Mød den højrøstede mand, der styrer det hidsige Brexit-opgør i parlamentet

Den britiske parlamentsformand John Bercow kom i vanskeligheder på grund af et klistermærke i en bil - men hvem er manden, der styrer Brexit-debatten?

Hvis du de seneste måneder har fulgt med i forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU, har du måske set en mand i en grøn højstol, der af sine lungers fulde kraft råber ad de britiske parlamentsmedlemmer.

Med den nærmest purpurrøde ansigtskulør i kontrast til det gråhvide hår har han brugt sin stemmes fulde toneregister for at få ørenlyd til at styre de ofte ophidsede debatter i det britiske underhus.

Den ofte højrøstede mand hedder John Bercow, og han er Speaker of the House – på dansk Formand for Underhuset i det britiske parlament.

Som formand er det ham, der de seneste to år har styret de ofte følelsesladede og ophidsede Brexit-debatter og -afstemninger, der har fået opmærksomhed i mange europæiske lande.

John Bercow har også en række andre bemyndigelser og pligter, og særligt én af hans opgaver placerer ham igen i dag i centrum af Brexit-debatten.

Formanden irettesætter medlemmer af parlamentet under debat. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

For når parlamentsmedlemmerne i aften skal stemme om ændringsforslag til den ”plan B” for Brexit-forhandlingerne, som premierminister Theresa May har fremlagt for parlamentet, er det John Bercow, der har besluttet, hvilke af de fremsatte forslag, der skal stemmes om.

Derfor har formanden en af de mest magtfulde stillinger i britisk politik.  

Vælges af kollegaer i parlamentet

Formanden for Underhuset bliver valgt mellem parlamentsmedlemmerne i Underhuset, og derefter skal han eller hun være politisk neutral og håndhæve parlamentets love og traditioner.

John Bercow har sit at se til, når bænkene i parlamentet er fyldte.
John Bercow har sit at se til, når bænkene i parlamentet er fyldte. Foto: Ho / Ritzau Scanpix

Derfor kan man finde adskillige klip af forskellige formænd gennem tiderne, der irettesætter parlamentsmedlemmer og affyrer verbale bredsider, når et medlem har forbrudt sig mod parlamentets traditioner eller har udvist dårlig opførsel.

På mange måder er formanden en mere magtfuld og mere enevældig udgave af Folketingets formand i Danmark. 

Udover at være ordstyrer er det også formandens job at afbryde, hvis der opstår for meget larm i salen.

Og det sker ofte, som man blandt andet kan se i videoen i toppen af artiklen.

Derfor ser man ofte John Bercow blive helt rød i hovedet, mens han gentagne gange råber ”order” – ro i salen.

John Bercow har den til tider vanskelige opgave at holde styr på de britiske parlamentsmedlemmer. Video: Esben Christensen

Klistermærke skabte ravage

Den store magt, formanden for Underhuset får bemyndiget, kommer også med en forventning om, at formanden forholder sig komplet politisk neutral i alle sager.

Men John Bercow har flere gange vist, at han ikke er en neutral formand.

Han har tilkendegivet, at han stemte nej til, at Storbritannien skulle forlade EU, og der blev løftet mange øjenbryn, da han i 2017 talte imod, at den amerikanske præsident, Donald Trump, ville blive inviteret til at tale i Westminster Hall under et eventuelt statsbesøg.

Nogle af medlemmerne af det britiske parlament har også harceleret over, at John Bercow ikke forlod sin stilling, efter en uafhængig rapport i 2018 fastslog, at parlamentets ledelse ikke havde tøjlet en dårlig arbejdskultur, hvor mobning og sexchikane ikke blev taget alvorligt.

John Bercow taler hårdt, da en kollega forbryder sig mod parlamentets traditioner. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

John Bercow er også flere gange kommet i modvind i parlamentet.

Blandt andet da han var blevet set køre rundt i en bil med et klistermærke på, der var kritisk over for Brexit.

Han forklarede, at bilen tilhørte hans kone, og at hun havde ret til at have sin mening.

Men det, John Bercow er blevet kritiseret hårdest for, er en smule teknisk.

Han har nemlig vist, at han er indstillet på at tilsidesætte regler og omgå præcedens, hvis der er et flertal i parlamentet, som ønsker det.

Formanden svarer, at klistermærket sidder i konens bil. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

John Bercow har blandt andet fået hård kritik for at have ændret den parlamentariske procedure, så den britiske regering har mistet noget af kontrollen med dagsordenen i Underhuset.

Det har betydet, at det er blevet nemmere for parlamentet at styre retningen for brexit-forhandlingerne og -afstemningerne.

Truer med at blive siddende

De seneste 230 år har det været en tradition, at afgående formænd i det britiske underhus er blevet en del af Overhuset i det britiske parlament.

Men det er ikke sikkert, at John Bercow får samme ære.

Flere britiske medier har beskrevet, at nogle medlemmer af regeringen er så utilfreds med hans beslutninger i forbindelse med Brexit-forhandlingerne, at man overvejer at nægte ham at blive en del af Overhuset.

Det er John Bercows rolle at fordele taletiden i parlamentet.
Det er John Bercows rolle at fordele taletiden i parlamentet. Foto: Ho / Scanpix Denmark

Den melding har omvendt fået John Bercow til at true med at blive siddende på posten til 2022.

Han havde ellers ifølge britiske medier erklæret, at han ville stoppe som formand til sommer.

Indtil videre bliver han siddende i den grønne stol for enden at parlamentssalen.

Stolen var i øvrigt en gave fra det australske parlament til Storbritannien, efter hele parlamentssalen blev bombet sønder og sammen under Anden Verdenskrig.