Amerikanske missiler i Europa vil tvinge os til modsvar, siger Putin

På hjemmefronten vil Putin blandt andet øge sociale ydelser for at støtte unge familier, lovede han i sin årlige tale til nationen.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav onsdag sin årlige tale til nationen i det russiske parlament.

I talen understregede Putin, at Rusland er klar til at rette missiler mod både USA og europæiske lande, hvis USA sætter missiler op i Europa.

- Hvis USA fremstiller og sender mellemdistancemissiler til det europæiske kontinent, vil det tilspidse situationen markant.

- Det vil være en seriøs trussel mod Rusland, da det kun tager 10-12 minutter for nogle missiltyper at nå til Moskva, sagde Vladimir Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Ønsker ikke konfrontation

Præsidenten sagde videre, at nye russiske missiler vil kunne nå "hovedsæder for beslutningstagere" i både USA og Europa.

Putin understregede dog, at han ikke ønsker en konfrontation med USA.

På hjemmefronten vil Putin blandt andet øge sociale ydelser for at støtte unge familier, lovede han i talen.

Derudover lovede præsidenten skattelettelser, lavere renter for boligejere og boligstøtte til familier med mange børn.

Seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel, kalder dagens tale bemærkelsesværdig, fordi den fortæller en del om Ruslands tilstand.

- Talen var i udstrakt grad henvendt til et nationalt publikum. Konklusionen var for mig at se, at Rusland er i en lidt ringere forfatning, end mange går og tror, og at Putin også er mere presset, end mange tror, siger Flemming Splidsboel til TV 2.

Ni millioner under fattigdomsgrænsen

Årets tale kommer på et tidspunkt, hvor meningsmålinger viser en markant tilbagegang i støtten til Putin.

Årsagen er blandt andet, at den russiske økonomi har været presset, siden sanktioner fra Vesten ramte landet i 2014. Det skete som følge af Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim.

Det betyder, at mange russere i dag er presset økonomisk.

Putin sagde i sin tale til nationen, at ni millioner ud af Ruslands i alt 147 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Den grænse lyder på, hvad der svarer til godt 1000 kroner om måneden.

Talen onsdag var Putins første tale, siden han 18. marts sidste år blev genvalgt som russisk præsident.