Ny flytype skulle 'ændre måden vi flyver på' - nu er sikkerhedssystem under lup

16x9
Vragdele fra Ethiopian Air-flyet, der styrtede ned kort efter start. Foto: Ho / Ritzau Scanpix

Et nyt anti-stall-system, der skal forhindre flyet fra at miste opdrift, kan være skyld i to dødsulykker, mener eksperter og piloter.

Der gik kun seks minutter fra Flight ET302 søndag morgen var lettet fra lufthavnen i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, til kontroltårnet mistede kontakten med flyet.

Personligt ville jeg ikke flyve med den her flytype

Luftfartsekspert Neil Hansford

Kort tid efter kom nyheden om, at Ethiopian Airlines’ Boeing 737 MAX 8 med kurs mod Nairobi i Kenya var styrtet ned 25 kilometer fra Addis Ababa. Alle 149 passagerer og otte besætningsmedlemmer blev dræbt i styrtet.

OVERBLIK: Populær flytype

Flere end 50 luftfartsselskaber på verdensplan har enten allerede Boeing 737 Max 8 i deres flåde eller en ordre på flytypen. Blandt dem er:

  • Air Canada
  • Air China
  • Air Italy
  • American Airlines
  • Icelandair
  • LOT - Polish Airlines
  • Norwegian
  • Ryanair
  • Southwest Airlines
  • TUI Airways
  • Turkish Airlines

Ulykken søndag fandt sted under et halvt år efter en anden næsten identisk ulykke med Boeings 737 MAX 8-fly. 29. oktober styrtede et fly fra Lion Air ned 13 minutter efter start fra Jakarta-lufthavnen i Indonesien. Samtlige 189 personer om bord omkom.

”Verdens mest pålidelige fly”

Det skortede ellers ikke på roser, da Boeings nye, store satsning 737 MAX 8 blev præsenteret i 2017. Flyet blev kaldt ”verdens mest pålidelige fly”, og det skulle ændre ”vores måde at flyve på”.

Teknologisk avanceret, billigere i drift og med en hidtil uset høj komfort for passagererne.

På under et år blev 737 MAX 8 historiens hurtigst sælgende flytype med tusindvis af ordrer fra en række store luftfartsselskaber - heriblandt Norwegian, Ryanair og American Airlines.

Boeing har indtil videre leveret omkring 350 MAX 8-fly ud af en ordre på godt og vel 4000.

square to 16x9

Yderst mistænkeligt

At en ny flytype er involveret i to styrt på så kort tid er ”yderst mistænkeligt”, siger luftfartsekspert Mary Schiavo til CNN.

- Vi har at gøre med et spritnyt fly, der nu er styrtet to gange inden for et år. Det får alarmklokkerne til at ringe i luftfartsindustrien, for det sker bare ikke, siger hun.

En anden luftfartsekspert, Neil Hansford, siger til news.com.au, at han har haft store bekymringer omkring 737 MAX 8, siden det blev sat i drift i 2017.

- Personligt ville jeg ikke flyve med den her flytype, siger han efter ulykken søndag i Etiopien.

Neil Hansford mener, at de to styrt er så identiske, at man er nødt til at lave et grundigt tjek på flytypens teknologi.

Flyet styrtede ned kun seks minutter efter take-off fra Addis Ababa.
Flyet styrtede ned kun seks minutter efter take-off fra Addis Ababa. Foto: Flightradar 24

Anti-stall-system under lup

Det er især den helt nye MAX 8-funktion Manoeuvring Characteristics Augmentation System (MCAS), der nu får piloter og eksperter til at råbe vagt i gevær.

MCAS er et automatisk anti-stall-system, der skal forhindre, at flyet mister dets opdrift. Systemet er baseret på en sensor, der er placeret på flyets yderside. Sensoren viser, hvor højt flyets næse er i forhold til resten af flyet. Bekymringen er, at sensoren fejler og tvinger flyets næse ned uden grund. Det kan resultere i, at flyet pludselig sætter kurs mod jorden.

- Det er første gang, at Boeing har installeret MCAS-systemet, der skal sætte ind, når et fly stiger for hurtigt og derved risikerer at miste opdrift, fortæller Neil Hansford om det nye system.

- Systemet skal normalt ikke tage over, når flyet styres manuelt af piloten. Det skal kun sætte ind, når flyet er på autopilot-funktion.

Sådan fungerer MCAS-systemet.
Sådan fungerer MCAS-systemet. Foto: The Air Current

Ikke nævnt i manual

Ifølge en række fagforeninger er deres piloter ikke blevet uddannet i det nye MCAS-system. Det skriver New York Times.

Myndighederne understreger, at det er for tidligt at konkludere, at der er en direkte forbindelse mellem de to flystyrt. Men Neil Hansford er enig med piloternes fagforeninger i, at problemet ligger i den manglende uddannelse i det nye system.

Boeing 737 MAX 8 er styrtet ned to gange på under et halvt år. Video: David Buch

Han fortæller, at flyets manualer blev opdateret efter Lion Air-ulykken i Indonesien i oktober. Indtil da var MCAS kun nævnt i ordforklaringen.

- Ingen andre steder i den originale manual stod der beskrevet, hvad MCAS gør, hvilke faresignaler piloterne skal være opmærksomme på, og hvordan man slår systemet fra. Ethiopian Airlines er et ordentligt flyselskab, så det ville komme bag på mig, hvis ikke de nye manualer er blevet udleveret til piloterne, siger Neil Hansford.

Boeing advarede efter flystyrt

Få dage efter ulykken i Indonesien i oktober udsendte Boeing en skrivelse til en række luftfartsmyndigheder. På baggrund af skrivelsen udsendte den amerikanske luftfartsmyndighed The Federal Aviation Authority en advarsel til amerikanske flyselskaber med 737 MAX 8 i deres flåde.

Flyet fra Ethiopian Airlines styrtede ned tæt ved byen Bishoftu. Det var lettet fra hovedstaden Addis Ababa i retning mod Nairobi i Kenya, men forsvandt fra radaren efter bare seks minutter på vingerne.
Flyet fra Ethiopian Airlines styrtede ned tæt ved byen Bishoftu. Det var lettet fra hovedstaden Addis Ababa i retning mod Nairobi i Kenya, men forsvandt fra radaren efter bare seks minutter på vingerne. Foto: Str / Ritzau Scanpix

Her stod der, at MCAS-sensoren ”kan resultere i, at piloterne får problemer med at styre flyet og føre til overdrevet ”næse-ned-holdning”, betydeligt højdetab og muligt sammenstød med terræn”.

Ifølge luftfartsekspert Mary Schiavo er det helt store spørgsmål nu, om Ethiopian Airlines implementerede den opdaterede manual fra Boeing efter ulykken i Jakarta.

- Nu skal havarieksperterne undersøge, om flyselskabet har fulgt de nye direktiver fra Boeing, der blev udsendt for at instruere piloterne i, hvad de skal gøre, hvis MCAS-systemet fejler. Så først og fremmest vil eksperterne have svar på, om Ethiopian Airlines har gjort, hvad Boeing har bedt dem om at gøre, siger Mary Schiavo til CNN.

"Anden gang er det flyets skyld”

Både Lion Airs og Ethiopian Airlines 737 MAX 8 var kun få måneder gamle, da de styrtede ned.

Boeing 737 MAX 8 set fra oven.
Boeing 737 MAX 8 set fra oven. Foto: Wikipedia

Mary Schiavo slår fast, at Boeing også har en række alvorlige spørgsmål at besvare:

- Nu er det to styrt på under et halvt år, og vi har et gammelt ordsprog i luftfartsbranchen – ”første gang er pilotens skyld, anden gang er det flyets skyld”.

Selskaber grounder MAX 8-fly

Kinas myndighed for civil luftfart oplyser mandag, at det har beordret alle landets luftfartsselskaber til midlertidigt at holde fly af denne type på jorden. 

- I lyset af de to ulykker, der begge var med nyligt leverede Boeing 737 MAX 8-fly, og som skete under takeoff-fasen, så har de en vis grad af lighed, udtaler Kinas myndighed for civil luftfart.

Her fejrer kinesiske flyentusiaster leveringen af det første Boeing 737 MAX 8 til Air China. Nu har Kinas myndighed for civil luftfart valgt indtil videre at holde flyet på jorden.
Her fejrer kinesiske flyentusiaster leveringen af det første Boeing 737 MAX 8 til Air China. Nu har Kinas myndighed for civil luftfart valgt indtil videre at holde flyet på jorden. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix

Tidligt mandag morgen dansk tid besluttede Ethiopian Airlines også, at alle 737 MAX 8-fly skulle blive på jorden. 

Indonesien meddeler ifølge nyhedsbureauet AFP, at det ligeledes suspenderer flyvninger med Boeing 737 MAX 8. 

Også det caribiske flyselskab Cayman Airways har mandag valgt at grounde sine to Boeing 737 MAX 8, indtil der foreligger mere information fra Boeing. Det samme gør sig gældende for Royal Air Maroc og MIAT Mongolian Airlines. Det skriver luftfartsmediet check-in.dk.

Norwegian flyver videre

Det norske flyselskab Norwegian, der har mange afgange fra Københavns Lufthavn dagligt, har 15 fly af typen Boeing 737 MAX 8. De to flystyrt ændrer imidlertid ikke noget hos selskabet.

- Alle vores 737 MAX 8-fly flyver som normalt. Vi er som altid i tæt dialog med Boeing og forholder os til deres og luftfartsmyndighedernes anbefalinger.

- Sikkerheden for vores passagerer kommer altid først, siger Tomas Hesthammer, flyvechef i Norwegian, til det norske nyhedsbureau NTB mandag morgen.

Passagererne i flystyrtet var af 35 forskellige nationaliteter, og både FN og Røde Kors har oplyst, at de har mistet medarbejdere i ulykken.

Mandag morgen markerede FN katastrofen med at holde ét minuts stilhed for ofrene i FN-kontoret i Nairobi.

Flyets to sorte bokse er fundet, og skal nu undersøges af myndighederne.