Seks billeder i spil som verdens bedste pressefoto - se dem her

16x9
Billedet viser kvinden Yorladis, der er tidligere medlem af den bevæbnede, colombianske oprørsgruppe FARC. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Kun et af billederne kan løbe med den prestigefyldte titel, når konkurrencen bliver afgjort om mindre end to måneder.

En gravid mave, insisterende presse og konsekvenserne af verdens krige er noget af det, der blandt andet er repræsenteret i slutspurten til årets pressefoto.

78.801 indsendte fotografier er blevet til seks. Og om et par måneder vil ét af dem blive optaget i en fornem kreds med titlen som 'Verdens bedste pressefoto 2019'.

Den endelige vinder af den prestigefyldte konkurrence vil blive afsløret 11. april i World Press Photos hovedsæde i Amsterdam, hvor prisuddelingen finder sted.

Sidste år var det billedet af en ung mand, der brændte som en menneskelig fakkel under et sammenstød i den venezuelanske hovedstad, Caracas, der blev kåret som årets pressefoto. 

Find din favorit for i år, og afgiv din stemme nederst i artiklen.

Billede 1

 Fotograf: John Moore
Fotograf: John Moore Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Den lille pige Yana fra Honduras græder, mens hendes mor, Sandra Sanchez, bliver visiteret af en grænsebetjent i byen McAllen, Texas, 12. juni 2018.

Billedet endte som et symbol på den Trump-politik, der tillod små børn at blive adskilt fra deres forældre - på trods af at Yana aldrig blev fjernet fra sin mor. Men det havde alligevel rejst debatten, og den amerikanske præsident underskrev kort efter en erklæring, der satte et punktum for tvangsadskillelsen.

Billede 2

 Fotograf: Catalina Martin-Chico
Fotograf: Catalina Martin-Chico Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Billedet viser kvinden Yorladis 8. februar 2018. Hun er gravid for sjette gang og tidligere medlem af den bevæbnede, colombianske oprørsgruppe FARC.

De fem andre gange er graviditeten blevet afbrudt, da oprørsgruppen ikke tillader medlemmerne at få børn, og mange af dem bliver derfor tvunget til aborter.

Billede 3

Fotograf: Chris McGrath
Fotograf: Chris McGrath Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Her forsøger en uidentificeret mand at holde pressen tilbage 15. oktober 2018, da saudiske efterforskere ankom til det saudiarabiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet.

Små to uger forinden var den 59-årige journalist Jamal Khashoggi forsvundet, da han skulle ordne noget papirarbejde på konsulatet i forbindelse med sit forestående ægteskab.

Efter først at have påstået, at den arabiskfødte systemkritiker forlod konsulatet i live, endte Saudi-Arabien med at bekræfte, at han var blevet dræbt under en slåskamp. Ifølge CIA var drabet planlagt af saudiarabiske efterretningsfolk.

Billede 4

Fotograf: Brent Stirton
Fotograf: Brent Stirton Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Petronella Chigumbura er en del af den væbnede, kvindelige gruppe mod krybskytteri. Gruppen kalder sig Akashinga, hvilket betyder modig, og beskytter blandt andet en af de største elefantbefolkninger i Afrika.

Her ses Petronella Chigumbura under en øvelse i et naturreservat i Zimbabwe 20. juni 2018.

Billede 5

Fotograf: Mohammed Badra
Fotograf: Mohammed Badra Foto: Mohammed Badra / Ritzau Scanpix

Flere sårede bliver behandlet efter et gasangreb 25. februar i den østlige del af Ghouta, der er en forstad til Damaskus, Syriens hovedstad.

Det er et af de områder i Syrien, hvor de civile har været hårdest ramt af gasangreb, belejringer og voldsomme bombeangreb.

Billede 6

Fotograf: Marco Gualazzini
Fotograf: Marco Gualazzini Foto: Handout / Ritzau Scanpix

En hjemløs dreng går forbi en mur i byen Bol, Tchad, 13. oktober 2018. På muren er der tegnet affyringsramper til raketdrevne granater.

Landet har i mange år været præget af blodige opgør, borgerkrig og militærkup. Og i den nordlige del hærger den ekstremistiske bevægelse Boko Haram, hvilket har sendt mange på flugt.

Afstemning