Ikea undskylder for at udelade New Zealand på verdenskort

16x9
Sådan ser Ikea-kortet med produktnavnet 'BJÖRKSTA' ud. En kunde opdagede, at der manglede noget. Foto: Ikea

Den svenske møbelgigant fjerner nu kortet fra sine butikker.

Ikea undskylder nu til New Zealand, efter at den svenske møbelgigant har udeladt ø-nationen fra et verdenskort.

Det skriver BBC fredag.

Udeladelsen blev opdaget af en bruger på det sociale netværk Reddit, da han handlede i et Ikea-varehus lidt uden for den amerikanske hovedstad, Washington D.C.

Efterfølgende lagde han et billede af det fejlagtige kort op i et forum på Reddit, hvilket hurtigt fik så meget opmærksomhed, at Ikea altså nu har valgt at beklage.

- Ikea er ansvarlig for at sikre korrekte motiver på alle vores produkter. Vi kan se, at processen har slået fejl i forhold til produktet BJÖRKSTA verdenskort, og vi fortryder denne fejl og undskylder, skriver en talsmand fra Ikea i et skriftlig svar til BBC.

Talspersonen tilføjer, at møbelkæden vil gennemføre de nødvendige tiltag, og at produktet nu udfases fra butikkerne. I skrivende stund kan det dog stadig købes i Ikeas netbutik.

Premierminister gik til kamp for pladsen på kort

Billedet, der startede balladen, blev delt i et Reddit-forum, ’MapsWithoutNZ’, der er dedikeret til at finde og dele eksempler på kort, hvor New Zealand er glemt eller bevidst udeladt. For det er langt fra første gang, at det er sket.

Eksempelvis har flere rapporteret, at et kort over verdens befolkning i det naturhistoriske museum i Washington D.C. også skulle have mistet New Zealand.

Faktisk er udeladelserne sket så ofte, at landets premierminister, Jacinda Ardern, og komikeren Rhys Darby i 2018 lavede en video om emnet:

#GetNZonthemap

Fellow humans, there's a big conspiracy going down! We need to prove that New Zealand is missing from world maps so I can update New Zealand's fearless leader Jacinda Ardern. Help us #getNZonthemap

Posted by Rhys Darby on Tuesday, May 1, 2018

Videoen med titlen ’GetNZonthemap’ (Få New Zealand på kortet, red.) er lavet med et glimt i øjet og anklager andre lande for bevidst at udelade New Zealand fra kort i håbet om at stjæle turister væk fra landet.

Også siden for fejlmeddelelser på den newzealandske regerings hjemmeside spiller med på tendensen. Her vises et verdenskort med teksten ”Vi beklager, noget mangler… som New Zealand på dette kort.”

Sådan ser det ud, hvis brugere kommer ind på en side, der ikke findes på den newzealandske regerings hjemmeside.
Sådan ser det ud, hvis brugere kommer ind på en side, der ikke findes på den newzealandske regerings hjemmeside. Foto: Screenshot / govt.nz