Her holder nødhjælpen til Venezuela - men militæret vil ikke lade den komme ind i landet

Trods pres fra oppositionslederen og det internationale samfund adlyder Venezuelas militær fortsat præsident Maduros ordre.

Lige nu holder en lastbil-konvoj stille i Colombia.

Efter at være kørt af snoede bjergveje fra Bógota er konvojen endelig nået frem til grænsebroen Tienditas nær Venezuela, hvor den nu er gået i stå.

Det skriver BBC.

Maduros blokade af Tienditas-broen mellem Venezuela og Colombia.
Maduros blokade af Tienditas-broen mellem Venezuela og Colombia. Foto: Edinson Estupinan / Ritzau Scanpix

Konvojen indeholder amerikansk støttet humanitær hjælp til det hårdt trængte venezuelanske folk, som synes at blive holdt gidsler i det politiske drama, som landet er kastet ud i.

Oppositionslederen, Juan Guaidó, har med støtte fra over 40 lande erklæret sig selv midlertidig præsident for landet, mens den detroniserede præsident Nicolás Maduro fortsat klynger sig til magten og nægter at gå af. 

Og netop de ventede lastbiler har udløst en konflikt, hvor begge parter står stejlt på hver sin side. 

Nicolás Maduro har fortsat også mange støtter i Venezuela. Mens nødhjælpskonvojen holdt stille ved grænsebroen viste præsidenten sig for sine tilhængere under en folkesamling i Caracas.
Nicolás Maduro har fortsat også mange støtter i Venezuela. Mens nødhjælpskonvojen holdt stille ved grænsebroen viste præsidenten sig for sine tilhængere under en folkesamling i Caracas. Foto: Carlos Barria / Ritzau Scanpix

Vil ikke gå tiggergang

For Maduro, som stadig nyder militærets støtte, har udstedt ordre til at blokere grænsebroen Tienditas og forhindre at nødhjælpen fra Colombia når frem.

Og lige nu forhindrer lastbiler, containere og pigtråd nødhjælpskonvojen i at passere.

Han har tidligere udtalt, at Venezuelas folk ikke går tiggergang overfor verden, mens observatører vurderer, at der ligger en mere strategisk overvejelse bag blokaden:

At Maduro ved at lukke konvojen ind i landet dermed også accepterer en udenlandsk militær intervention, som vil tvinge ham fra magten.

Oppositionsleder Juan Guaido under et møde onsdag.
Oppositionsleder Juan Guaido under et møde onsdag. Foto: Leonardo Munoz / Ritzau Scanpix

Blokaden holder

På den anden side har rivalen Juan Guaidó presset på for at lade hjælpen nå frem til folket. Formentlig også for at svække Maduros regime ved at tvinge soldater til at nægte at adlyde ordre og give den humanitære konvoj adgang til Venezuela.

Flere lokale ledere i landet har tilsluttet sig opfordringen til militæret.

Men indtil videre har militæret bestået loyalitetstesten. Blokaden holder. 

I mellemtiden har Juan Guaidó udtalt, at han planlægger at opføre hjælpecentraler i nabolandene, hvor tusindvis af venezuelanere er flygtet til.

Ligeledes planlægger han at samle en international koalition, som skal tvinge det Maduro-tro militær til at give nødhjælpen adgang.