BLOG: Fortællingen om Trump og de tolv trodsige republikanere

16x9
"Kun den mindste, Romney, der sad inde i uret, gik præsidenten ikke efter. Han var alligevel valgt i en stat, Utah, som i præsidentens optik var et lidt sært sted, der lå udenfor pædagogisk rækkevidde," skriver Mirco Reimer-Elster i dette eventyr. Foto: Drew Angerer, Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

BLOG: Gårsdagens afstemning i Senatet fortalt i eventyrform, inspireret af Brødrene Grimms 'Ulven og de syv gedekid'.

Engang var der en gammel præsident - lad os kalde ham Donald Trump - der havde tolv trodsige republikanere. Dem holdt præsidenten så meget af, som en præsident nu kan holde af partifæller, der går imod ham i en afgørende afstemning i Senatet.

En dag - eller rettere sagt i går - havde præsidenten på de sociale medier dagen lang presset sine partifæller til at stemme for hans nødretserklæring. Ikke desto mindre sagde tolv trodsige republikanere fra over for det, de opfattede som et groft magtmisbrug fra den gamle præsidents side.

Efter de tolv trodsige republikanere havde nægtet at følge trop, gik præsidenten på Twitter for at få luftet sine frustrationer. Det havde præsidenten nemlig for vane at gøre, så samme dag som en mand ved navn Beto havde meddelt sit kandidatur, skrev præsidenten derfor i versaler, så man nærmest kunne tro, at der var tale om en karikatur:

Uden at nævne de tolv trodsige republikanere ved navn, fik den gamle præsident således rost de 41 republikanere, der havde stemt med ham, mens han kun indirekte kritiserede de tolv trodsige republikanere:

- Jeg ser frem til at vetoe den netop vedtagne demokrat-inspirerede resolution, Jeg takker alle de stærke republikanere, der stemte for at støtte grænsesikkerhed og vores helt nødvendige mur!

Kort efter afstemningen bankede det så på de tolv trodsige republikaneres dør i Kongressen og en stemte råbte:

- Luk op, kære trodsige partifæller, her kommer jeres gamle præsident, der vil fortælle jer, at krisen ved den amerikansk-mexicanske grænse ikke er noget fantasifoster.

Men de tolv trodsige republikanere kunne høre på den grove stemme, og de tilgængelige data, at det ikke var en retvisende beskrivelse af situationen.

- Vi lukker ikke op, råbte de.

- Du er slet ikke republikaner. En rigtig republikaner har respekt for magtens deling og ville aldrig prøve at bygge en mur uden om Kongressen, efter Kongressen i to år med republikansk flertal ikke har ønsket at bevillige ham pengene til en grænsemur. Du er en styg ulv i konservative fåreklæder!

Den gamle præsident gik da over til en ny taktik: Han mindede de tolv trodsige republikanere om det store stykke kridt, typisk i form af skattelettelser og udnævnelsen af føderale dommere, som de i forvejen havde slugt for kunne tolerere den gamle præsidents normbrydende uhyrligheder. Nu gik den gamle præsident igen hen og bankede på og råbte:

- Luk op, kære rebeller, her er jeres leder med noget godt til jer allesammen. 

Men de tolv trodsige republikanere så præsidentens sorte veto-pen, som præsidenten havde lagt op i vinduet, og råbte:

- Nej, vi giver ikke op. Det kan godt være, at vi er et mindretal i vores parti og de eneste, der stadig er i besiddelse af en politisk rygrad. Men vores leder burde respektere Forfatningen. Du opfører dig jo ligesom Obama!

Præsidenten løb da tilbage til Det Hvide Hus og sagde til sine rådgivere:

- Jeg har stødt min fod, vil I ikke nok smøre lidt dej på den. 

Rådgiverne gjorde som sagt - selvom de synes, at det var en noget besynderlig forespørgsel, selv for denne præsident - hvorefter præsidenten løb hen til nogle juridiske eksperter og bad dem om at sige god for hans magttilragelse. Eksperterne tænkte, at præsidenten nok ville narre en eller anden. Særligt fordi præsidenten tidligere havde udtalt under et pressemøde, at han ikke behøvede at erklære nødret nu, men gjorde det for at kunne få bygget muren hurtigere - så de sagde først nej. Men efter præsidenten havde truet med at hænge dem ud på Twitter, blev de bange, og gjorde som han bad om. Som de fleste konservative i disse år.

Nu gik den gamle præsident for tredje gang hen til de tolv trodsige republikanere og bankede på.

- Luk op, små poder, sagde han.

- Her er jeres leder med nogle juridiske pamfletter, der støtter min sag. I øvrigt er jeg villig til at opdatere den oprindelige nødretslovgivning ... på et senere tidspunkt!

- Vis os først det opdaterede lovforslag, så vi kan se, hvad du egentlig er ude efter, råbte poderne.

Præsidenten lagde lovforslaget op i vinduet, hvorefter en af de potentielle afhoppere, der endte med at få kolde fødder - Senator Thom Tillis fra North Carolina, der endda havde skrevet et debatindlæg op til afstemningen, hvor han erklærede, at han ville stemme imod præsidenten, før han endte med at stemme med Trump - for hen og lukkede døren op for præsidenten. Og så kom præsidenten ind.

De tolv trodsige republikanere blev forfærdelig bange. Selvom kun en af dem var på genvalg i 2020, hvilket nok er en vigtig del af forklaringen for deres ”heltemod” - og prøvede på at skjule sig. Susan Collins krøb under bordet, Roy Blunt sprang op i sengen, Lisa Murkowski ind i kakkelovnen, Rand Paul løb ud i køkkenet, Marco Rubio ind i skabet, Rob Portman krøb under vaskebordet, og Mitt Romney ind i urkassen. Men præsidenten fandt de første seks senatorer og gjorde ikke mange omstændigheder, men anklagede dem en efter en for at være illoyal og gå Demokraternes ærinde.

Kun den mindste, Romney, der sad inde i uret, gik præsidenten ikke efter. Han var alligevel valgt i en stat, Utah, som i præsidentens optik var et lidt sært sted, der lå udenfor pædagogisk rækkevidde. I øvrigt havde præsidenten tidligere fået skovlen under Romney, da sidstnævnte havde forsøgt at blive udenrigsminister i præsidentens administration og skulle til inkvisition i Trump Tower i New York City.

Kort tid efter kom tretten republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, der også havde stemt imod præsidentens nødretserklæring, hjem.

Døren stod på vid gab, stole, borde og bænke var væltet imellem hinanden, skårene af vandfadet lå strøet på gulvet og lagner og puder var revet ud af sengen. De gav sig til at søge efter deres trodsige partifæller fra Senatet, men de var jo intet steds at finde. De kaldte på dem, den ene efter den anden, men ingen svarede. Da de kom til den sidste, var der endelig en tynd lille stemme, Mitt Romneys, der sagde:

- Jeg sidder herinde i uret, venner. 

De hjalp straks Romney ud, som nu fortalte, hvordan præsidenten var kommet og havde truet alle de andre. Den stakkels Romney gav sig til at græde, fordi han var så ked af, hvordan præsidenten havde behandlet afhopperne fra Senatet.

Lidt efter gik de republikanske kongresmedlemmer udenfor. Da de kom ud af kongresbygningen, fik de øje på præsidenten, der lå og tweetede, så grenene rystede. De så på ham fra alle sider og kunne se, at der var noget, der rørte sig inde i maven på den.

- Gode Gud, tænkte de. 

- Det er vores politiske rygrad og principfasthed, som han har fortæret. Mon den er i live endnu? 

I en fart fik de sendt Mitt Romney tilbage i kongresbygningen for at hente en saks og nål og tråd. Derpå overvejede de at begynde at klippe præsidentens mave op, så også deres 225 partifæller i Kongressen, der ikke havde stemt imod præsidentens nødretserklæring, kunne få deres rygrad og principfasthed tilbage.

Men de var næppe begyndt, før de blev enige om at lade være. 

- Lad være med det - det er vigtigere at vinde valg, sagde den ene.

De undlod at klippe videre og lod de andre trodsige republikanere i Senatet sejle deres egen sø. Modsat dem havde de jo ikke taget den mindste skade, for præsidenten havde været så rasende på de tolv trodsige republikanere i Senatet, at han helt havde glemt afhopperne i Repræsentanternes Hus.

Modsat det oprindelige eventyr om ”Ulven og de syv gedekid”, slutter fortællingen om Trump og de tolv trodsige republikanere her, da det selv i eventyrform ville gå ud over fantasiens grænser at forestille sig, at Republikanerne skulle have rygrad nok til at find nogle kampesten og skubbe præsidenten ned i den politiske afgrund. Tværtimod er det mere passende at konstatere, at præsidenten i går nok tabte slaget i Senatet, men at der skal hældes en del mere vand ned i den konservative brønd, før der en risiko for, at præsident Trump drukner i konservativ modvilje.