Talskvinde: Trump vil underskrive finanslov og erklære nødstilstand

Nødstilstand giver præsidenten mulighed for ad omveje at gå uden om Kongressen.

USA's præsident, Donald Trump, vil underskrive finansloven og erklære national nødstilstand i landet.

Det bekræfter en talskvinde i Det Hvide Hus.

- Præsident Trump vil underskrive finansloven, og som han har sagt tidligere, vil han også tage andre administrative foranstaltninger - inklusiv national nødstilstand, siger Sarah Sanders på Twitter.

 Dermed underskriver præsidenten den seneste budgetaftale, der er blevet forhandlet frem i Kongressen.

Talskvinden tilføjer, at det skal til for at stoppe den sikkerhedsmæssige- og humanitære krise ved grænsen.

Også flertalsleder i Senatet, republikaneren Mitch McConnell, siger ifølge CNN, at præsidenten vil erklære nødstilstand.

- Han har indikeret, at han er klar til skrive under på budgettet. Og han vil erklære nødstilstand på samme tid.

- Jeg har indikeret for ham, at jeg vil støtte udmeldingen om nødstilstand. Så til alle mine kollegaer, præsidenten vil underskrive budgettet, og vi vil stemme om det om kort tid.

"En ekstraordinær situation"

Præsidenten har tidligere truet med at erklære nødstilstand for at kunne finansiere en grænsemur ved Mexico uden at have Kongressens godkendelse.

Tilstanden kan nemlig give ham mulighed for ad omveje at gå uden om Kongressen og give ham flere penge til den grænsemur, som han længe har lovet.

Faktisk vil han kunne rykke rundt på statsbudgettet, så han kan løse, hvad han betegner som en alvorlig krise, siger Phillip Christian Ulrich, der er udenrigsredaktør på mediet kongressen.com.

- Præsidenten får enormt brede beføjelser. Det drejer sig om 136 forskellige love og dekreter, der træder i kraft. Det er simpelthen en nødforanstaltning, så han ikke behøver at gå gennem en masse bureaukrati for at løse en given krise. Han kan bare gøre det, siger han til nyhedsbureauet Ritzau og tilføjer, at det kan blive angrebet ved domstolene, da mange vil mene, at der ikke er tale om en pludselig opstået krise.

Det er en ekstraordinær situation. Og det har jo ikke det store fortilfælde.

Jesper Zølck, journalist.

Og det er da heller ikke set før. Det fortæller TV 2-journalist Jesper Zølck, der følger amerikansk politik tæt:

- Det er en ekstraordinær situation. Og det har jo ikke det store fortilfælde.

- Der er tidligere blevet erklæret undtagelsestilstand af andre præsidenter, men det er jo ikke tidligere sket, fordi at Kongressen ikke har villet betale et infrastruktur-projekt, som præsidenten har lovet i sin valgkamp, TV 2-journalist Jesper Zølck, der følger amerikansk politik tæt.

Truede med nødstilstand

Udmeldingen kommer bare én dag før, at de tre uger, som præsidenten forlængede forhandlingerne om statsbudgettet med, løber ud.

Den 25. januar blev statsapparatet i USA midlertidigt genåbnet, efter at det havde været lukket siden 22. december 2018 - 34 dage. Dermed fik 800.000 offentligt ansatte igen løn.

De tre uger skulle give politikerne tid til at fortsætte forhandlingerne om forholdene ved grænsen til Mexico.

Årsagen var, at Kongressen ikke kunne blive enige om statsbudgettet for 2019, da præsident Donald Trump vil have en mur ved grænsen til Mexico, mens demokraterne har været lodret imod.

Som alle ved, har jeg et meget magtfulgt alternativ, men jeg vil ikke bruge det denne gang

Donald Trump, 25. januar.

Dengang håbede Trump ikke, at det ville blive nødvendigt med nødstilstand:

- Som alle ved, har jeg et meget magtfulgt alternativ (nødstilstand, red.), men jeg vil ikke bruge det denne gang. Forhåbentligt vil det ikke blive nødvendigt, sagde Trump.

Lovede mur under valgkamp

Hele problematikken skal findes ved grænsen til Mexico.

For præsidenten lovede under sin valgkamp frem mod valget i 2016 muren. En mur, som han dengang krævede, at Mexico skulle betale, men som de gentagne gange har nægtet at finansiere.

Trump udløste siden nedlukningen 22. december 2018, da han oplyste, at han ikke ville underskrive en lovgivning til at finansiere offentlige myndigheder, hvis muren ikke var inkluderet i budgettet. Det nægtede demokraterne.

Trump har gentagne gange understreget vigtigheden af muren. Ikke mindst i starten af januar, da han besøgte den amerikanske by McAllen tæt ved grænsen til Mexico.