Norwegian aflyser flere fly - vil sende regning videre til Boeing

Den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, har suspenderet flyvning med flytype fra fatal ulykke. Flere Norwegian-afgange er onsdag aflyst.

Norwegian har onsdag aflyst flere flyafgange, efter at flyselskabet tirsdag stoppede med at flyve med Boeing 737 MAX 8-flytypen, der er styrtet to gange på et halvt år.

Norwegian oplyser, at tre afgange fra Københavns Lufthavn er aflyst onsdag.

Der er tale om afgangene klokken 11.40 mod Stockholm, klokken 15.40 mod Stockholm og klokken 17 mod Stockholm. Desuden er tre fly, der skulle lande i København onsdag, aflyst.

I Norge er 19 fly til og fra landet aflyst onsdag. I Stockholm er det samlet 18 flyvninger, som er aflyst til og fra lufthavnen.

Berørte passagerer vil blive kontaktet via sms.

18 af Norwegians 163 fly er af Boeing 737 MAX 8, som er den flytype, der styrtede ned i en ulykke søndag i Etiopien. 157 mennesker mistede livet.

Vil slå flyvninger sammen

Den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, suspenderede tirsdag al flyvning med flytypen fra ulykken. Samtidig stoppede Norwegian med at bruge flytypen.

Med en del af flåden ude af spil arbejder selskabet på at sørge for, at passagererne bliver ramt mindst muligt.

- Berørte passagerer får direkte besked, mens alle andre skal forholde sig som normalt. Vi arbejder med at slå flyvninger sammen, så de fleste, som bliver berørt, får en ny afgangstid samme dag, siger kommunikationsrådgiver Tonje Næss til nyhedsbureauet NTB onsdag morgen.

Det er ikke nødvendigvis afgange, som skulle have fløjet med Boeing 737 MAX 8, som er aflyst. De aflyste afgange kan skyldes sammenlægningerne, eller at fly skal omdirigeres.

Sender regningen videre

Aflysningerne får økonomiske konsekvenser for Norwegian, men selskabet vil sende hele regningen til flyproducenten Boeing.

Det oplyser kommunikationschef i Norwegian Lasse Sandaker-Nielsen til det norske medie E24.

Han mener, at flyselskabet har juraen på sin side til at gøre det, selv om amerikanske myndigheder og Boeing ikke selv har besluttet at forbyde flyvning med flyene.

- Ja, det mener vi. Det er en helt ny flytype, og man må forvente, at den kan benyttes i kommerciel trafik uden forsinkelser, siger kommunikationschefen til E24.

Præsentation udsat

Onsdag var det meningen, at flyproducenten Boeing skulle have præsenteret sit nye flagskib - en Boeing 777X, som der allerede er solgt 300 eksemplarer af på verdensplan.

Men præsentationen blev aflyst søndag 10. marts. Samme dag som Boeing 737 Max 8-flyet forulykkede i Etiopien.

- I lyset af dette udskyder vi præsentationen af 777X 13. marts. Vi leder efter en mulighed for at markere det nye fly sammen med resten af verden i den nærmeste fremtid, lyder det fra Boeing.

Flyproducenten understreger, at udrulningen af Boeing 777X fortsætter som planlagt.

777X-flyet er det længste, som Boeing har produceret, og flytypen kan bære op til 425 passagerer.