Derfor var gårsdagens nederlag faktisk lidt en sejr for Donald Trump

16x9
Donald Trump Foto: Win Mcnamee / Ritzau Scanpix

Selvom Trump tabte afstemningen i Senatet, har han tydeligvis vundet slaget om Det Republikanske Partis sjæl.

I går stemte et flertal i det republikansk dominerede Senat for, at USA skal stoppe sin støtte til Saudi Arabiens kamphandlinger i Yemen. Præsident Donald Trump bliver derfor sandsynligvis snart nødsaget til at bruge sin vetoret for første gang i sin præsidenttid.

At Republikanerne sidder på flertallet i Senatet betyder ikke, at et flertal af Republikanere også gik imod præsidenten i dette udenrigspolitiske spørgsmål i går. Faktisk var der kun syv republikanske senatorer, der sammen med kammerets 47 Demokrater udgjorde flertallet i dette spørgsmål.

Med andre ord var der altså fortsat 46 republikanske senatorer, der støttede Trumps Yemen-strategi, eller som minimum ikke udtrykte deres skepsis eller kritiske holdning i form af deres stemmeafgivelse.

Det er faktisk et bemærkelsesværdigt højt tal, som ikke kan udlægges som andet end en sejr for Donald Trump, omstændighederne taget i betragtning.

En afgørende forskel

Det relativt lille antal af republikanske afhoppere i Senatet er ekstra bemærkelsesværdigt, da det ikke er første gang, at det republikansk dominerede Senat går imod præsidenten, når det kommer til krigen i Yemen.

For tre måneder siden, 13. december 2018, stemte Senatet også for, at USA skulle trække sin støtte til den saudiarabiske krigsførelse i Yemen. Faktisk var opbakningen til den nærmest identiske resolution dengang en smule større, da 56 senatorer stemte for, mens der i går kun var 54 senatorer, der stemte for at stoppe USA's støtte til Saudi Arabien.

Den afgørende forskel skal dog ikke findes i Senatet, men i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus. Tilbage i december havde Republikanerne stadig flertal i begge kamre, og den daværende republikanske flertalsleder i Huset, Paul Ryan, nægtede at tage Senatets resolution op til afstemning.

Siden årsskiftet er det dog Demokraterne, der sidder på flertallet i Huset. Spørgsmålet bliver derfor nu, om Repræsentanternes Hus også kommer til at vedtage resolutionen. Taget i betragtning af at Huset tidligere på året stemte en lignende resolution igennem, må dette scenarie anses for at være overvejende sandsynligt.

I tilfældet af at begge Kongressens kamre vedtager resolutionen, vil præsident Trump blive tvunget til at bruge sin vetoret for første gang i sin præsidentperiode. Alternativt får Trump nemlig påduttet et udenrigspolitisk kursskifte af Kongressen, som han tydeligvis ikke er interesseret i at gennemføre.

Skulle Trump nedlægge veto mod Kongressens resolution, kræver det 2/3 flertal i begge Kongressens kamre for at omstøde Trumps veto. Da dette scenarie umiddelbart ikke forekommer sandsynligt, vil præsidenten højst sandsynligvis kunne trumfe Kongressens resolution.

Gårsdagens afstemning skal i det lange løb derfor nok primært ses om et slag over fingrene for præsidenten fremfor optakten til et egentlig udenrigspolitisk kursskifte.

Inddæmning af iransk indflydelse

Taget i betragtning af at krigen i Yemen af FN er blevet omtalt som den værste humanitære krise siden Anden Verdenskrig, har det været bedrøvende at følge – i hvert fald ud fra et humanitært synspunkt - hvor lidt Trumps USA har gjort for at presse den saudiarabiske allierede til at stoppe sin brutale krigsførelse i Yemen. Yemen er ramt af hungersnød og udbrud af kolera, og den mere end fire år lange krig har resulteret i tusindvis af dræbte civile.

Da der de facto er tale om en stedfortræderkrig mellem Saudi Arabien og Iran, har præsident Trump – som i mange andre geopolitiske spørgsmål, der omhandler saudiaraberne og iranerne – valgt at lægge sine æg i den saudiarabiske kurv i et forsøg på at minimere det iranske præstestyres indflydelse.

I krigen i Yemen støtter USA således helt konkret Saudi Arabien med efterretninger og salg af våben, hvilket er en anden vigtig faktor for Trumps ønske om et tæt forhold til kongedømmet. Salget af våben begyndte allerede under præsident Obama.

Khashoggi og kritikken

På sin vis er det derfor ganske sigende, at USA's tætte forhold til Saudi Arabien – og dermed også den amerikanske støtte til saudiarabernes krig i Yemen – først for alvor kom i fokus og under kritik i kølvandet på det saudiarabiske mord på den amerikansk bosatte dissident Jamal Khashoggi.

Præsident Trumps mildest talt tilbageholdende reaktion i kølvandet på det statsautoriserede drab på dissidenten, samt Trumps store modvilje til at bakke op om Kongressens og efterretningstjenesternes konklusion om, at den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman som minimum var orienteret, hvis ikke direkte involveret, i drabet, har resulteret i en modreaktion fra en række republikanske senatorer, der har været dybt kritisk overfor det faktum, at USA's præsident holder hånden over det saudiarabiske regime.

Sidste år stemte et enstemmigt Senat således for, at bin Salman skulle holdes ansvarligt for mordet på Khashoggi, ligesom Senatet støttede sanktioner og et stop af våbenleverancer til Saudi Arabien. Trumps administration har dog nægtet at gå videre med begge dele.

Gårsdagens resolution i Senatet skal derfor både ses som en delvis tilbagevisning af præsident Trumps udenrigspolitik i forhold til krigen i Yemen specifikt, men også mere generelt, da Senatet tidligere også har tilkendegivet sin utilfredshed med præsidentens planer om at trække de amerikanske styrker hjem fra Afghanistan og Syrien.

Sidst men ikke mindst skal gårsdagens resolution tolkes som en kritik af præsidentens (for) tætte forhold til Saudi Arabien, særligt kronprins bin Salman, og den manglende – eller i hvert fald for bløde – reaktion i kølvandet på det saudiarabiske drab på dissidenten Khashoggi.

Ingen opstand på vej

Hvad gårsdagens resolution til gengæld næppe skal udlægges som, er et større republikansk oprør mod præsident Trump.

Præsidenten er fortsat umådelig populær blandt republikanske vælgere, og syv afhoppere blandt et korps på 53 republikanske senatorer er selvsagt ikke nok til at kunne føre bevis for et mytteri på præsident Trumps republikanske skib. Særligt ikke når man tænker på, at vedtagelsen af den første resolution for tre måneder siden, især var tænkt som en huskekage til præsident Trump og en tilskyndelse til et udenrigspolitisk kursskifte.

Ingen af delene er sket siden, og alligevel var der i går færre republikanske senatorer, der stemte for en næsten identisk resolution, end der var for tre måneder siden.

Af samme årsag er det mest opsigtsvækkende ved gårsdagens afstemning for mig, hvor bemærkelsesværdigt det var - den brutale saudiarabiske krigsførelse i Yemen og det koldblodige og grusomme mord på Jamal Khashoggi taget i betragtning - at der ikke var større republikansk modstand.

Fremfor et republikansk opgør, illustrerede gårsdagens afstemning derfor for mig, at bristepunktet langtfra er nået i et republikansk parti, der bedst kan karakteriseres som værende Trumps parti, da langt de fleste republikanske senatorer vægter symbolsk solidaritet med præsidenten højere end principfasthed.