BLOG: Kald det bare et kompromis – men det er Trump, der slipper bedst fra det

16x9
Skulle man udpege en vinder – og politik handler jo i høj grad om, hvem der vinder og taber i politiske forhandlinger – er det Donald Trump, der slipper bedst fra det i det lange løb, mener Mirco Reimer-Elster. (Photo by MANDEL NGAN / AFP) Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

BLOG: Begge partier kan sælge rammeaftalen som en sejr, men Trump får mest ud af den fremadrettet.

Forhandlingerne i Kongressen indgik i går en rammeaftale, der skal forhindre endnu en delvis nedlukning af det føderale statsapparat om få dage. Grænseaftalen bliver et led i en større budgetpakke, der i så fald forhindrer endnu en delvis nedlukning af det føderale statsapparat.

At aftalen blev annonceret, mens præsidenten befandt sig i Texas til et valgmøde tæt på grænsen til Mexico, var meget symbolsk. Særligt fordi en af Demokraternes nye darlings, Beto O’Rourke, på samme tid holdt en tale få kilometer væk. De duellerende taler illustrerede dermed også meget godt den indædte kamp, som Republikanerne og Demokraterne fører i grænsesikringsspørgsmålet.

Kan Trump få en bedre aftale?

Når man bedømmer den dugfriske rammeaftale, er der to ting, man skal forholde sig til.

Det første spørgsmål er: vil præsident Trump kunne få en bedre aftale end den nuværende, som også kan godkendes i begge Kongressens kamre?

Svaret er, at det kan præsidenten ikke.

Rammeaftalen minder til forveksling om en tidligere tværpolitisk aftale indgået i Kongressen, og præsidentens forhandlingsposition – jævnfør hans lave popularitetstal og i kølvandet på den sidste rekordlange delvise nedlukning af det føderale statsapparat i dele af december og januar måned - er svag.

I den konkrete situation var præsidentens handlerum dermed begrænset, efter Trump i opløbet til den rekordlange nedlukning havde nægtet at støtte de forskellige kompromisforslag, der kom fra Kongressen. Det her fælles forslag, som er udarbejdet fra medlemmer fra begge partier, har den bedste chance for at blive stemt igennem begge Kongressens kamre. Det ville være en eklatant strategisk fejl, hvis Trump atter skulle true med at nedlægge veto.

Omvendt står præsidenten dog i den problemstilling, at hans støtter på højrefløjen og i medierne mildest alt ikke er imponeret over rammeaftalen. Her er for eksempel, hvordan præsidentens primære støtte i medierne – Fox News-værten Sean Hannity – reagerede på kompromisforslaget.

Hvem vinder mest fremadrettet?

Det andet store spørgsmål er, hvem der nemmest kan sælge aftalen som en sejr og dermed bruge den politisk fremadrettet?

Her er svaret, at alle parter med lidt spidsfindighed kan sælge aftalen som en sejr – men at præsident Trump i det lange løb nok slipper bedst fra den. Jeg ved godt, at det kan lyde paradoksalt: præsidenten får kun en meget lille del af den grænsesikring, han krævede og lukkede dele af det føderale statsapparat ned over. Og det er heller ikke nogen grænsemur, men et grænsehegn.

Vi vender tilbage til den analyse, men lad os først se på forhandlingens grundvilkår.

Demokraterne stod stærkt

Demokraterne har kun flertal i et af Kongressens kamre, Repræsentanternes Hus, hvilket på papiret gør dem til den svage part i forhandlingerne. Det skulle man i hvert fald tro.

Men siden Demokraterne alligevel ikke kan få deres primære politikområder gennemført, så længe Republikanerne sidder på både Senatet og Det Hvide Hus, handler det for oppositionspartiet i høj grad om at forhindre lovgivning, der giver præsidenten og hans parti politiske sejre. Her kan partiet bruge sit flertal i Repræsentanternes Hus til at blokere for lovgivning og tvinge Republikanerne til at indgå kompromisser. Det er med andre ord faktisk en magtfuld situation, som Demokraterne står i, selvom Republikanerne har både Senatet og præsidentposten.

Ser man på den konkrete aftale, er der tale om netop sådan et kompromis, men ikke en demokratisk sejr. Der er bred støtte i befolkningen til bedre grænsesikring, men Trumps ønskede grænsemur er en torn i øjet på Demokraterne. Det logiske kompromis var derfor at styrke grænsesikringen uden at give Trump (dele af) en mur – så rammeaftalen bevilliger penge til at bedre grænsesikring i form af overvågning og personale, men også ved at udvide den eksisterende fysiske grænsesikring. Det havde partiet ellers afvist kategorisk.

Trumps opblødning

Trump og Republikanerne derimod sidder ganske vist både på Senatet og Det Hvide Hus, hvilket gjorde dem til den på papiret stærkere spiller i forhandlingerne, men stod de facto i en svag forhandlingsposition.

Præsidenten havde malet sig og sit parti op i et hjørne med den rekordlange government shutdown og sin ihærdige insisteren på at få et meget konkret beløb – 5,7 milliarder dollars (knap 35 milliarder kroner) til et meget konkret formål, konstruktionen af en grænsemur, som er forhadt hos oppositionen og også møder modstand internt i Det Republikanske Parti.

Kompromisset, som præsidenten derfor blev nødt til at bevæge sig hen imod, var todelt. For det første blev Trump nødt til at bløde op på, hvilken form og omfang af grænsesikring, der ville være acceptabel. Her åbnede præsidenten, blandt andet i sin State of the Union-tale i sidste uge, op for at udvidelsen af fysiske grænsebarrierer kunne ske både i form af et grænsehegn eller en grænsemur.

Omfanget af grænsebarrieren er præsidenten til gengæld ikke blødt op på endnu, men det vil han altid kunne sælge som en tiltrængt start på et langsigtet projekt.

Trump vinder

Skulle forslaget stemmes igennem Kongressen og underskrives af præsidenten, formåede Demokraterne altså at nægte Trump de bebudede godt 5,7 milliarder dollars til at udvide grænsesikringen med knap 350 kilometer. Men præsidenten får ikke desto trods, og på trods af Demokraternes oprindelige insisteren på det modsatte, bevilliget penge, om end det kun er godt og vel 1,4 milliarder dollars og yderligere 90 kilometer.

Skulle man udpege en vinder – og politik handler jo i høj grad om, hvem der vinder og taber i politiske forhandlinger – er det derfor Donald Trump, der slipper bedst fra det i det lange løb.

For i en situation, hvor hverken Demokrater eller Republikanere sidder på både præsidentembedet og Kongressen, kan det selvfølgelig ikke være målestokken for en politisk sejr, om man har fået alle sine politiske mærkesager igennem.

Men for præsident Trump er det selvsagt bedre fremadrettet at få lidt af den grænsesikring, han så længe har krævet – også hvis i form af et grænsehegn frem for en grænsemur -, end det er for Demokraterne at have givet indrømmelser på, hvorvidt den eksisterende fysiske grænsesikring overhovedet skulle udvides eller ej.

Trumps strategiske fejl

Det betyder dog ikke, at aftalen i så fald ville være en kæmpesejr for Trump. Præsidenten vil skulle forholde sig til, hvorfor han ikke formåede at få bevillingerne til en grænsemur i de to år, hvor Republikanerne faktisk havde flertal i begge Kongressens kamre.

Svaret er selvfølgelig, at Trump ikke engang kunne finde flertal blandt sine partifæller til sit vigtigste valgløfte. Vel og mærke på trods af, at han har en vicepræsident i Mike Pence, der er bundrutineret og har gode relationer til de vigtigste republikanske spillere i Kongressen. Dette ledelsesmæssige svigt, som illustrerer hvor svag en præsident Donald Trump er indenrigspolitisk, vil blive en central del af Trumps politiske eftermæle.

Ligeledes illustrerer rammeaftalen i så fald også, at det var en strategisk fejl at tvinge landet igennem et historisk langt government shutdown. Trump får nemlig ikke noget i aftalen, han ikke kunne have fået tidligere.

Så selvom der ville være tale om en aftale, som Trump kan bruge fremadrettet, vil der også være tale om en præsident, der på eklatant vis fejlvurderede den oprindelige udgangssituation.

At præsidenten udtalte i dag, at han ”ikke er glad” for aftalen, kommer ikke som den store overraskelse. Det skal Trump sige. Rammeaftalen er ikke i nærheden af det, Trump oprindeligt krævede og lukkede dele af det føderale statsapparat ned over i rekordlang tid - selvom præsidenten nok godt vidste, han aldrig kunne få det ønskede beløb.

Hvorfor skal Trump sige, som han gør? Fordi det hjælper ham med det næste formodentlige træk: at udpege Kongressen som den skyldige, fordi han ikke fik bevilliget hele beløbet og derefter forsøge at bygge grænsemuren eller hegnet udenom Kongressen, som CNN's Dana Bash pointerede på Twitter: