Naturens bedemand er truet - og det er et problem

16x9
Gribben har skam venner. Det har den også brug for, for den er en truet dyreart. Her er det et hjem for gribbe i Sydafrika. Foto: Mujahid Safodien / Scanpix Denmark

Gribben står overfor udryddelse. Det ville være trist, for den gør et kæmpe arbejde.

Gribben har aldrig været et dyr, som har stået os mennesker nær. Vi væmmes ved ådselsæderen. Der laves tøjdyr til børn af alle mulige dyr, men på hvor mange børneværelser finder man en plys-grib?

Ved at begrænse smittefaren, er gribbene værdifulde og med til at reducere landenes sundhedsudgifter.

BirdLife International

Måske burde vi anlægge et andet syn på fuglen. For gribbene gør et stort stykke renovationsarbejde, når de i flok og i løbet af ingen tid æder sig igennem et kadaver på savannen eller på kvægavlernes jorder. Jeg har set et dødt zebraføl blive til et renpillet skelet på sekunder. Ikke en trævl var tilbage.

Vi står i gæld til gribbene

Dermed mindsker gribbene risikoen for smitte af en række sygdomme som tuberkulose, miltbrand og brucellose (en dyre-infektionssygdom, der kan overføres til mennesker).

Ja, vi står faktisk i gæld til gribbene for det arbejde, de udfører som naturens bede- og skraldemænd. Organisationen BirdLife International har regnet på det. Og hvordan de er kommet frem til tallet, ved jeg ikke, men organisationen mener, at verden skylder hver eneste grib i verden 11.000 dollar for udført arbejde i renovationens tjeneste.

 - Ved at begrænse smittefaren, er gribbene værdifulde og med til at reducere landenes sundhedsudgifter. Desuden er de gode for turismen, siger BirdLife International. Men op mod 98 procent af gribbene i hele Afrika er udryddede, siger organisationen.

En flodhest er en stor mundfuld, men en flok gribbe kan gøre kål på sådan en på ingen tid. De er med til at mindske smittefaren for mennesker, og vi skal passe på dem.
En flodhest er en stor mundfuld, men en flok gribbe kan gøre kål på sådan en på ingen tid. De er med til at mindske smittefaren for mennesker, og vi skal passe på dem. Foto: Joseph Eid / Scanpix Denmark

En konflikt mellem mennesker og dyr

De er truede på grund af forgiftning. De kadavere, som de æder, er tit så fyldt med giftstoffer, at gribbene dør af det, de æder. Det sker typisk, når rovdyr som f.eks. løver, hyæner og leoparder angriber kvægbestande og andre husdyr. Kvægavlerne injicerer de døde husdyr med gift, for at rovdyrene ikke skal æde dem. Men det gør gribbene. De dør med andre ord i en konflikt mellem mennesker og dyr.

 - Disse ubesungne helte står overfor masseudryddelse. Men de er naturens sanitetsarbejdere, som burde fejres, lyder det måske en smule højstemt fra BirdLife International.

En anden organisation, the International Union of Conservation and Nature, siger, at fire ud af syv gribbearter i Kenya er truet. Det er ikke kun i Kenya. 14 ud af 23 arter verden over er truet med udryddelse.

Gribben er ikke bare beskidt og grådig

Der bør gribes ind, siger eksperter og opfordrer til mere opmærksomhed på problemet og en ændring af vores syn på fuglen som beskidt og grådig.

Gribbene er, som så mange andre dyr, også truet af, at deres habitater indskrænkes og forstyrres af mennesker, vindmøller og højspændingsledninger.

De fleste af os bliver lidt forstemt, når vi hører om udryddelsestruede dyr som næsehorn, elefanter og andre dyr fra Disney-kataloget. Nu skal vi så også til at omfavne gribbene. Der er noget at gøre for en frisk lobbyist.