General trækker støtten til præsident i venezuelansk magtkamp

Francisco Yanez, en af topfolkene i det venezuelanske luftvåben, opfordrer andre i militæret til at støtte oppositionslederen Juan Guaidó.

Magtkampen i Venezuela fortsætter på 11. døgn, efter oppositionsleder Juan Guaidó udråbte sig selv som præsident i onsdag 23. januar.

Og lørdag tog Guaidó et kæmpe stik fra den siddende præsident, Nicolas Maduro, da en af topfolkene i det venezuelanske militær offentligt støttede oppositionslederen.

Det drejer sig om Francisco Yanez, der er general i landets luftvåben, som i en video på Twitter sagde, at han ikke længere kan støtte Maduro, og i stedet opfordrede han sine militære kolleger til at hjælpe Guaidó med at komme til magten.

- Jeg opfordrer hele det venezuelanske folk til at demonstrere fredeligt og støtte vores præsident, Juan Guaidó. Til mine kolleger i militæret: I skal ikke vende det venezuelanske folk ryggen. I skal ikke længere undertrykke. Tiden er inde til demokrati, sagde han i videoen.

En vigtig general

Venezuela er et land med mange generaler, men Yanez er en meget vigtig mand, fortæller TV 2s Jeppe Krogager, der har tilbragt de seneste dage i Venezuelas hovedstad, Caracas.

- Der er rigtig mange generaler i det her land, der ikke laver en skid, og som bare sidder og får en masse penge for ingenting. Men Yanez er højt placeret, og han er aktiv. Derfor er han en af dem, vi har holdt øje med i det her spil.

Francisco Yanez er den første leder af militæret, der offentligt har fjernet støtten til Maduro. Alles øjne vender sig nu mod de andre ledere i flyvevåbnet og lederne af hæren og flåden for at se, om Yanez' udmelding starter en dominoeffekt.

- Den her inderkreds af generaler er meget lukket, så det er svært at sige, hvad der kommer til at ske. Men militæret er nøglen til det her - så længe Maduro har militæret, så kan han blive siddende på magten, siger Jeppe Krogager.

Francisco Yanez fremsatte sin fordømmelse af Maduro i en video på Twitter i fuld uniform, men det vides ikke, om han var i Venezuela, da han lavede den.
Francisco Yanez fremsatte sin fordømmelse af Maduro i en video på Twitter i fuld uniform, men det vides ikke, om han var i Venezuela, da han lavede den. Foto: Ho / Ritzau Scanpix

Et land, to præsidenter

Baggrunden for urolighederne i Venezuela går flere år tilbage. Landet har nemlig længe været på vej ned i en dybere og dybere krise, hvor over halvdelen af befolkningen nu lever under fattigdomsgrænsen. Inflationen er enorm, folk kan ikke købe medicin eller mad, og der er vold i gaderne.

Derfor var præsident Nicolas Maduro ikke spået mange chancer i præsidentvalget i sommer, men han vandt et valg, som mange boykottede og som internationalt er blevet fordømt. Ikke mindst, fordi Maduro har retsforfulgt en lang række af sine politiske modstandere og drevet dem på flugt eller bag tremmer.

Da han blev indsat til sin nyvundne seksårige præsidentperiode 10. januar blev det for meget for befolkningen, der protesterede, og den protestbevægelse mundede onsdag 23. januar ud i, at Juan Guaidó udråbte sig selv til præsident.

Det skete med hjemmel i landets forfatning, som siger, at lederen af nationalforsamlingen - Juan Guaidó - kan tage magten, hvis præsidentembeddet er ubesat. Og eftersom oppositionen ikke anerkender Maduros valgsejr, så ansås embeddet altså for at være ledigt, da den hidtidige præsidentperiode udløb 9. januar.

Øjeblikkeligt farede mange magtfulde lande, herunder USA, til Guaidós side, hvilket betyder, at Maduro er presset både af størstedelen af befolkningen indefra og af andre lande udefra. Og det er derfor, militæret er så centralt i magtkampen, for hvis Maduro mister deres støtte, har han ikke noget tilbage.

- Han er en presset mand, ingen tvivl om det. Det er formentlig et spørgsmål om tid, før han går af, vurderer Jeppe Krogager.

General Francisco Yanez har vendt Nicolas Maduro ryggen, og det kan få styr betydning for magtkampen i Venezuela. Video: Esben Christensen

Alt kan ske

Det er dog umuligt at spå om, hvor lang tid, det drejer sig om. Jeppe Krogager fortæller, at den slags magtoverdragelser oftest sker via en forhandling, hvor Maduro og hans støtter ville få lov at tage til for eksempel Cuba med en stor pose penge. Og sådan en forhandling kan tage mange måneder.

- Men det er Venezuela, så alt kan ske. Det kan være, at henover weekenden, så følger flåden og hæren efter Yanez, og så er situationen pludselig helt ændret, understreger Jeppe Krogager.

I første omgang har den militære overkommando imidlertid fordømt Francisco Yanez og kaldt ham en forræder. Noget tyder også på, at Yanez er flygtet fra Venezuela forud for sin fordømmelse af Maduro, da nyhedsbureauet AP hævder at have fået kontakt til ham via et colombiansk telefonnummer.

- Hvis han er flygtet, betyder hans video ikke lige så meget, for så er han jo ikke rigtig i position til at påvirke andre, siger Jeppe Krogager.

Lørdag er der i øvrigt store demonstrationer i Caracas med henblik på at støtte Juan Guaidó.

Demonstrationerne er i gang i Caracas lørdag formiddag lokal tid.
Demonstrationerne er i gang i Caracas lørdag formiddag lokal tid. Foto: Federico Parra / Ritzau Scanpix