Parlamentet vrager Mays Brexit-aftale - meget trist, siger Løkke

Nu skal Underhuset afgøre, om Storbritannien skal forlade EU helt uden en aftale.

Heller ingen aftale denne gang. 

Theresa Mays Brexit-aftale er tirsdag aften blevet fejet af bordet i det britiske underhus, hvor parlamentet skulle tage stilling til, om Storbritannien 29. marts skal forlade EU med premierministerens skilsmisseaftale under armen.

242 stemte for, mens 391 stemte imod. 

Dermed er bolden kastet op til en ny afstemning, som skal finde sted senest i morgen, 13. marts.

Her skal parlamentsmedlemmerne afgøre, om de nu ønsker at forlade EU helt uden en aftale.  

Mødtes med Juncker i 11. time

Mandag fløj Theresa May til Strasbourg for at mødes med EU-kommisionens formand, Jean Claude Juncker, til et sent aftenmøde på falderebet, som skulle have gjort brexit-aftalen mere spiselig for de skeptiske parlamentsmedlemmer hjemme i Storbritannien.

Ved et efterfølgende pressemøde præsenterede May og Juncker i samarbejde resultaterne af snakken, som blandt andet indeholdt, at Theresa May fik, hvad hun med egne ord har kaldt en juridisk bindende forsikring om, at den omdiskuterede bagstopper ikke vil fastholde Storbritannien i EU's toldunion på ubestemt tid.

Det var netop den slags forsikring, som parlamentet i London forlangte, da Mays aftale blev stemt ned med et brag i januar, og som måske kunne have gjort Brexit-aftalen appetitlig for det britiske underhus denne gang. 

Men forsikringer til trods, gled aftalen altså alligevel ikke ned. 

Hvad skal der ske nu?

Dagens afstemning var den første af tre mulige skæbneafstemninger for Storbritanniens udgang fra EU. 

Afvisningen betyder, at der fortsat er stor usikkerhed om, hvad der skal ske frem mod 29. marts, hvor timeglasset, som det ser ud nu, rinder ud.

- Jeg mener fortsat, at det bedste udfald vil være, hvis Storbritannien kan forlade EU på en velordnet måde, sagde den britiske premierminister, Theresa May, kort efter aftenens afstemning. 

square to 16x9

I morgen, onsdag, skal parlamentsmedlemmerne stemme om et Brexit helt uden en aftale med EU.

Stemmer de ja til den afstemning, trækker Storbritannien sig fra EU 29. marts uden en aftale.

Stemmer de nej, skal parlamentsmedlemmerne igen til stemmeurnerne 14. marts. Denne gang handler det så om at få forlænget tidsfristen - og dermed få udsat datoen for Brexit.

Reaktionerne fra EU-toppen og mange europæiske hovedstæder kan samles i to ord: Stor bekymring.

Vores egen statsminister siger helt enkelt: ”Meget trist.” Den tidligere finske premierminister håber, han en dag vil vågne af dette mareridt. EU-Kommissionens brexitforhandler fastslår, at EU har gjort, hvad man kunne, for at få en aftale igennem. Men stadig siger mange her i Bruxelles, at det mest sandsynlige er, at briterne nu vil bede om en udskydelse af deadline.
Og det skal EU så sige ja til. Samtlige EU-lande. Det eneste, vi lige nu er sikre på, er, at den alenlange brexitføljeton fortsætter – med drama på drama.

Samuelsen: - I sandhed en kold aften

Ifølge TV 2s korrespondent i Storbritannien, Divya Das, har det været en usædvanligt dårlig aften for premierminister Theresa May:

- Det er endnu et stort flertal, der har stemt imod hendes aftale. En aftale, hun har brugt to år på at forhandle på plads med EU – plus den seneste måned, hvor hun har forsøgt at få nogle ekstra forsikringer til sine parlamentarikere. Noget, de har efterspurgt, men de har simpelthen ikke ment, at det var godt nok.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) giver på Twitter udtryk for, at den danske regering gør sig klar til, at Brexit ender uden en aftale: 

Over for TV 2 uddyber han, at når bolden ligger på briternes side, så er det svært at vide, hvordan man skal handle. 

- Det er jo i sandhed en kold aften. Ikke bare i Danmark og Europa, men også i Storbritannien. Det er en kold afvasknig, som vi alle sammen er udsat for, fordi Ingen ved, hvad der egentlig skal ske nu. Briterne ved det jo ikke, og dermed kan vi heller ikke vide, hvordan vi skal forholde os i Europa, siger Anders Samuelsen.

Nogenlunde den samme usikkerhed ligger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også inde med: 

- Trods klare EU-forsikringer om bagstopperen, står vi nu over for et kaotisk nodeal Brexit-scenarie, skriver han. 

Bagstopperen var det store problem 

Den helt store knast i Theresa Mays vragede Brexit-aftale var den såkaldte backstop - bagstopperen - den del af aftalen, der afgør, hvad der skal ske med grænsen mellem Irland og Nordirland, hvis EU og Storbritannien ikke kan blive enige om det fremtidige samarbejde.

Mange i Storbritannien frygter, at backstop-aftalen i praksis vil betyde, at EU får magt over grænsen på ubestemt tid, fordi forhandlingerne om en permanent løsning i teorien kan trække ud for evigt.