Trump nægter IS-brud hjemrejse til USA, men vil sende krigerne til Europa

16x9
Hoda Muthana. Trump nægter IS-brud hjemrejse til USA, men vil sende krigerne til Europa Foto: AP

Først sagde Donald Trump, at europæiske lande skal tage imod tidligere IS-krigere. Men da en af krigernes hustruer ville hjem til USA, sagde han nej.

Da den 20-årige Hoda Muthana sendte billedet ud på Twitter, var hun overbevist om, at terrororganisationen Islamisk Stat var i færd med at skabe et bedre samfund i Syrien og Irak.

Lej en stor lastbil, og kør dem alle over

Hoda Muthana, amerikansk IS-brud

Billedets motiv var fire behandskede hænder med hver sit pas; et canadisk, et britisk, et australsk og et amerikansk.

- Der bliver snart tændt et bål. Der er ikke brug for disse længere, stod der under billedet af de fire pas.

For enden af hver sort behandsket hånd var en ung kvinde, der ønskede at leve under de strenge religiøse love i Islamisk Stats kalifat.

Det var i 2014, hvor terrororganisationen kontrollerede flere millionbyer i Syrien og Irak med daglige henrettelser og tortur.

I dag har terroristerne kun nogle få huse tilbage, og den nu 24-årige Hoda Muthana ønsker at vende hjem til USA med sin 18 måneder gamle søn.

Billedet blev taget kort efter ankomsten til Syrien.
Billedet blev taget kort efter ankomsten til Syrien. Foto: TV 2

Men det vil USA's præsident, Donald Trump, ikke give den tidligere IS-brud lov til.

- Jeg har instrueret udenrigsminister Mike Pompeo - og han er helt enig - om, at Hoda Muktana ikke kan få tilladelse til at vende tilbage til landet, skrev præsidenten på Twitter onsdag aften dansk tid.

Udenrigsministeren kunne efterfølgende meddele, at Hoda Muthana - der er født og opvokset i USA - ikke var amerikansk statsborger.

- Hun har intet juridisk grundlag, intet gyldigt amerikansk pas eller noget visum til USA, sagde Mike Pompeo kort efter præsidentens tweet.

Er hun amerikaner?

Hoda Muthanas forældre er fra Yemen, faderen var oprindeligt diplomat, og ifølge familiens advokat, Hassan Shibly, bliver det nu brugt mod den unge kvinde.

Diplomaters børn bliver nemlig ikke automatisk amerikanske statsborgere, selv om de bliver født i USA.

- Hoda Muthana har et gyldigt amerikansk pas og er amerikansk statsborger. Hun blev født i Hackensack, New Jersey i oktober 1994, flere måneder efter hendes far holdt op med at arbejde som diplomat, siger Hassan Shibly til ABC News.

Hoda Muthanas amerikanske advokat Hassan Shibly.
Hoda Muthanas amerikanske advokat Hassan Shibly. Foto: Gianrigo Marletta / Ritzau Scanpix

Begge forældre har ifølge advokaten også amerikansk statsborgerskab.

Donald Trumps melding om, at Hoda Muthana ikke kan vende tilbage til USA, kommer bare fire dage efter, han udsendte en opfordring til sine allierede i Europa.

- USA beder Storbritannien, Frankrig, Tyskland og andre europæiske allierede om at hente mere end 800 IS-krigere, som vi har fanget i Syrien, hjem for at stille dem for en domstol, skrev præsidenten på Twitter.

-  USA ønsker ikke at se disse IS-krigere sprede sig i Europa, som er der, de forventes at tage hen. Vi (USA, red.) gør så meget og bruger så mange penge. Det er tid til, at andre skal træde til og udføre det arbejde, de er i stand til, skrev præsidenten.

Mor Jihad

Hoda Muthana kæmpede ikke som kriger, mens hun var en del af kalifatet, men hun nåede at være gift med tre krigere, og hun støttede desuden terrororganisationen på Twitter.

Hun fortæller til avisen New York Times, at hendes første mand - en australsk statsborger - kaldte sig Abu Jihad - eller på dansk "Far Jihad".

Derfor kaldte hun sig Umm Jihad på Twitter - på dansk betyder det "Mor Jihad".

Hoda Muthana siger, hun var gift med en australsk statsborger. Da han blev dræbt blev dette billede udsendt på sociale medier. Hun er angiveligt med på billedet.
Hoda Muthana siger, hun var gift med en australsk statsborger. Da han blev dræbt blev dette billede udsendt på sociale medier. Hun er angiveligt med på billedet. Foto: TV 2

Efter terrorangrebet på det satiriske franske magasin Charlie Hebdo i 2015 skrev Umm Jihad:

- Hatten af for de hellige krigere i Paris.

Et par måneder senere skrev Umm Jihad således til eventuelle læsere i Vesten:

- Foretag et gadeskyderi, og spild alt deres blod. Eller lej en stor lastbil, og kør dem alle over. Ved Veterans Day, Patriots Day, Memorial Day etc. ... Dræb dem.

I interviewet med New York Times fortæller Hoda Muthana, at hun fortryder sine handlinger.

- Når jeg ser tilbage på det, kan jeg ikke understrege nok, hvor sindssyg en idé det var, siger hun til avisen.

- Jeg ødelagde mit liv, jeg ødelagde min fremtid, siger hun.

Hoda Muthanas advokat Hassan Shibly kan ikke forstå, hvordan USA's præsident på den ene side vil have europæiske lande til at tage imod tidligere IS-krigere, mens han på den anden side vil nægte Hoda Muthana at vende tilbage.

Advokaten siger til ABC News, at det er "latterligt", når Donald Trump beder europæiske lande om at tage deres IS-krigere retur, men "nu forsøger at lege julelege, når det drejer sig om amerikanske statsborgere".