Michael Jacksons sange fjernes fra spillelister

16x9
En ny dokumentar om popikonet Michael Jackson har skabt fornyet debat om hans påståede seksuelle overgreb på børn. Foto: Leonhard Foeger / Ritzau Scanpix

Norske NRK har meldt direkte ud, at de bandlyser sangeren i kølvandet på en dokumentar om verdensstjernen.

Der er blevet skruet gevaldigt ned for klassikere som 'Billie Jean' og 'Smooth Criminal' i de britiske radioer.

Siden 23. februar har den engelske musikkanal BBC Radio 2 ikke spillet en eneste af Michael Jacksons sange. Det sker i kølvandet på en ny dokumentar om Michael Jackson, som har fået beskyldninger om pædofili til at blusse op igen, skriver britiske The Times.

I en offentlig udtalelse fra BBC lyder det, at der ikke er tale om en reel bandlysning af popikonet, men at det er med tanke på den "kontekst" sangeren nu indgår i, at de skruer ned for hans musik på kanalen. 

Den tre timer lange dokumentar 'Leaving Neverland' fra Channel 4 havde premiere 3. marts på den amerikanske udgave af HBO. Den er et nyt vidnesbyrd mod popstjernen fra to mænd, 36-årige Wade Robson og 40-årige James Safechuck, som begge står frem og fortæller, at de blev udnyttet seksuelt af Michael Jackson, da de var mellem 7 og 14 år gamle.

Norge lytter efter 

Dokumentaren har ikke kun affødt ændringer hos BBC. Hos den norske radio- og tv-kanal NRK får den nu også konsekvenser. 

Fra på fredag og to uger frem vil de fjerne Michael Jackson-sange fra deres spillelister på kanalerne P1, P13 og P1+. Heller ikke på tv er der planer om at sende musik af kunstneren. 

- Det er vanskeligt at sige noget om, hvorvidt NRK vil stoppe med at spille hans musik helt, men vi vil se på, hvordan publikum reagerer på indholdet af dokumentaren, siger NRK's musikchef, Knut Henrik Ytre-Arne, i en offentlig besked. 

Han vil især være opmærksom på, om dokumentaren får publikum - og lytterne - til at "vende artisten Michael Jackson ryggen". 

- Vi afspiller ham stadig 

Herhjemme kan danskerne stadig lægge øre til Michael Jackson - indtil videre. 

Radiostationerne The Voice, NOVA, Radio 100, Pop FM, Radio Soft og MyRock har valgt ikke at skære hans sange fra deres i alt 2,7 millioner ugentlige lyttere. 

- Vi afspiller ham stadig - men vi følger sagen nøje, siger Tobias Nielsen, der er ansvarlig for alt indhold hos Bauer Media, der står bag radiostationerne. 

Nogle forbrydelser er ifølge Tobias Nielsen så slemme, at de ikke vil give airtime til folk, der står bag dem. Det gælder sager som pædofili, mord og voldtægt. Men Michael Jackson blev i 2005 frikendt for anklager om seksuelle overgreb på børn, og han er dermed uskyldig i rettens øjne. 

- Vi har truffet en principiel beslutning om, at der skal være hold i forbrydelserne, før vi vælger at fjerne ham fra spillelisten, uddyber Tobias Nielsen. 

DR bliver ved med at spille Michael Jackson

Danmarks Radio har tidligere meldt ud, at de ikke bandlyser kunstnere på baggrund af anklager. Det skete, da hip hop-artisten R. Kelly i sidste måned blev anholdt, anklaget for at have misbrugt flere mindreårige seksuelt gennem sin karriere.

Beskeden er derfor den samme omkring Michael Jackson: 

- Vi arbejder ikke med sorte lister over kunstnere, der ikke spilles, siger DR's radiochef, Gustav Lützhøft.

- Vi forholder os i stedet løbende til musikken som del af den redaktionelle udvælgelse og vurderer blandt andet, om et nummers kontekst i en periode står i vejen for selve sangen.

De seneste 52 uger er der gennemsnitligt blevet spillet et Michael Jackson-nummer 39 gange, viser DRs egne tal. Sidste uge var det tal skåret til bare seks. 

- Det faldende antal afspilninger vidner alene om, at færre radioværter har fundet det relevant eller meningsfyldt at præsentere hans musik den seneste uge, siger Gustav Lützhøft.