Chauffør bortførte 51 elever i Italien og satte ild til bussen

Chauffør satte ild til skolebus efter bortførelse og dødstrusler. Aktionen har ryddet de italienske avisers forsider.

En skolebuschauffør bortførte onsdag 51 skolebørn og deres ledsagere i det nordlige Italien.

I 40 minutter truede chaufføren gidslerne, hvoraf børnene var i 12-årsalderen.

Chaufføren havde samlet børnene fra to klasser op i den norditalienske by Crema og kørt mod Linate-lufthavnen nær Milano.

- Ingen vil overleve

Under busturen truede den 47-årige gerningsmand Ousseynou Sy sine passagerer med, at "ingen ville overleve" turen.

Øjenvidneberetningerne fra børnene ombord har nået de italienske medier.

- Han bandt os til bussens gulv, truede med at hælde benzin ud over os og tog vores telefoner, så vi ikke kunne ringe til politiet, siger en af drengene til det italienske nyhedsbureau Ansa.

De skræmte passagerer slap dog i modsætning til bussen og chaufføren uskadt.

13-årig dreng ringede til politiet

Det lykkedes nemlig en 13-årig dreng ved navn Rahmi at skjule sin mobiltelefon og alarmere politiet.

Og så blev der handlet hurtigt.

En vejspærring blev oprettet i den sydlige del af Milano for at standse bussen, og to politifolk fik chaufføren i tale, siger politikommisær Luca De Marchis:

- Herefter tager chaufføren imidlertid en lighter frem og truer med at sætte ild til bussen med en benzindunk, som han står med. De ombordværende får åbnet bussens bagdør, og mens de forlader bussen, hælder chaufføren benzin rundt på bussens sæder og indmad og sætter ild til dem.

Bussen endte som et udbrændt vrag. Buschaufføren fik brandsår.

Ville hævne Italiens migrantpolitik

Gerningsmanden hedder Ousseynou Sy og har senegalesisk baggrund, men italiensk statsborgerskab. Han er gift og har to børn.

Den italienske anklagemyndighed undersøger lige nu Sys motiv. Indtil videre er han sigtet for bortførelser og forsøg på massedrab.

Italiensk politi vurderer, at han handlede på egen hånd - at han var en såkaldt lone wolf.

- Jeg vil have, at det hele skal slutte. Vi må stoppe migranters død på Middelhavet, råbte chaufføren ifølge flere italienske medier, herunder RAI.

Senest afviste italienske myndigheder tirsdag et skib med flygtninge og migranter ud for øen Lampedusa med 49 ombord.

Forsidestof

TV 2s Italien-korrespondent, Eva Ravnbøl, fortæller, at onsdagens aktion rydder forsiderne torsdag.

- Det er en kæmpe sag, som kan risikere at antænde en betændt diskussion om migranter i Italien. Den migrant-kritiske indenrigsminister Salvini har været ude at sige, at chaufføren aldrig burde have kørt med skolebørnene. Dog ikke med henvisning til hans etnicitet, men en tidligere begået sædelighedsforbrydelse, siger hun.

Den italienske regering har vedtaget, at færre migranter skal have opholdstilladelse, og det har sendt flere af dem på gaden.

- Det har givet en utryghed i det italienske samfund, hvor mange frygter, at de mange hjemløse havner i kriminalitet, siger Eva Ravnbøl.

Italien er sluppet fra de helt store terrorangreb

Selvom aktionen ifølge Eva Ravnbøl har sendt et chok igennem Italien, er landet igen sluppet fra et terrorangreb på niveau med de angreb, der har ramt andre europæiske byer som Manchester, Barcelona, London og Berlin.

Ifølge Eva Ravnbøl kan italienerne indirekte takke mafiaen for den statistik.

- Den italienske efterretningstjeneste har større beføjelser end så mange andre europæiske lande - blandt andet fordi de har tradition for at holde et tæt øje med mafiaen. Derfor er det eksempelvis let for myndighederne at telefonaflytte, siger hun og henviser til, at det blandt andet er lykkedes italiensk politi at stoppe ekstreme islamister fra at bombe den berømte Rialto-bro i Venedig.

Anklagemyndigheden har endnu ikke sigtet buschaufføren for terrorisme, men understreger, at de fortsat overvejer det.