Storby i Mozambique smadret af cyklon - der tales om katastrofe af bibelske dimensioner, siger TV 2-korrespondent

Omfanget af skaderne i Beira er massive og forfærdende, lyder det fra Røde Kors.

En af Mozambiques største byer, Beira, er blevet 90 procent beskadiget og ødelagt af cyklonen Idai, oplyser Røde Kors.

Nogle steder er situationen så alvorlig, at der tales om en katastrofe af bibelske dimensioner

TV 2s Afrika-korrespondent, Ole Vestergaard

Cyklonen har foreløbig kostet 138 mennesker livet i Mozambique og Zimbabwe.

- Omfanget af skaderne i Beira i Mozambique, der er påført af Idai, er massive, siger Jamie LeSueur, der leder Røde Kors’ operation i området.

- Situationen er frygtelig. Omfanget af ødelæggelser er enormt. Det ser ud til, at 90 procent af området er fuldstændig smadret. Alle kommunikationslinjer er ødelagt, og vejene er smadret.

Mellem 150 og 200 personer er stadig ikke fundet efter ødelæggelserne, ifølge lokale myndigheder.

- Beira er blevet hårdt ramt. Men vi hører også, at situationen uden for byen kan være endnu værre, siger LeSueur.

En katastrofe af bibelske dimensioner

Røde Kors advarer om, at dødstallet kan stige, efterhånden som det fulde omfang af ødelæggelserne blotlægges.

TV 2s korrespondent i Afrika, Ole Vestergaard, fortæller, at der visse steder i Zimbabwe ventes op mod 900 millimeter regn de næste tre dage.

- Nogle steder i Mozambique er situationen så alvorlig, at der tales om en katastrofe af bibelske dimensioner.

- Det er ikke kun cyklonen, der spreder død og ødelæggelse. Regnmængderne har været enorme. Ikke bare i Mozambique, men også i Zimbabwe og Malawi.

Veje, huse og broer er fejet væk

Distriktet Chimanimani i Zimbabwe er blevet afskåret fra omverdenen af voldsomme tropiske regnskyl og vindhastigheder på op til 170 kilometer i timen, skriver Reuters.

Veje, huse og broer er blevet fejet væk, og strømforsyningen er afbrudt.

- Antallet af bekræftede døde i hele landet er nu 89, oplyser en repræsentant for informationsministeriet i Zimbabwes hovedstad, Harare.

Cyklonen Idai gik i land i det centrale Mozambique torsdag, inden uvejret bevægede sig videre til Zimbabwe.