Før deadline for nødhjælp i Venezuela: Rigmand og præsident afholder koncerter

Den selvudnævnte præsident Guaidó opfordrer civile til selv at hente nødhjælp, hvis grænserne ikke åbnes lørdag.

Venezuelas siddende præsident, Nicolás Maduro, nærmer sig deadline.

Lørdag udløber den frist, som den amerikansk- og EU-støttede oppositionsleder og selvudnævnte præsident, Juan Guaidó, har givet ham for at lade nødhjælp komme ind i landet.

Fredag lukkede Maduro grænsen til Brasilien, og han har blokeret for nødhjælp fra Colombia. Han afviser, at der er krise i landet. Men Guaidó har givet ham et ultimatum om at åbne grænserne, så der kan komme mad og medicin ind. Sker det ikke, opfordrer Guaidó venezuelanerne til selv at hente nødhjælpen.

TV 2s korrespondent Jeppe Krogager, der tidligere på måneden var i Venezuela for at dække begivenhederne, fortæller, at det, der foregår lige nu i det sydamerikanske land er ”meget, meget intenst”.

- Guaidó har sagt, at han vil samle et menneskehav, som skal tage til grænseområderne og gå ind i Brasilien og Colombia for at hente nødhjælp ind. Der er lagt i kakkelovnen til et stort og måske voldsomt opgør mellem de to præsidenter, siger Jeppe Krogager.  

To døde ved sammenstød

Hvis det lørdag ender med, at civile skal krydse grænsen for at få fat i nødhjælpen, kan det ifølge Jeppe Krogager ende i farlige situationer. Det endte allerede galt fredag, da venezuelanske soldater affyrede gummikugler og tåregas mod en gruppe lokale tæt ved grænsen til Brasilien.

Sammenstødet skulle ifølge Washington Post have kostet to personer livet og såret 12 – heraf tre alvorligt.

Militæret var ifølge flere medier i gang med at rykke kampvogne frem mod grænsen, da sammenstødet skete. Ifølge Washington Post blev soldaterne mødt af en vejspærring, og da de forsøgte at passere den, blev de angrebet af lokale.

Twitter har Guaidó som en reaktion på hændelsen skrevet:

- Til soldater: Mellem i dag og i morgen vil du definere, hvordan du skal huskes. Vi ved, du er med folket, du har gjort det klart for os. I morgen kan du demonstrere det.

Der blev kastet tåregas tæt på den brasilianske grænse.
Der blev kastet tåregas tæt på den brasilianske grænse. Foto: Social Media / Ritzau Scanpix

Samuelsen vil lægge pres på Maduro

Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA) kalder situationen i Venezuela for ”dybt ulykkelig”. Han har torsdag aften været i telefonisk kontakt med sin colombianske kollega, som ifølge Samuelsen stod i grænseområdet, og som understregede, at han var tilfreds med det, som Danmark og de andre lande havde gjort i forhold til Maduro.

- Det, vi gør fra dansk side, er at presse på for at anerkende Guaidó som midlertidig præsident. Rigtig mange europæiske lande har bakket os op i det synspunkt. Det er et skridt i den rigtige retning, siger Anders Samuelsen.

Han ser gerne, at man forsøger at få flere personer på sanktionslisten, så flere vil blive ramt af de forbrydelser, de begår. Og så skal han på mandag mødes med FN’s Menneskerettighedsråd, hvor han vil have emnet på dagsordenen.

- Jeg vil tage det op i forbindelse med det møde. Jeg vil prøve at få presset på, så vi kan få en fact finding-mission til Venezuela for at få noget mere dokumentation i forhold til den forfærdelige måde, som det venezuelanske styre opfører sig på, siger Anders Samuelsen.

Støttekoncerten 'Venezuela Aid Live' tiltrak fredag mange mennesker.
Støttekoncerten 'Venezuela Aid Live' tiltrak fredag mange mennesker. Foto: Raul Arboleda / Ritzau Scanpix

To koncerter på hver sin side af grænsen

Juan Guaidó fik fredag aften støtte fra den britiske rigmand Richard Branson. I den colombianske grænseby Cúcuta, der ligger op ad Venezuela, og hvor hundredtusindvis af venezuelanere er flygtet til, havde Branson arrangeret en støttekoncert for Guaidó og for befolkningen. Lige på den anden side af grænsen i Venezuela vil den siddende præsident, Nicolás Maduro, give et modsvar. Han har annonceret, at han i weekenden vil holde sin egen koncert med navnet ”Hands off Venezuela” – ”hold fingrene fra Venezuela”.  

Richard Bransons koncert derimod hedder ”Venezuela Aid Live”, der er 35 store sydamerikanske kunstnere på plakaten, og så håber manden bag, at den kan kaste 100 millioner dollar af sig.  

- I dag vil vi bygge broer af håb for Venezuela, sagde Richard Branson tidligere torsdag.

- Vi håber, at myndighederne i Venezuela ser denne skønne, fredelige koncert, og at soldaterne gør det rette og lader tiltrængt lægehjælp krydse broerne over floderne til folk, der har brug for den.

Nicolás Maduro afviser, at der skulle være en humanitær krise i landet. I stedet handler det om en "politisk forestilling", som skal give USA en undskyldning for at invadere Venezuela, mener han. Han har kaldt den store mængde af nødhjælp i Cúcuta for en ”provokation”.

- Det er bedre at forebygge end at fortryde bagefter. Jeg tager alle forholdsregler for at sikre og beskytte vort folk, siger Maduro.

Den colombianske kunstner Carlos Vives optræder ved 'Venezuela Aid Live'.
Den colombianske kunstner Carlos Vives optræder ved 'Venezuela Aid Live'. Foto: Raul Arboleda / Ritzau Scanpix