BLOG: Kan Demokraternes yndlingstaber blive en vinder?

16x9
Beto O'Rourke sammen med tv-vært Oprah Winfrey Foto: Carlo Allegri / Ritzau Scanpix

BLOG: Her er fem nedslag i, hvad der skal lykkes for Beto O'Rourke, hvis han skal blive Donald Trumps næste modstander.

Det er de allerfærreste politikere, der formår at opbygge en kolossal forventning til deres første præsidentkandidatur på baggrund af et valgnederlag. Men det er netop, hvad Demokraternes nye darling Beto O'Rourke formåede i løbet af det amerikanske midtvejsvalg sidste år.

O'Rourke tabte valget til et af de to senatsæder i Texas til den siddende senator og tidligere præsidentkandidat Ted Cruz med 2,5 procentpoint. Taget i betragtning, at Texas har stemt republikansk ved alle præsidentvalg siden 1980, og at præsident Donald Trump også havde vundet staten suverænt i 2016, endte taberen O'Rourke derfor med at blive set som valgets (moralske) vinder.

Selvom Beto O'Rourke endte med at tabe, vandt han samtidig ved at overgå de forventninger, man normalt har til en Demokrat i den slags valgkampe i ræverøde republikanske bastioner. Et demokratisk stjernefrø var født, og jorden til et fremtidigt præsidentkandidatur gødet; ikke mindst fordi Beto havde formået at rejse et rekordstort antal penge – 80 millioner dollars (cirka 525 millioner danske kroner) – til sin valgkamp.

Nu har Beto O'Rourke så formelt meddelt sit kandidatur og prøver at blive den første amerikanske politiker siden Abraham Lincoln - der i 1858 tabte sit senatsvalg og derefter vandt præsidentvalget i 1860 - der går fra at tabe et senatsvalg til at vinde et præsidentvalg to år senere.

Som rapperen Jay-Z allerede gjorde os opmærksom på for ti år siden, så er ”2010 ikke 1864”, hvoraf følger, at 1858 heller ikke kan være 2018, ligesom 1860 ikke burde kunne være 2020.

Derfor følger her fem nedslag i, hvad der skal lykkes for Beto, hvis han skal vinde Demokraternes nominering for derefter at kunne forsøge at "lave en Lincoln" (som dog var Republikaner).

1. Blive en bedre udgave af Biden

På papiret har Beto O'Rourke gode muligheder for at kunne samle en koalition af latinoer, unge og moderate vælgere bag sig.

Mens kampen om de unge og latinoerne vil blive udkæmpet mellem en lang række kandidater, der har appel til disse vælgergrupper - Beto er en af dem - burde der være mindre indædt kamp om partiets moderate vælgere. Disse udgør en ikke ubetydelig del af vælgermassen i de demokratiske primærvalg, men har indtil videre ikke det store udvalg af moderate præsidentkandidater at vælge imellem.

Et demokratisk kongresmedlem fra Texas – om end fra El Paso, en progressiv højborg – der har en af de mest moderate stemmeafgivelser i det demokratiske felt, kunne være et godt bud.

O'Rourkes store modstander i kampen om de moderate vælgere bliver nok den tidligere vicepræsident Joe Biden, der forventes at meddele sit kandidatur inden for de næste uger.

På papiret kunne Beto blive en yngre og bedre udgave af Biden. Det store spørgsmål er dog, om taberen fra Texas kan bide skeer med den bundrutinerede Biden. Den tidligere vicepræsident har næppe den samme energi, stamina og entusiasme omkring sit kandidatur som O'Rourke, men har til gengæld netværket i Det Demokratiske Parti og erfaringen, hvilket kan vise sig at blive afgørende i det lange løb.

2. Entusiasmen skal holde ved

I opløbet til sin – i øvrigt vildt kedelige og monotone – annonceringsvideo slog Beto O'Rourke på, at han angiveligt ”bare skulle være født til at gøre det her”.

Det er måske en lige lovlig frisk udmelding - selv for en kandidat, der har en forkærlighed for at tage på roadtrip for at ”finde sig selv”, ”føler ting” og generelt tit udtaler sig i nærmest spirituelle sætninger (for ikke at tale om dengang, han livestreamede sit tandlægebesøg på Instagram. Hvorfor, Beto, hvorfor?).

Men uanset hvad man synes om hans stil, kan man ikke komme udenom, at O'Rourke er en karismatisk og veltalende herre – når han ikke lige sidder i tandlægestolen - der i 2018 formåede at begejstre masserne og skabe en enorm entusiasme omkring sit kandidatur både inden- og uden for Texas grænser.

Spørgsmålet bliver nu, om denne begejstring er vedvarende. Det er nu, at entusiasmen skal omsættes til en hær af dedikerede frivillige, dygtige rådgivere, bedre meningsmålinger, politiske støtteerklæringer, en fyldt pengetank og i det lange løb selvfølgelig vundne vælgere, hvis Beto skal kunne gøre sig forhåbninger om at blive præsident Trumps modstander næste år.

Modsat 2018 skal Beto i 2020 dog ikke konkurrere mod den - selv i republikanske kredse - kontroversielle Ted Cruz, men er oppe imod op til 15-20 kandidater fra sit eget parti. Den begejstring, som O'Rourke formåede at skabe blandt partiets græsrødder, risikerer med andre ord at blive fordelt på en lang række andre kandidater.

Derfor bliver det spændende at se, om manden, der formåede at skille sig ud fra mængden i 2018, også formår at blive en national attraktion i 2020, eller om han drukner i det rekordstore demokratiske kandidatfelt.

3. Opbygge en national profil og platform

Selvom O'Rourkes valgkamp mod Ted Cruz fik en enorm mediedækning, også i Danmark, og dagens annoncering var godt tilrettelagt med et kæmpestort portræt i magasinet Vanity Fair - hvis man lige ser bort fra, at magasinets forside var noget ideforladt - er det demokratiske stjernefrø stadig relativt ukendt på nationalt plan.

Selvom politiknørder kun omtaler det tidligere kongresmedlem ved fornavn – guilty as charged - er Beto fortsat et relativt ubeskrevet blad for de fleste amerikanere. Mere end halvdelen af vælgerne har ifølge meningsmålinger ikke nogen holdning til O'Rourke endnu.

Det kan selvfølgelig enten vise sig at være en fordel eller en ulempe. Men lige meget hvad illustrerer det endnu en gang, at mange af de demokratiske præsidentkandidater groft sagt er mere kendte uden for USA's grænser (yes, også i Danmark) end for et stort antal af amerikanerne.

Spørgsmålet i den kommende tid bliver derfor, hvem der lykkes med at definere O'Rourke for de amerikanske vælgere: Bliver det Beto, eller bliver det hans politiske modstandere?

(I den mindre seriøse ende kan man i hvert fald allerede konkludere, at O'Rourke formår at finde den præsidentielle posering frem:)

​4. Blive venstrefløjens kompromiskandidat

Generelt er Det Demokratiske Parti i disse år på en rejse, hvor partiet – og dets vælgere – i gennemsnit bliver yngre, mere venstreorienteret, højere uddannet, mere præget af kvindelige politikere og vælgere, og hvor minoriteter udgør en stadig større andel af partiets base.

Alle disse faktorer taget i betragtning, kombineret med den udprægede tankegang i demokratiske kredse, at 2016-valget blev stjålet fra landets retmæssige (første kvindelige) præsident, Hillary Clinton, burde indikere, at Demokraterne i 2020 går efter at nominere den kandidat, der bedst kan repræsentere disse tendenser (læs: Kamala Harris).

Men taget i betragtning, at Joe Biden fører i alle meningsmålinger indtil videre, kan det godt være, at den fremadstormende venstrefløj i løbet af primærvalgene må affinde sig med, at Demokraterne endnu en gang nominerer en hvid moderat mand som partiets præsidentkandidat.

I det scenarie kunne Beto modsat Biden godt være den hvide kompromiskandidat, hvis venstrefløjen må øjne, at det ikke lykkes at få de ønskede kandidater trumfet igennem ved valgstederne.

I så fald ville der være tale om noget af en historisk ironi, da Beto, ligesom Biden, har været mere moderat i sine stemmeafgivelser i Kongressen end partiets tidligere (moderate) præsidentkandidater John Kerry, Barack Obama og Hillary Clinton.

5. Lave en Obama (der stod markant stærkere)

Man hører ofte sammenligningen mellem Beto O'Rourke og Barack Obama – særligt i forbindelse med, at man angiveligt ikke skal fokusere for meget på de beskedne meningsmålinger, der indtil videre kendetegner Beto O'Rourkes bud. ”Obama kom også ud af ingenting i sin tid” er et af yndlingsargumenterne i denne sammenhæng.

Der er dog tale om en hårdnakket myte: Obama kom ikke ud af ingenting.

Da Barack Obama annoncerede sit præsidentkandidatur i februar 2007 – og dermed endda lidt tidligere i 2008-valgkampen, end Beto O'Rourke gjorde i år - lå Obama allerede på en andenplads i meningsmålingerne og havde 20 procent opbakning. O'Rourke har indtil videre kun mønstret i omegnen af fem procent opbakning og ligger i gennemsnit på en sjetteplads i målingerne.

Det betyder ikke, at O'Rourke ikke kan blive 'den nye Obama'.

Men det betyder, at O'Rourke har en væsentligt svagere og sværere udgangsposition, vel at mærke også i et større felt, end Obama havde i 2008.

For kort sagt er konkurrencen for Beto i 2020 væsentligt hårdere, end den var for Obama i 2008. Sorry, Hillary.