Rasmus Tantholdt om terrorvideo: - Folk reagerer med afsky

Selv om politiet opfordrede folk til ikke at dele video af dødelige skudangreb, florerede den på Facebook.

En video, der viser en gerningsmand, der går ind i en moské og skyder løs på flere mennesker til fredagsbøn, spredte sig med lynets hast på de sociale medier i weekenden.

Videomaterialet stammer fra terrorangrebet i Christchurch i New Zealand, der fandt sted natten til fredag dansk tid, hvor 50 personer mistede livet, og 12 personer fortsat er i kritisk tilstand.

- I løbet af de første 24 timer fjernede vi 1,5 millioner videoer af angrebet globalt, heraf blev over 1,2 millioner blokeret, da de forsøgte at uploade, skriver det sociale medie Facebook  på Twitter.

Reaktionerne i Christchurch

Videoen fra angrebet har vakt vrede i befolkningen i Christchurch. Det siger TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der lige nu befinder sig i byen.

- Folk reagerer med afsky. Mange har haft muligheden for at se den, men har valgt at lade være, siger han.

- Mange ønsker ikke at få de indtryk, som videoen giver. Som én sagde til mig: "Når først du har set den, kan du ikke lave det om igen - og de indtryk du får, glemmer du aldrig".

Befolkningen ønsker i stedet at samles ved mindepladsen i Christchurch, hvor utallige mennesker har lagt blomster og små sedler for at mindes ofrene, uddyber Rasmus Tantholdt. 

Han har selv i journalistisk øjemed set videoen og råder alle til at undgå materialet, som han kalder "ganske grusomt".  

Dansk politi advarer mod deling

Herhjemme har den voldsomme video også skabt røre, og dansk politi opfordrer på det kraftigste til, at man holder sig langt fra materialet:

- Lad være med at dele videoen. Det er utroligt krænkende for de efterladte, og det kan i visse tilfælde være strafbart at dele den form for materiale, oplyser Mikael Wern, politiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet, i en pressemeddelelse fredag.

- Samtidig er det en voldsom oplevelse både at se og modtage den slags videoer, og det kan få vidtrækkende konsekvenser for en selv.

Blev sendt live

Det har tidligere været fremme, at den formodede gerningsmand bag terrorangrebene angiveligt filmede sine handlinger, da han fredag eftermiddag gik ind i moskéerne. Ifølge vidner havde han en optager monteret i panden. Videoen sendte han live på Facebook.