

Dramaet er udsat. Indtil videre.

EU kommer nu Storbritannien i møde og går med til en udskydelse af Brexit til 22. maj.

Det bekræfter formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, efter et langtrukkent EU-topmøde med de 27 stats- og regeringschefer i EU i Bruxelles torsdag aften.

EU kræver dog, at den britiske premierminister, Theresa May, får det britiske parlament til, senest i næste uge, at vedtage den udtrædelsesaftale, EU har indgået med den britiske regering.

Hvis aftalen ikke bliver stemt igennem, kan EU gå med til en forlængelse til 12. april, hvor Storbritannien skal give EU svar på den videre plan.

- I praksis betyder det, at indtil 12. april vil alle muligheder forblive åbne, og skæringsdatoen vil blive udskudt. Den britiske regering vil stadig have mulighed for at få en aftale, ingen aftale, en lang udsættelse eller at tilbagekalde artikel-50, siger Donald Tusk.

Den hidtidige dato for Storbritanniens farvel til EU er 29. marts – om bare otte dage.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at dagens aftale er en håndsrækning til briterne.

- Vi er blevet enige om at imødekomme Theresa May præcis så langt, vi overhovedet kan. Hun tror jo stadig fuldt og fast på, hun er i stand til at få den her aftale igennem parlamentet i næste uge, og hun har brug for mere tid, siger Lars Løkke Rasmussen.

Den britiske premierminister havde bedt om en Brexit-udskydelse indtil 30. juni. Men det kunne EU-landene ikke imødekomme. Den ekstra tid, Theresa May dog har fået, skal bruges effektivt.

- Beslutningen understreger vigtigheden af, at Underhuset vedtager skilsmisseaftalen i næste uge, så vi kan sætte en stopper for usikkerheden og forlade EU på en ordentlig måde. I morgen tidlig vil jeg vende tilbage til Storbritannien og arbejde hårdt for at skaffe opbakning til at få skilsmisseaftalen igennem, siger hun.

Med kun otte dage til den hidtidige deadline for Brexit besluttede EU-landenes ledere i dag at udskyde fristen. Video: Lars Hjort Kristensen

Hårdknuden

Dagens topmøde kommer efter et par mildest talt hektiske uger, hvor Brexit-processen har taget den ene drejning efter den anden.

Den britiske regering og EU har rent faktisk en udtrædelsesaftale på plads, der ville forhindre et hårdt Brexit 29. marts. Den er næsten 600 sider lang og har taget to år at udarbejde. Den bliver også kaldt skilsmisseaftalen, Brexit-aftalen eller bare Theresa Mays aftale.

Aftalen blev færdigforhandlet sidste år i november og indeholder en plan for, hvordan Storbritannien forlader EU gradvist over de næste to år, hvor der blandt andet skal forhandles nye handelsaftaler.

Men aftalen er ikke blevet vedtaget i det britiske parlament. Først blev den nedstemt med et brag i januar. Så rejste Theresa May til Strasbourg, mødtes med EU-toppen og fik vedtaget en tilføjelse til udtrædelsesaftalen, som igen kom til afstemning. Og igen blev nedstemt.

Parlamentet besluttede så, at Storbritannien ikke skal forlade EU uden en aftale.

Den britiske premierminister fik vedtaget et forslag i det britiske parlament om at arbejde på at få udsat Brexit i en kort periode - med en vedtaget udtrædelsesaftale.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, beundrer sin britiske kollega.

Theresa May havde derefter planlagt, at det britiske parlament skulle stemme om endnu en udgave af hendes skilsmisseaftale. Men planen om en tredje afstemning blev forpurret af en regel fra 1600-tallet om, at et enslydende forslag ikke må fremsættes flere gange.

May sendte et brev til EU-rådsformand Donald Tusk onsdag, hvor hun bad om en udskydelse af Brexit, så hun ville få tid til at få lavet tilføjelser eller ændringer til skilsmisseaftalen.

Inden dagen var omme, svarede Donald Tusk, at en mindre udskydelse af Brexit kun kan komme på tale, hvis det britiske parlament vedtager udtrædelsesaftalen senest i næste uge.

Med torsdagens aftale om udskydelse af Brexit får Theresa May længere snor til at komme igennem med en aftale i en eller anden form.

Spørgsmålet er så, om tredje gang er lykkens gang for udtrædelsesaftalen, der altså allerede to gange er blevet stemt ned af det britiske parlament. Og om formanden for det britiske parlament tillader, at aftalen overhovedet kan komme til afstemning.

Hvis aftalen ikke bliver godkendt i Underhuset, hedder næste skæringsdato derefter 12. april.