Flytype suspenderes efter styrt, men Boeing ser ikke grund til ændringer

Både de kinesiske myndigheder og foreløbigt to luftfartsselskaber har valgt at holde ulykkesramt flytype på jorden.

Trods søndagens flykatastrofe i Etiopien ser flyproducenten Boeing på nuværende tidspunkt ikke grund til at ændre sine anbefalinger til verdens flyoperatører.

Ifølge Boeing er efterforskningen af flystyrtet stadig på så tidligt et stadie, at der ikke er belæg for nye vejledninger.

- Sikkerhed er vores førsteprioritet, og vi tager alle forholdsregler for fuldt ud at forstå alle aspekter ved denne ulykke, og vi arbejder tæt sammen med efterforskningsholdet og alle regulerende myndigheder i sagen, udtaler en talsmand fra Boeing til nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer efter, at fly af typen Boeing 737 Max 8 flere steder i verden er blevet beordret på jorden.

Kinas myndighed for civil luftfart oplyser mandag, at den har beordret alle landets luftfartsselskaber til midlertidigt at holde flytypen på jorden. 

Det var et fly af denne type, som søndag styrtede ned, få minutter efter at det var lettet fra lufthavnen i Addis Ababa i Etiopien med kurs mod Nairobi i Kenya.

Samtlige 157 personer om bord blev dræbt, da det få måneder gamle fly ramte jorden. Årsagen til styrtet er endnu ikke fastlagt.

Men flytypen er den samme som det indonesiske fly fra Lion Air, der i oktober sidste år styrtede ned kort efter afgang fra Jakarta. Ved dén ulykke omkom 189 personer.

- I lyset af to ulykker, som begge var med nyligt leverede Boeing 737-8-fly, og som skete under takeoff-fasen, så har de en vis grad af lighed, udtaler Kinas myndighed for civil luftfart i en meddelelse.

OVERBLIK: Populær flytype

Flere end 50 luftfartsselskaber på verdensplan har enten allerede Boeing 737 Max 8 i deres flåde eller en ordre på flytypen. Blandt dem er:

  • Air Canada
  • Air China
  • Air Italy
  • American Airlines
  • Icelandair
  • LOT - Polish Airlines
  • Norwegian
  • Ryanair
  • Southwest Airlines
  • TUI Airways
  • Turkish Airlines

Kinesiske luftfartsselskaber har i alt 96 af denne type i drift, oplyser myndigheden.

Kineserne vil nu rådføre sig med henholdsvis flyproducenten Boeing og den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, for at sikre flysikkerheden. Herefter vil de kinesiske myndigheder give landets luftfartsselskaber nærmere besked om, hvornår de kan genoptage trafikken med den pågældende Boeing-model.

Otte kinesiske statsborgere var blandt ofrene for søndagens katastrofe.

Flere selskaber holder fly på jorden

Det nedstyrtede fly tilhørte Ethiopian Airlines, der er et af Afrikas største flyselskaber.

Mandag morgen oplyser det afrikanske luftfartsselskab, at det også har valgt at holde alle sine Boeing-fly af den pågældende type på jorden, indtil andet er oplyst.

- Selvom vi endnu ikke kender årsagen til flystyrtet, har vi været nødt til at beslutte at holde den pågældende flåde på jorden som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, lyder det i meddelelsen fra Ethiopian Airlines.

Flyet fra Ethiopian Airlines styrtede ned tæt ved byen Bishoftu. Det var lettet fra hovedstaden Addis Ababa i retning mod Nairobi i Kenya, men forsvandt fra radaren efter bare seks minutter på vingerne.
Flyet fra Ethiopian Airlines styrtede ned tæt ved byen Bishoftu. Det var lettet fra hovedstaden Addis Ababa i retning mod Nairobi i Kenya, men forsvandt fra radaren efter bare seks minutter på vingerne. Foto: Str / Ritzau Scanpix

Hertil kommer det caribiske luftfartsselskab Cayman Airways, der mandag ligeledes har oplyst, at de midlertidigt vil holde sine Boeing 737 Max 8 på jorden. Det drejer sig for deres vedkommende om to fly. Ifølge Cayman Airways' direktør sker det, fordi de "sætter deres passagerers og besætningsmedlemmers sikkerhed over alt".

Senest har transportministeriet i Sydkorea ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyst, at de vil gennemføre hasteinspektioner af to Boeing 737 Max 8-fly.

Mandag morgen oplyser det afrikanske luftfartsselskab, at det også har valgt at holde alle sine Boeing-fly af den pågældende type på jorden, indtil andet er oplyst.

Boeing advarede om fejl

Efter ulykken i Indonesien i 2018 udsendte Boeing selv en erklæring, hvor flyproducenten netop advarede imod, at den pågældende flytype kunne tabe højde, hvis den manuelle styring blev slået til.

Årsagen til søndagens ulykke i Etiopien er endnu ikke fastlagt, og Boeing har meddelt, at de sender folk fra det amerikanske hovedsæde til Etiopien for at hjælpe med de tekniske undersøgelser.

Der er dog tegn på, at piloterne om bord på det etiopiske fly kort efter afgang fra Addis Ababa var klar over, at noget ikke fungerede korrekt. Før styrtet meldte piloten om vanskeligheder og bad om lov til at returnere til lufthavnen i Addis Ababa, oplyste Ethiopian Airlines' direktør søndag til Reuters.

Ud fra oplysninger på Flightradar24, der monitorerer tusindvis af flybevægelser i det internationale luftrum, kan man se, at piloten fra Ethiopian Airlines havde problemer med at rette flyet op allerede kort tid efter at være kommet på vingerne.

Mange selskaber bruger flytypen

Flytypen Boeing 737 Max 8 er udbredt hos mange større luftfartsselskaber, heriblandt flere europæiske og amerikanske.

Blandt andet har flyselskabet Norwegian ifølge sin hjemmeside 15 fly af denne type, mens selskaber som Ryan Air, Icelandair, Turkish Airlines og TUI Airways også benytter Boeing 737 Max 8 eller har planer om det.

Norwegian oplyser i en mail til Ekstra Bladet, at deres Boeing-fly af den pågældende type flyver som normalt.

- Vi er, som altid, i tæt dialog med Boeing og forholder os til deres anbefalinger. Vores passagerers sikkerhed kommer altid først. Vi ønsker ikke at kommentere eller spekulere yderligere omkring denne tragiske hændelse, lyder det i svaret.

Også American Airlines og Southwest Airlines i USA samt Air Canada er blandt Boeing-kunderne, der har den pågældende flytype i deres flåde.

Flyet var derudover spritnyt. Det var kommet fra Boeing-fabrikkerne i USA i november sidste år.