Her er ordet, Trump ikke tog i sin mund under sin tale til nationen

Trods rekordlang nedlukning af det føderale statsapparat hen over jul og nytår, gik USA's præsident udenom emnet.

Det har haft konsekvenser for op imod 800.000 offentligt ansatte. Men USA's præsident, Donald Trump, veg i sin State of the Union-tale udenom den nedlukning af det føderale statsapparat, der har skrevet en slags amerikansk historie.

I 35 dage var der nedlukning i dele af den offentlige sektor, og det var også været en medvirkende årsag til, at Donald Trumps tale til nationen er blevet forsinket. Men trods det faktum blev det emne forbigået under præsidentens tale, og det vækker undren flere steder i den amerikanske medieverden.

- Trump nævnte aldrig, hvad offentligt ansatte måtte gå igennem i sin tale tirsdag aften. Han udtrykte ingen fortrydelse for sin nedlukning, og han gav ingen løfter om, at det ikke ville ske igen. Det nærmeste, han kom til det, var i sin opfordring til, at Kongressen ville vedtage at finde midler til at betale for grænsemuren efter 15. februar, skriver Huffington Posts Amanda Terkel i sin analyse.

Netop finansieringen af en meget omdiskuteret grænsemur ved den amerikansk-mexicanske grænse har været et absolut nøglepunkt i amerikansk indenrigspolitik de seneste måneder.

Kongressen skal vise sig for verden

Donald Trump har ikke kunnet finde opbakning for at bruge 5,7 milliarder dollars på at opføre den flere tusind kilometer lange mur. Men i sin tale lagde USA's førstemand ikke skjul på, at grænsemuren skal opføres i bestræbelserne på at dæmme op for illegal indvandring.

- Kongressen har nu ti dage til at vedtage en aftale for finanslov, som kan beskytte vores land og afsikre grænsen mod syd. Det er nu, Kongressen skal vise verden, at Amerika har forpligtet sig til at stoppe for ulovlig indvandring og drive de ryggesløse hyæner, karteller, narkohandlere og menneskesmuglere ud af business, sagde Trump.

TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster vurderer, at Donald Trump nok undlod at nævne nedlukningen af det amerikanske statsapparat. Men at en fortsættelse sagtens kan følge, hvis ikke det lykkes at nå til en form for enighed i hele grænsespørgsmålet.

- I nat afstod præsidenten fra at erklære en national nødstilstand for at kunne bygge grænsemuren udenom Kongressen. Han nævnte ligeledes ikke nedlukningen af det føderale statsapparat med et ord. Men Trump gjorde det tydeligt, at det kunne blive et muligt scenarie om godt halvanden uge. Et sådant træk vil blive mødt med stor modstand i egne rækker, skriver Mirco Reimer-Elster.

At forbigå nedlukningen af det amerikanske statsapparat kan dog sagtens vise sig at være motiveret af taktiske hensyn. Fordi det er en tabersag i den amerikanske offentlighed.

- Den oplagte forklaring er, at meningsmålinger tydeligt indikerede, at den sidste nedlukning var en folkelig tabersag for Trump. Et flertal af amerikanerne klandrede præsidenten for nedlukningen, mens Trump heller ikke fik de ønskede penge til en grænsemur, siger Mirco Reimer-Elster, som dog ser et helt andet trumfkort i ærmet på Donald Trump, hvis det skal blive til genvalg på præsidentposten i efteråret 2020.

- Arbejdsløsheden er historisk lav, og lønstigningerne er på deres højeste niveau i et årti. Vi skal tilbage til 1990'erne, hvor Bill Clinton var præsident for, at en amerikansk præsident kunne bryste sig med så stærke økonomiske tal, som Trump kan, mener TV 2s analytiker.