Disney køber dele af Fox for kæmpe milliardbeløb

Med købet af store dele af 21st Century Fox får Disney rettighederne over The Simpsons og X-Men.

Den amerikanske underholdningsgigant The Walt Disney Company opkøber store dele af den australske mediemogul Rupert Murdochs 21st Century Fox.

Der er tale om en handel for 71 milliarder dollar. Det svarer til omkring 466 milliarder kroner.

21st Century Fox er den del af medieimperiet Fox, der har at gøre med film og tv-udsendelser, der ikke indeholder nyheder.

Vil forandre medielandskabet

Under sig har selskabet blandt andet 20th Century Fox, der er Fox' filmselskab, og Fox Entertainment Group, som står for forskellige underholdningsprogrammer til tv.

Dermed køber Disney selskabet bag populære film og tv-serier som The Simpsons og X-Men.

Fox News, selve tv-kanalen Fox og det meste af Fox Sports er ikke omfattet af handlen med Disney.

Én af flere investeringer

Handlen ventes at forandre det amerikanske medielandskab, ligesom den ventes at styrke Disney i konkurrencen mod giganterne Netflix og Amazon.

Tidligere har Disney ligeledes haft den tunge pengepung fremme, da selskabet opkøbte Marvels superhelteunivers, rettighederne til en ny Star Wars-triologi og produktionen af filmbaskere som 'Avatar' og 'Deadpool'.

Der er altså ingen tvivl om, at Disney fortsat positionerer sig på markedet, lyder det fra Lloyd Greif, administrerende direktør for investeringsbanken Greif & Co.

- Kort sagt er de nu en 800 pund tung gorilla i medielandskabet. Købet giver Disney en endnu bedre position set fra et streaming-synspunkt og også en bedre position i forhold til forbrugeren, siger han til Los Angeles Times.

Tuna Amobi, en medieanalytiker fra analysebureauet CFRA, er enig i Lloyd Greifs udlægning:

- Det her er tilblivelsen af en mastodont i ordets bogstaveligste forstand. Det er svært at tro på, at opkøbet giver Disney større indflydelse, end selskabet i forvejen har, men det gør det, siger hun til Los Angeles Times.

Ikke tilfredse med status quo

Hos Disney selv er tilfredsheden tydelig.

Selskabets administrerende direktør, Bob Igar, kalder opkøbet "historisk".

- Som I ved, har Disney aldrig manglet ambitioner. Vi har aldrig set os tilfredse med status quo, og vores visioner for den kommende æra er de hidtil dristigste. Vi vil transformere vores selskab og fuldt udnytte de nyeste tendenser og teknologi for at følge den nye og spændende tid, siger Bob Iger.