Blogger sigtet for at dele drabsvideo

I en Facebook-opdatering bekræfter blogger Jaleh Tavakoli, der er debattør og har en blog i Jyllands-Posten, at hun er blevet sigtet i sagen.

En af de 14 personer, politiet har sigtet for at dele en drabsvideo fra Marokko, der begyndte at florere på internettet efter drabet på norske Maren Ueland og hendes danske veninde Louisa Vesterager Jespersen, er debattøren og bloggeren Jaleh Tavakoli.

Jaleh Tavakoli har en blog i Jyllands-Posten.

Det oplyser hun selv i en Facebook-opdatering.

- Ja, jeg er blevet sigtet efter straffelovens paragraf 264 D, stk. 2. Forældrene til Louisa Vestager Jespersen har ifølge politiet anmeldt blandt andet mig for at have delt drabsvideoen fra Marokko. Det er jeg meget ked af, fordi min mening ikke har været at udstille Louisa, skriver Jaleh Tavakoli i Facebook-opdateringen.

Hun skriver også, at hun ikke har yderligere kommentarer.

- Jeg vil ikke tale med journalister lige nu, men vil snarest vende tilbage med en reaktion på sigtelsen, skriver hun.

Østjyllands Politi har tidligere oplyst, at de 14 sigtede er i aldersgruppen 13-69 år. Seks er i alderen 13-18 år, tre er i alderen 22-36 år, mens fem er i alderen 45-69 år.

12 af de 14 er sigtet for af have delt videoen, mens de to sidste er sigtet for offentligt at have givet udtryk for billigelse af den terrorhandling, som drabene på de to kvinder anses for at være, har vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen oplyst.

24-årige Louise Vesterager Jespersen fra Danmark og hendes veninde 28-årige Maren Ueland fra Norge blev fundet døde 17. december nær landsbyen Imlil.

De var blevet udsat for knivstik og efterfølgende halshugget.

Tre personer er anholdt og mistænkt for drabet. Yderligere 18, der er mistænkt for at tilhøre samme terrornetværk som de tre, er også sigtet i sagen.