Fire kvæstede efter lavine på skipiste - redningsfolk leder efter overlevende

16x9
Redningsfolk arbejder for at finde overlevende, efter lavinen tidligere tirsdag raserede en pist i Crans-Montana-området i Schweiz. Foto: Anthony Anex / Ritzau Scanpix

Lavinen ramte en offentlig tilgængelig piste.

Indtil videre er fire personer fundet kvæstet, efter en lavine tirsdag eftermiddag raserede et skisportssted i Schweiz.

Én af de fire er i kritisk tilstand, skriver Reuters. 

- Redningsfolkene ankom hurtigt til stedet, hvor de reddede fire kvæstede ud af sneen, inklusiv én hvis liv er i fare. De tre andre havde kun fået overfladiske skader, fortæller ledende politiefterforsker i Valais-kantonen Christian Varone tirsdag aften på et pressemøde.

Lavinen begyndte at rulle i Crans-Montana i Valais-kantonen i Schweiz omkring klokken 14.15, og flere personer blev begravet, da sneen spredte sig på et område på omtrent 300 til 400 meter, lyder det fra Le Nouvelliste, der beskriver området som en åben skipiste.

Siden eftermiddag har redningsmandskab med helikoptere og hunde arbejdet på stedet for at finde overlevende. Og sådan vil det fortsætte, lyder det fra Christian Varone:

- Vidner fortæller, at der kan være flere personer fanget under sneen, og derfor udvider vi vores eftersøgning betragteligt, fortæller han.

Han uddyber, at der er indsat otte helikoptere og mere end 240 personer i redningsaktionen. 

En af de kvæstede er i livsfare, oplyser politiet. Video: LAURE LUGON ZUGRAVU, LE TEMPS

Ingen alarm

Ifølge Reuters er temperaturen i området steget en anelse de seneste døgn, men dette har ikke givet anledning til at udsende nogen varsel, selvom sneen var begyndt at smelte. 

Risikoen for lavineskred lå således kun på to ud af fem denne tirsdag, hvor skisportsstedet i området oplevede større belastning end normalt på grund af vinterferien. 

Lavinen har ifølge franske medier lagt en strækning på 300 til 400 meter under sne.
Lavinen har ifølge franske medier lagt en strækning på 300 til 400 meter under sne. Foto: Anthony Anex / Ritzau Scanpix

Borgmester Nicolas Féraud har tidligere tirsdag udtalt sin sympati med de involverede til Le Nouvelliste. 

- Vi er i chok, og vi håber på en lykkelig udgang for disse personer.