USA's udenrigsminister advarer mod Huaweis indflydelse i Europa

Herhjemme har Huawei en kontrakt med TDC om at opbygge det danske 5G-mobilnet. En aftale, der har skabt skepsis hos flere politikere.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, er mandag ankommet til Ungarn forud for besøg i Slovakiet og Polen.

Hovedbudskabet fra Mike Pompeo til Ungarns premierminister Viktor Orbán var, at USA kan blive tvunget til at ændre sine aktiviteter i de lande, der fortsat laver forretninger med det kinesiske teleselskab Huawei, der er en af de helt store spillere på det ungarske telemarked.

- De er et selvstændigt land, så de må tage deres egne beslutninger. Men det vigtige for os er, at vi deler de ting, som vi ved, i forhold til farerne ved Huaweis tilstedeværelse, sagde Pompeo.

- Der er reel risiko for, at deres eget folks privatliv ikke er beskyttet. Der er risiko for, at Kina vil bruge de her ting på en måde, som ikke er i Ungarns bedste interesse.

Også i Danmark er myndighederne opmærksomme på anklagerne mod den kinesiske telegigant. Særligt, fordi Huawei har en kontrakt med TDC om at opbygge det danske 5G-mobilnet. En aftale, der har skabt skepsis hos flere folketingspolitikere, der for tre uger siden kaldte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd om emnet.

Ikke længere et frit land

Den generelle udvikling i Ungarn vækker også bekymring i Washington og det øvrige EU, skriver nyhedsbureauet AFP.

Viktor Orbán står for en stærk centralmagt og begrænset politisk frihed. Han har et særligt forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin, trods vestlig bekymring over udviklingen i Ukraine.

En amerikansk embedsmand sagde tidligere mandag, at Pompeo i Budapest blandt andet vil udtrykke bekymring over Orbáns opbakning til en russisk-støttet TurkStream gasrørledning. Desuden er USA utilfreds med Moskvas finansiering af et atomkraftværk i Ungarn.

Menneskerettighedsgruppen Freedom House fastslår i en ny rapport, at Ungarn ikke længere er et frit land. Kritikken bunder i indgreb foretaget af Viktor Orbán og hans nationalistiske parti, Fidesz.

- Fortsatte angreb på medier og demokratiet betyder, at Ungarn i dag kun er delvist frit. Angrebene påvirker medier, religiøse grupper, akademikere. private organisationer, retssystemet og den private sektor, hedder det i den årlige rapport "Freedom in the World 2019" fra Freedom House.

I årene efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev Ungarn hyldet som en succeshistorie. Men efter Orbáns magtovertagelse i 2010 er det gået tilbage, og Ungarn er kommet på kollisionskurs med det øvrige EU, skriver Freedom House.

- Orbán har stået i spidsen for et af de mest dramatiske tilbageslag nogensinde i de rapporter, som Freedom House har udarbejdet om udviklingen i EU, skriver menneskerettighedsgruppen.

Kritiske røster undertrykkes

Viktor Orbán og hans parti kritiseres for at undertrykke kritiske røster i medierne og i civilsamfundet.

Rapporten kommer på et tidspunkt, hvor USA's udenrigsministerium har stigende fokus på russisk og kinesisk indflydelse i to af EU's mest trodsige medlemslande i Østeuropa: Ungarn og Polen.

Orbán holdt søndag sin årlige tale om rigets tilstand. Her sagde han, at Ungarns regering vil give økonomisk hjælp og skatterabat til familier med mange børn. 

Den nye politik skal tilskynde kvinder til at føde flere børn og dermed rette op på det dalende befolkningstal, fremgik det af Orbáns tale. 

Kvinder, der får mindst fire børn, slipper for at betale indkomstskat resten af livet, lover den kontroversielle regeringschef. Orbán, der er kendt for at føre en yderst stram indvandringspolitik, siger, at de nye tiltag skal "sikre den ungarske nations overlevelse".