Verdens koralrev er døende - sådan kan du hjælpe

Solcreme er med til at ødelægge verdens koralrev - heldigvis behøver du ikke blive solskoldet for at gøre noget ved det.

Lige nu plasker tusindvis af danskere rundt i havet på solrige feriedestinationer verden over. Og hvis det ikke skal ende med hummerrød hud, så er det på med et lag solcreme.

Men hvad de færreste måske tænker over er, hvor meget solcremen skader det marine liv, de netop kommer for at se.

Lad os nu bruge den femmer ekstra på en solcreme, som ikke ødelægger korallerne

Henrik Rudolf, dykkerinstruktør

- Når jeg skal købe solcreme, går jeg efter solfaktor og vandrestistens, lyder det fra svenske Jane Svenson, der er på strandferie på Phuket i Thailand og smører et godt lag faktor 30 på huden.

Ender i koralrevene

Meget af solcremen, vi smører på, skylles af, når vi bader i havet.

Ifølge forskernes vurdering ender mellem 6000 og 14.000 tons solcreme hvert år i koralrevene. Og det er ødelæggende.

Derfor er visse typer solcreme blevet bandlyst flere steder i verden.

- Vi ved, at bestemte kemikalier i solcreme gør, at de aldrig kommer tilbage igen, siger marineforsker Craig Downs fra University of Central Florida til avisen the Guardian. Han har ledet en undersøgelse omkring netop dette.

Der findes flere alternative typer solcreme på markedet, som ikke skader korallerne.
Der findes flere alternative typer solcreme på markedet, som ikke skader korallerne. Foto: Anders Bach / TV 2 Danmark

Forstyrrer korallernes DNA

Kemikalierne hedder Benzophenone-3 (oxybenzone) og Ethylhexyl methoxycinnamate (octinoxate).

De fungerer som et UV-filter og er billige at producere. Men de ændrer korallernes dna og gør dem mere følsomme over for temperaturstigninger.

Det vil sige, at der ikke skal en lige så høj temperatur til, før korallerne bleges, hvis de har absorberet de skadelige stoffer.

På de unge koraller skaber oxybenzone hormonforstyrrelser, som får dem til at lukke sig om deres eget skelet og dø.

Der skal ikke meget til - kemikalierne er skadelige i mængder helt ned til 62 dele per billion. Det svarer til en dråbe vand i 6,5 swimmingpools i OL-størrelse.

I den amerikanske delstat Hawaii vil de typer af solcreme, der er skadelige for koralrev, være bandlyst fra 2021.
I den amerikanske delstat Hawaii vil de typer af solcreme, der er skadelige for koralrev, være bandlyst fra 2021. Foto: Ronen Zilberman / Ritzau Scanpix
I østaten Palau i Oceanien kan du fra næste år få en bøde på det der svarer til 6700 kroner, hvis du har den for naturen farlige solcreme på.
I østaten Palau i Oceanien kan du fra næste år få en bøde på det der svarer til 6700 kroner, hvis du har den for naturen farlige solcreme på. Foto: Richard Brooks / Scanpix Denmark
I den mexicanske nationalpark Xel-Ha får besøgende konfiskeret deres solcreme i indgangen, hvis den ikke er naturvenlig.
I den mexicanske nationalpark Xel-Ha får besøgende konfiskeret deres solcreme i indgangen, hvis den ikke er naturvenlig. Foto: Elizabeth Ruiz / Scanpix Denmark

Solskoldning er ikke nødvendig

Flere virksomheder verden over har dog udarbejdet solcremer, der bruger miljøvenlige alternativer til kemikaliet. Blandt andet i Thailand.

- Vi bruger zinkoxid, som er et naturligt bionedbrydeligt mineral. Det bliver ikke absorberet i korallerne, siger Nina Morris, ejer af virksomheden Reef Repair.

Hun bor på den thailandske ferieø Phuket og producerer det, hun kalder ”koralsikker” solcreme.

Oxybenzone er fundet i store koncentrationer i nogle af verdens mest populære badestrande og koralrev.
Oxybenzone er fundet i store koncentrationer i nogle af verdens mest populære badestrande og koralrev. Foto: Anders Bach / TV 2 Danmark

En tube på 120 milliliter koster 105 kroner. Den pris ligger en smule højere end prisen på de mest kendte mærker solcreme på hylderne i danske butikker.

Men pengene burde ikke være et problem. Det mener i hvert fald dykkerinstruktør Henrik Rudolf, der ejer Diving Adventures Thailand i Phuket.

- Lad os nu bruge den femmer ekstra på solcreme, som ikke ødelægger korallerne. Vi har jo råd til det, siger han.

Kræver øjeblikkelig handling

Dykkerinstruktøren har set, hvordan store dele af koralrevene i området er blevet ødelagt. Nationalt i Thailand er 77 procent af koralrevene helt eller delvist ødelagte.

Sådan ser det for eksempel ud i et område i Thailand, hvor der førhen vrimlede med fisk og farverige koraller: 

Tantholdt optager sin dykkertur ved Maya-bugten, hvor en stor del af koralrevene er døde. Video: TV 2 Danmark

Det samme er sket for flere andre koralrev i verden.

Det caribiske øhav har mistet 80 procent af sine koralrev, mens den nordlige del af Great Barrier Reef i Australien er reduceret til det halve.

- Jeg tror ikke, det er muligt at reparere al skaden, siger Nina Morris fra Reef Repair.

- Men det er muligt at begynde at få livet til at vende tilbage til koralrevene og starte med at gøre dem sundere. Der er nødt til at blive gjort noget nu, understreger hun.