Tidligere vicepræsident sagsøger krigsforbryderdomstol for en halv milliard

16x9
Den frikendte Jean-Pierre Bemba kræver nu en stor erstatning fra krigsforbryderdomstolen (ICC). Foto: Francois Lenoir / Ritzau Scanpix

Congos tidligere vicepræsident vil have en halv milliard kroner, efter at han er blevet frifundet for krigsforbrydelser

Normalt er det krigsforbryderdomstolen (ICC), der stiller folk for retten. Men nu er det dens tur.

Congos tidligere vicepræsident Jean-Pierre Bemba vil have en halv milliard kroner, efter at han sidste år blev frifundet for anklager om mord på civile, voldtægter og plyndring.

Uhyrlighederne skulle efter ICCs anklageskrift være blevet begået af Bembas helt private hær i Congos naboland Den Centralafrikanske Republik i årene 2002 og 2003.

Helt uskyldig er Bemba ikke

Jean-Pierre Bemba har tilbragt ti år på anklagebænken i Haag, hvor ICC ligger. I den tid har hans ejendomme, der blandt andet består af ikke færre end syv privatfly, to både, tre villaer i Portugal og jordbesiddelser i Congo – fået lov til at stå og rådne op, siger Bembas advokater.

- En uskyldig mand har mistet ti år af sit liv. Nu er målet at rette op på skaden, der er overgået manden og hans familie, siger forsvareren Peter Haynes til AFP.

Haynes siger, at hvis hans klient får erstatningen på de mange millioner, så vil han give en del af dem – 164 millioner kroner – ”til folket i Den Centralafrikanske Republik”.

Helt uskyldig er Jean-Pierre Bemba dog ikke. Han blev dømt for bestikkelse af vidner.

Den tidligere vicepræsident vendte hjem til Congo efter frifindelsen for de værste anklager.

Han ville tilbage i politik, men dommen for bestikkelse satte en stopper for den drøm.

Bemba blev dømt, men vandt appelsagen

Frifindelsen for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er et slag for Den Internationale Krigsforbryderdomstol, der blev oprettet i 2002 for at dømme de værste krigsforbrydere.

Den har 124 medlemslande og er den første juridiske instans med permanent international hjemmel til at rejse anklager for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Bemba blev først dømt 18 års fængsel i 2016, men blev altså frikendt sidste år. Han skabte sin formue som forretningsmand og var – før han blev politiker – leder af militsgruppen The Liberation of Congo, MLC.

I januar blev Elfenbenskystens tidligere præsident Laurent Ghagbo også frikendt ved domstolen i Haag.

ICC koster skatteyderne mange millioner kroner om året, og – som Bembas forsvarer siger – så er han sikker på, at de vil sætte pris på, hvis domstolen har en slags forsikring, hvis den skal hoste op med en halv milliard til Bemba.

”Domstolen er et politisk redskab”

ICC møder ofte hård kritik fra afrikanske ledere, der opfatter domstolen som en instans, der udelukkende går efter afrikanske krigsforbrydere.

Hvorfor er det kun afrikanere, der kommer på anklagebænken i Haag? Hvad med alle de andre? Hvad med amerikanerne? spørges der i flere afrikanske hovedstæder.

Sydafrika har truet med at trække sig fra ICC. Regeringen mener, at den er blevet ”et politisk redskab, der bliver brugt af stormagter til at fjerne, hvem de ønsker fra magten på det afrikanske kontinent”.