Tyrkiet kræver 1112 personer anholdt for Gülen-forbindelser

16x9
Fethullah Gülen har afvist at være involveret i kuppet mod Erdogan i 2016. Foto: Ozan Kose / Scanpix Denmark

Arrestordren er rettet mod personer, som formodes at være tilknyttet prædikant, der anklages for kupforsøg.

Tyrkiske myndigheder har udstedt arrestordrer på 1112 personer, der mistænkes for at have forbindelse til prædikanten Fethullah Gülen.

Det rapporterer CNN Türk ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den tyrkiske regering anklager Fethullah Gülen for at være arkitekten bag et mislykket kupforsøg i 2016.

Beskyldes for kupforsøg

Arrestordren er fortrinsvis rettet mod personer, der befinder sig i hovedstaden Ankara, men ifølge CNN Türk dækker de over 76 tyrkiske provinser.

Prædikanten Fethullah Gülen, der opholder sig i USA, stod ifølge den tyrkiske regering bag det fejlslagne kupforsøg i 2016.

Siden kuppet er over 77.000 blevet anholdt for forbindelser til prædikanten. Det er hovedsageligt militærfolk, lærere og dommere, der er blevet anholdt.

Et tyndt grundlag

Ifølge TV 2s journalist, Martin Selsøe Sørensen, der har fulgt udviklingen tæt, er de 77.000 personer anholdt på et tyndt retsligt grundlag. 

- Det er vanvittigt mange mennesker, men som dagens aktion viser, er det ikke nok. Præsident Erdogan og staten fortsætter jagten på påståede sympatisører med Fethullah Gülen-sympatisører, men ofte uden egentlige beviser, siger han. 

- Retssystemet accepterer at fængsle folk, blot fordi de har gået på en Gülen-drevet skole, har haft deres penge i en Gülen-bank eller har en særlig besked-app på deres telefon. Mere skal der ikke til for at blive anklaget for støtte til terrorisme i Tyrkiet, siger Martin Selsøe Sørensen.

Et forestående valg

Den 31. marts er der lokalvalg i Tyrkiet, hvor befolkningen, ifølge Martin Selsøe Sørensen, lider under stigende fødevarepriser, høj inflation og arbejdsløshed.

- Terror-dagsordenen kan derfor virke som en distraktion, der prøver at minde dem om, at der er endnu mere eksistentielle trusler mod landet end dyre auberginer og peberfrugter, siger han.

Han vurderer dog ikke, at tyrkerne glemmer deres problemer af, at antallet af påståede kupmagere i fængsel stiger fra 77.000 til 78.000.

140.000 personer er allerede blevet suspenderet eller fyret fra deres job i den offentlige sektor i forlængelse af kupforsøget i 2016.

Gülen har afvist enhver involvering i kuppet.