Orbán tilbyder stor skatterabat for at få flere børn

Ungarns leder vil mindske indvandringen og sikre "nationens overlevelse" og beder ungarere føde mange børn.

Ungarns regering vil give økonomisk hjælp og skatterabat til familier med mange børn, siger landets premierminister, Viktor Orbán, søndag.

Den nye politik skal tilskynde kvinder til at føde flere børn og dermed rette op på det dalende befolkningstal, fremgår det af Orbáns årlige tale om nationens tilstand.

Kvinder, der får mindst fire børn, slipper for at betale indkomstskat resten af livet, lover den kontroversielle regeringschef.

Orbán, der er kendt for at føre en yderst stram indvandringspolitik, siger, at de nye tiltag skal "sikre den ungarske nations overlevelse".

Fødselsraten i Ungarn er faldet til 1,45 børn per kvinde. Der er brug for, at hver kvinde føder i gennemsnit 2,1 børn for at holde befolkningstallet oppe.

- Dette er ungarernes svar, ikke indvandring, siger Orbán.

Tre børn giver offentligt tilskud 

Ud over, at mødre til mindst fire børn kan slippe helt for indkomstskat, kan en familie med mindst tre børn få et offentligt tilskud på 2,5 millioner forint, svarende til knap 59.000 kroner, til at købe en bil med syv sæder.

Kvinder under 40 år, der gifter sig for første gang, kan desuden få et lån på op til 10 millioner forint (235.000 kroner) til lav rente, lyder det fra Orbán.

Tilbagebetaling af lånet udsættes i tre år, når parret får sit første barn.

Efter det andet barn bliver en tredjedel af lånet eftergivet, og efter det tredje barn bliver resten af lånet strøget fra skyldnerlisten.

I sin tale opfordrer Orbán desuden vælgerne i Ungarn til at forsvare det, han kalder de kristne nationer, mod indvandring, som ifølge ham medbringer "terrorismens virus".