Trump: Jeg vil ikke sige det for tidligt, men i næste uge har vi udryddet Islamisk Stats kalifat

USA's præsident mener, at Islamisk Stat er besejret. Men dansk forsker advarer mod at tro, at faren er drevet over.

I næste uge kan Donald Trump annoncere, at USA og dets allierede har generobret 100 procent af terrorbevægelsen Islamisk Stats områder i Syrien og Irak.

Det sagde USA's præsident i hvert fald onsdag under en konference i det amerikanske udenrigsministerium i Washington.

- Det bør kunne annonceres officielt, nok en gang i næste uge, at vi har 100 procent af kalifatet, sagde han.

På konferencen var udenrigsministre og højtstående ansatte fra 79 lande - deriblandt Danmark - som deltager i koalitionen mod Islamisk Stat.

Og Trump understregede, at han venter på et klarsignal fra militæret.

- Jeg venter på, at det bliver officielt. Jeg vil ikke sige det for tidligt, sagde præsidenten.

Pentagon advarer

Men Pentagon advarer om, at terrorgruppen kan genopstå for fuld kraft.

For få uger siden forlød det, at Islamisk Stat havde mistet 99,5 procent af sine områder, og at omtrent 2000 oprørere var samlet på et under fem kvadratkilometer stort område i Eufrat-dalen i Syrien og et under halvt så stort område i Irak.

Men nu erkender Pentagon, at oprørerne har spredt sig og skjuler sig i et over 100 gange større område.

- I øjeblikket er Islamisk Stat ved at gendanne nøglefunktioner hurtigere i Irak end i Syrien, men uden vedholdende pres kan Islamisk Stat meget vel genopstå inden for 6 til 12 måneder og genvinde et begrænset territorium i Eufrat-dalen, skriver Pentagon i en dugfrisk rapport ifølge NBC News.

Det vedholdende pres, som Pentagon omtaler, er for eksempel den koordinerede modstand, som den internationale koalition har givet terrorbevægelsen.

Forsker: Andre grupper står på spring

Donald Trump sagde ellers i december, at Islamisk Stat i Syrien er besejret.

Men Peter Viggo Jakobsen, der er forsker ved Forsvarsakademiet, advarer mod at tro, at terrorbevægelsen er besejret, bare fordi den ikke råder over landområder mere.

- Islamisk Stat kommer aldrig til at tage land igen i Syrien og Irak. Som et kalifat er de færdige. Men de råder stadig over våben og mennesker, der kan lave propaganda på nettet, siger han til TV 2.

Faren for terror er ikke drevet over

Derfor skal vi heller ikke holde op med at bekymre os.

- Jeg tror ikke, at Islamisk Stat kan holde luft i ballonen. De har hverken nogen succes eller noget territorium i de her dage. Men der kan sagtens skyde andre radikaliserede grupper op i deres kølvand, siger Peter Viggo Jakobsen.

Sådanne grupper og en slagen Islamisk Stat er begge farlige scenarier.

- Der kan jo ske det, at nogen af dem rejser hjem igen til Mellemøsten og Europa og tager deres overbevisninger og nye kundskaber med hjem, siger forskeren på Forsvarsakademiet til TV 2.