Voldsomt vejr gør tusinder hjemløse i Australien

Både mennesker og dyr er sendt på flugt af den værste nedbør i årtier.

Regnen kom. Og regnen tog.

Det er den umiddelbare konsekvens af de enorme nedbørsmængder, der har ramt det nordøstlige Australien og oversvømmet op mod 20.000 huse.

Ifølge CNN er flere tusinde mennesker gjort hjemløse af de enorme vandmasser, der blandt andet har fået floden Ross til at gå over sine bredder.

Den lokale journalist Philip Calder har foreviget sceneriet fra helikopterperspektiv og kaldt det "ødelæggende".

Det meste af byen Townsville i staten Queensland menes at ligge under vand som følge af regnvejret, der beskrives som et af de værste i årtier.

- Det er det måske værste i op imod 100 år, konstaterer Annastacia Palaszczuk, der er regionsleder i Queensland, som er det hårdest ramte område.

Townsville er det hårdest ramte område i staten Queensland i det nordøstlige Australien.
Townsville er det hårdest ramte område i staten Queensland i det nordøstlige Australien. Foto: Dave Acree / Ritzau Scanpix

- Der vil stadig falde store mængder regn, og man skal forvente, at veje vil være ufarbare, lyder bulletinerne ifølge meteorologer i Queensland.

Hvad der har udløst de enorme regnmængder, er endnu uvist. Men sikkert er det, at Australien som andre dele af kloden har været ramt af klimatiske udsving. Både hvad angår nedbør og varme.

Januar måned har således været den varmeste nogensinde med gennemsnitstemperaturer på 40 grader i skyggen.

Katastrofen langt fra afblæst

Annastacia Palaszczuk advarer om, at katastrofen langt fra er afblæst. Endsige overstået.

- Der vil komme voldsomme vindstød og yderligere nedbør, der vil forårsage pludselige oversvømmelser. Så vi advarer endnu en gang om, at man ikke begiver sig ud på vejene, siger Annastacia Palaszczuk.

Beboere må forlade deres hjem på grund af oversvømmelser, efter at myndighederne måtte åbne for dæmningen ved Ross-floden.
Beboere må forlade deres hjem på grund af oversvømmelser, efter at myndighederne måtte åbne for dæmningen ved Ross-floden. Foto: Andrew Rankin / Ritzau Scanpix

Det er ikke bare regnen, som har skabt kaos i området. Myndighederne har, som følge af de 1000 millimeter nedbør, der er faldet på en uge, set sig nødsaget til at åbne en dæmning ved floden Ross. Dermed er der strømmet enorme vandmasser ud, hvilket har ført til omfattende materielle skader og sendt mennesker og dyr på flugt.

Både kænguruer, slanger og selv krokodiller er blevet set i gadebilledet eller svømmende rundt i floder på desperat jagt efter en form for tilflugtssted.

I bestræbelserne på at dæmme op for effekten af det mudderbrune vand er hæren kaldt ud med sandsække for at redde så mange truede hjem som muligt.

Området i regionen Queensland har tropisk klima og er vant til at tage imod monsunregn fra december til april, men der er tale om uhørte mængder i år.

Graham Crighton er særligt glad for sin kajak i disse dage, hvor Townsville er forvandlet til en slags Waterville.
Graham Crighton er særligt glad for sin kajak i disse dage, hvor Townsville er forvandlet til en slags Waterville. Foto: Andrew Rankin / Ritzau Scanpix