Trump viste igen sine to ansigter i tale til Kongressen

16x9
Donald Trump under sin tale Foto: Pool / Ritzau Scanpix

Man skal næppe forvente de store tværpolitiske gennembrud i kølvandet på præsidentens tale.

Præsidentens årlige tale til Kongressen er den største platform, Donald Trump kommer til at få i dette år. Men uagtet de nøje koreograferede rammer skal man ikke forvente de store politiske gennembrud i kølvandet på talen. For ligesom en gris stadig er en gris, selvom man giver den læbestift på, så er USA's politiske klima stadig forpestet og polariseret, selvom politikerne for en aften gør gode miner til slet spil.

Det Hvide Hus havde i dagene op til talen kommunikeret, at præsident Trump ville holde en pragmatisk tale med et tilbud om politisk samarbejde hen over midten. Og ganske som lovet valgte Trump da også at fokusere på en lang række af de såkaldte ”70-30”-emner, som man burde kunne forvente en vis form for tværpolitisk samarbejde om.

Men ligeledes valgte præsidenten at gentage påstande, som faktatjekkere tidligere har tilbagevist som værende forkerte eller vildledende.

Trump opfordrede også Kongressen til at stoppe de igangværende undersøgelser mod præsidenten og hans valgkampagne og påstod, at USA ville være i krig med Nordkorea nu, hvis han ikke havde vundet præsidentvalget. Ligeledes kom Trump med markante udtalelser om værdipolitiske emner såsom retten til abort, der næppe sikrer ham flere venner i den demokratiske lejr.

Trumps to ansigter

Dermed blev den årlige tale til Kongressen igen et eksempel på præsidentens to ansigter. Mens vi i hverdagen ser en præsident i nærmest konstant verbal infight og slagsmål med sine politiske modstandere, så vi dette i mindre omfang i nattens tale. I stedet fremtonede en pragmatisk udgave af selvsamme ellers så provokerende præsident frem på tv-skærmene.

State of the Union-talerne er utvivlsomt de øjeblikke, hvor Donald Trump mest ligner enhver anden amerikansk præsident (ikke mindst fordi Trump faktisk holder sig til sine talepapirer og teleprompteren i dem).

Men som bekendt er der langt fra ord til handling. Uagtet præsidentens budskab skal man ikke forvente det store tværpolitiske samarbejde i den kommende tid. Dertil ligger de to partier for langt fra hinanden ideologisk. Ligeledes har begge partier ikke den store interesse i at samarbejde – og dermed give modparten en sejr – med et præsidentvalg ude i horisonten.

Præsident Trump plejer heller ikke at forblive i den pragmatiske modus særlig længe, men er tidligere hurtigt gået tilbage til at være den præsidentielle provokatør. Her er for eksempel præsidentens første tweet efter sidste års State of the Union-tale, hvor Trump også havde opfordret til at finde fælles fodslag og arbejde hen over midten: Demokraterne gider ikke at samarbejde, så stem dem endelig ud ved midtvejsvalget (hvilket som bekendt ikke skete, tværtimod).

Den næste nedlukning truer

Måske bliver det muligt at samarbejde om nogle få konkrete emner såsom lavere medicinpriser eller en infrastrukturpakke. Det samme skal man dog ikke forvente i det betændte grænsesikringsspørgsmål.

Apropos grænsemuren, så er det værd at hæfte sig ved talens usædvanlige rammer. For selvom det kan virke som en evighed, så er det kun halvanden uge siden, at den længste delvise nedlukning af det føderale statsapparat i amerikansk historie fandt en midlertidig afslutning. En nedlukning, der forsinkede præsidentens tale til Kongressen med en uge, og der i sin kerne lige præcis handlede om parternes manglende evne til at finde et kompromis i grænsesikringsspørgsmålet.

Denne problematik er stadig hovedomdrejningspunkt, mens forhandlingerne fortsætter, da den nuværende finansiering til det føderale statsapparat udløber om ni dage.

Ingen national nødstilstand endnu

I nat afstod præsidenten fra at erklære en national nødstilstand for at kunne bygge grænsemuren uden om Kongressen. Han nævnte ligeledes ikke nedlukningen af det føderale statsapparat med et ord. Men Trump gjorde det tydeligt, at det kunne blive et muligt scenarie om godt halvanden uge. Et sådant træk vil blive mødt med stor modstand i egne rækker.

For selvom der nok vil være mest fokus på den egentlige politiske opposition i form af Demokraterne, så var et vigtigt element i nattens tale også, at der er en række problemstillinger, hvor præsident Trump risikerer at få sit eget parti på nakken. For eksempel i forhold til truslen om at bygge grænsemuren uden om Kongressen, men også særligt på det udenrigspolitiske område i forhold til forhandlingerne med Nordkorea, krigen i Yemen og ønsket om at trække de amerikanske tropper ud af Syrien og Afghanistan.

Et politisk paradoks

Ud fra et strategisk synspunkt var Trumps tilgang og iscenesættelse som den pragmatiske præsident velvalgt. Præsidenten har nu retorisk strakt hånden frem på den store scene og opfordret Demokraterne til at samarbejde hen over midten. Når Demokraterne, som man må forvente, ikke kommer til at samarbejde nævneværdigt med præsidenten, vil Trump kunne klage dagen lang – hele vejen frem mod valgdagen i november 2020 - over oppositionens manglende samarbejdsvilje.

Det er dog fortsat den amerikanske økonomi, der er Trumps bedste argument i forsøget på at opnå genvalg næste år. Arbejdsløsheden er historisk lav, og lønstigningerne er på deres højeste niveau i et årti (ikke justeret for inflation). Som netmediet Axios skrev i sin optakt til præsidentens tale, så er det mindst tyve år siden – vi skal tilbage til 1990'erne, hvor Bill Clinton var præsident - at en amerikansk præsident kunne bryste sig med så stærke økonomiske tal, som Trump kunne.

Men med disse stærke økonomiske nøgletal følger der også et politisk paradoks. Som tv-stationen NBC pointerede, så er nationens tilstand markant stærkere end præsident Trumps. For på trods af de flotte økonomiske nøgletal i præsidentens første to år på posten, er Donald Trumps popularitetstal lavere, end de var ved tiltrædelsen (hvor de allerede var kummerlige i en historisk sammenligning).

Derfor er den store historie om Donald Trumps tredje tale til Kongressen ikke kun fortællingen om præsidentens to ansigter, men også historien om en amerikansk præsident, der ihærdigt forsøger at skjule, at han står midt i en politisk krise.