Storbritannien vil bede om mere tid - stort flertal for udskydelse af Brexit

Theresa May vandt en sjælden sejr i det britiske parlament og får endnu en chance for at få vedtaget sin Brexit-aftale med EU.

Torsdag aften vedtog det britiske parlament med stort flertal at bede EU om en udsættelse af den endelige dato for Brexit.

Efter en række tætte afstemninger, der truede premierminister Theresa Mays autoritet, endte regeringen med at få et solidt flertal for at bede EU om en forlængelse, så Storbritannien ikke ryger ud af EU 29. marts uden en aftale. Et såkaldt 'hard Brexit'.

Theresa May vil nu bede parlamentet om for tredje gang at stemme om den skilsmisseaftale, hun har indgået med EU. Aftalen er allerede blevet nedstemt to gange i det britiske parlament, men i løbet af næste uge vil May prøve endnu en gang.

Lykkes det at få aftalen godkendt, bliver der kun tale om en kort, teknisk udsættelse frem til 30. juni for at have tid til at få lovgivningen på plads.

Så når briterne godt nok ikke at udtræde af EU inden europaparlamentsvalget i maj, men de kan stadig nå at forlade unionen før første samling i det nye Europa-Parlament i starten af juli.

Vælger det britiske parlament til gengæld at afvise aftalen for tredje gang, vil der være tale om en længere udsættelse, der potentielt kan strække sig over et år.

Nu står vi i den situation, at Theresa May siger, at det er min aftale eller en lang udsættelse. 
Lad os se på den afstemning, der ligger om en uge. Hvis hun vinder den, så er der en aftale. Så er der givetvis en kort udsættelse og et brexit.
Hvis hun taber afstemningen, og må anmode om en lang udsættelse, så kan vi godt stå i en situation, hvor hendes egne ministre vil bede hende om gå.

EU skal acceptere udskydelse

Men det er ikke nogen given sag, at EU uden videre vil gå med til en udskydelse. Det kræver enighed blandt alle de resterende 27 medlemslande. EU's præsident, Donald Tusk, har tidligere torsdag opfordret medlemslandene til at bakke op om en langvarig udsættelse af Brexit, hvis Theresa May finder det nødvendigt.

Efter aftenens afstemning i det britiske underhus har EU's chefforhandler for Brexit, Michel Barnier, udsendt en reaktion, hvor han siger, at EU skal agere "roligt og respektfuldt" over for, hvad der foregår i Storbritannien.

- Vi er i den her sammenhæng besluttet på at forsvare EU's interesser og bygge på et ambitiøst samarbejde mellem EU og Storbritannien fremover, lyder det.

Og hvad betyder det så? Det betyder, at EU holder vejret - endnu engang. For nu skal May for tredje gang forsøge at få sin aftale igennem, og det er jo ikke sikkert, at tredje gang er lykkens gang. Derfor tør man ikke tro på det i Bruxelles endnu. Hvis hun kommer igennem med det, vil man drage et lettelsens suk, og så får hun den forlængelse, der skal til for at få lovgivningen på plads.

May overlevede afstemning

Inden aftenens hovedafstemning var May tæt på at miste kontrollen over Brexit.

Først skulle Underhuset nemlig forholde sig til flere ændringsforslag, hvoraf det ene lagde op til at lade parlamentet overtage kontrollen med Brexit-processen fra Mays regering.

Men med bare to stemmers forskel lykkedes det hende at bevare magten. 312 ville lade parlamentet overtage Brexit, mens 314 ville lade May beholde ansvaret.

Et andet forsøg på dramatisk at ændre forhandlingerne om Brexit var et forslag om, at Storbritannien skulle søge så lang en udsættelse, at der var tid til at organisere en ny folkeafstemning, hvor befolkningen havde mulighed for at stemme for at forblive i EU.

Det forslag forkastede parlamentet med et stort flertal.

Se hvordan den dramatiske dag i det britiske parlament udspandt sig i vores live-blog her: