Trump er 'ikke glad' for grænseaftale og overvejer næste træk

Hvis ikke præsidenten underskriver den nye aftale, bliver statsapparatet i USA igen ramt af en delvis nedlukning.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, giver nu sin mening til kende om den rammeaftale om grænsesikkerhed, som hans eget parti, Republikanerne, mandag indgik med Demokraterne i Kongressen. Og han er ikke tilfreds.

- Om jeg er glad? Svaret er nej, det er jeg ikke. Jeg er ikke glad, siger Trump ifølge CNN ved et regeringsmøde i Det Hvide Hus tirsdag.

Præsidenten understreger, at han stadig er ved at nærlæse detaljerne i aftalen. Men hans krav om godt 5,7 milliarder dollar til at udvide grænsesikringen og opføre en mur, må han kigge langt efter.

I december afviste Trump en aftale, der indeholdt 1,6 milliarder dollar til grænsesikring, og i den nye aftale mellem Demokraterne og Republikanerne er der kun bevilliget omkring 1,4 milliarder dollar til ny grænsesikring - vel og mærke i form af hegn og barrierer og ikke en mur.

Trump tror ikke på ny nedlukning

Donald Trump skal snart beslutte sig for, om han vil underskrive aftalen fra Kongressen.

En midlertidig aftale om finansiering af den offentlige sektor udløber fredag, og hvis ikke en ny budgetaftale er stemt igennem og underskrevet inden da, vil dele af den offentlige sektor igen lukke ned, som det skete før jul og 35 dage frem.

Men selvom Trump er utilfreds, lægger præsidenten på nuværende tidspunkt ikke op til at forkaste aftalen.

- Jeg tror ikke, I kommer til at se en nedlukning. I så fald vil det være Demokraternes skyld, siger Trump tirsdag ifølge CNN.

Har ikke opgivet mur

I stedet for en afvisning lufter han muligheden for at sætte gang i andre tiltag, der kan frigive de ønskede midler til en ”smuk, stor og stærk” grænsemur.

Tidligere har Trump truet med at erklære national undtagelsestilstand, hvis ikke Kongressen bevilligede det nødvendige beløb for at opføre en grænsemur. Det kan han stadig vælge at gøre og på den måde give sig selv mulighed for at flytte rundt på midler, der er bevilget til andre formål.

Tirsdag kommer præsidenten på ny med udtalelser, der peger i den retning.

- Vi bygger den mur. Vi tilføjer ting og flytter nogle ting rundt, og vi gør ting, der er fantastiske, og tager fra områder, der ærlig talt er mindre vigtige, siger Donald Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

CNN oplister følgende fire scenarier, som kan komme i spil:

  • Trump kan tilgå midler fra en særlig pulje, der er kan bruges til at støtte arbejdet med håndhævelse af loven. Ifølge CNN kan det frigive omkring 680 millioner dollar og vil ikke kræve national undtagelsestilstand.
  • Trump kan bruge en lov i forfatningen til at omdirigere midler fra Pentagon, der tiltænkt indsatsen mod narkotika. Ifølge CNN kan det frigive omkring 700 millioner dollar, men vil måske kræve national undtagelsestilstand.
  • Trump kan bruge en bestemmelse i forfatningen til at få adgang til en militær byggepulje. Ifølge CNN kan det frigive omkring 3,6 milliarder dollar, men vil kræve national undtagelsestilstand.
  • Trump kan bruge en bestemmelse i forfatningen til at få adgang til en pulje til militære anlægsprojekter. Ifølge CNN kan det frigive omkring tre milliarder dollar, men det er uklart, om det kræver national undtagelsestilstand.

Begge partier opfordrer Trump 

Sikkert synes det, at slagsmålet om Trumps grænsemur langt fra er overstået.

Tirsdag aften dansk tid udtaler flere republikanske senatorer, at de tror og håber, at præsidenten vil underskrive budgetaftalen, som de fremlægger som en sejr.

De betegner aftalen som en forskudsbetaling, der gør det muligt for Donald Trump at bygge en del af sin mur, rapporterer Reuters.

Omvendt understreger demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, at aftalen kun tillader, at der opføres hegn, men ingen betonmur.

- Og der er klare begrænsninger for, hvad Trump kan gøre for at omdirigere midler til at styrke grænsesikkerheden, lyder det fra Schumer ifølge Reuters.