Dansker risikerer fængselsstraf i Rusland, Gud forbyder ham at blive soldat

16x9
En politiaktion mod Jehovas Vidner i byen Kostroma i juli 2018. Foto: TV 2

Danskfødte Dennis Christensen risikerer flere års fængsel, fordi Rusland opfatter ham som ekstremist. Og han er langt fra den eneste.

Forbrydelsen var i fuld gang, da betjente med elefanthuer og skudsikre veste stormede ind i den gule murstensbygning.

Der blev læst højt fra Bibelen derinde, og bænkene i den store sal var fyldt med tilhørere.

Eller syndere, hvis man spørger de russiske myndigheder.

Under aktionen, der fandt sted den 25. maj 2017 i byen Orjol, anholdt de russiske betjente den danske statsborger Dennis Christensen.

Dennis Christensens dyrker nemlig en religion, de russiske myndigheder betragter som ekstremistisk.

Han har været medlem af Jehovas Vidner hele sit liv, og politianklageren i Orjol vil sætte ham i fængsel i over seks år. 

Dommen falder i denne uge.

Russisk politi i forbindelse med den ransagning, hvor Dennis Christensen blev anholdt.
Russisk politi i forbindelse med den ransagning, hvor Dennis Christensen blev anholdt. Foto: TV 2

Selv om der formelt er religionsfrihed i Rusland, har Jehovas Vidner været forfulgt af myndighederne i det meste af et årti.

De farlige ord

En af årsagerne er de pamfletter og bøger, som Jehovas Vidner også udgiver på dansk.

I hvert fald hvis man skal tro Ruslands Justitsministerium.

- I perioden fra 2009 til 2016 blev 95 udgivelser fra Jehovas Vidner, der blev importeret og distribueret i Den Russiske Føderation, bedømt som ekstremistiske, skriver ministeret på sin hjemmeside.

FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder

Artikel 2

Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, for eksempel på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

Udgivelserne er ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch blevet forbudt, fordi pamfletterne "hævder, at Jehovas Vidners fortolkning af Bibelen er overlegen i forhold til andre religioner".

I resten af verden er religiøse ekstremister normalt noget, man forbinder med terrororganisationer som Islamisk Stat eller Al Qaeda, der ikke går af vejen for at slå mennesker ihjel og prale med det.

Jehovas Vidner oplyser selv, at organisationens medlemmer ikke går i krig - de er politisk neutrale og har regler om, at de troende skal respektere myndighederne i de lande, de bor i.

De må ikke engang ryge eller drikke sig fulde. 

Dennis Christensen under anholdelsen i 2017.
Dennis Christensen under anholdelsen i 2017. Foto: TV 2

Alligevel besluttede Ruslands Højesteret at stramme grebet om organisationen i foråret 2017.

På opfordring fra justitsministeriet afgjorde domstolen, at Jehovas Vidner i Rusland er religiøse ekstremister. 

Organisationens aktiviteter blev forbudte, og der blev ifølge oplysninger fra Ruslands Justitsministerium nedlagt forbud mod, at de troende holdt møder, demonstrationer, marcher, strejker og foretog bankforretninger.

Russisk politi ransager Dennis Christensens menighed i 2017.
Russisk politi ransager Dennis Christensens menighed i 2017. Foto: TV 2

Et signal fra Moskva

Dommen kom ifølge en ekspert, fordi det russiske styre ikke ser med milde øjne på pacifistiske organisationer, hvor medlemmerne ikke må udføre militærtjeneste eller for eksempel deltage i russiske fejringer af besættelsen af den ukrainske Krim-halvø. 

- Jeg kan ikke forestille mig, at nogen tror, de udgør en trussel, siger Alexander Verkhovsky, der er chef for centeret SOVA, der overvåger ekstremisme i Rusland til New York Times.

Jehovas Vidner har desuden base i USA. 

- De udgør et godt mål. De er pacifister, så de kan ikke radikaliseres, uanset hvad du gør mod dem. Det kan udnyttes, hvis man vil sende en besked, siger han.

Maskerede betjente ved bibeloplæsningen, hvor Dennis Christensen blev anholdt.
Maskerede betjente ved bibeloplæsningen, hvor Dennis Christensen blev anholdt. Foto: TV 2

Hvis vurderingen er korrekt, er de russiske myndigheder slet ikke færdige med at trykke på "send".

I en opgørelse, som Jehovas Vidner selv har foretaget, blev der i 2018 foretaget 269 ransagninger mod organisationen og dens medlemmer over hele Rusland.

- Ransagningerne gør uskyldige menneskers liv til et mareridt, er skadelige for deres helbred, forårsager dybe psykologiske traumer og skader folks omdømmer over for deres naboer, arbejdsgivere og alle andre, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Vidnernes oplevelser

Og hvad er det så, medlemmerne fortæller, at de bliver udsat for?

Dennis Christensen i retten i Rusland den 13. januar.
Dennis Christensen i retten i Rusland den 13. januar. Foto: Andrew Osborn / Ritzau Scanpix

Det har organisationen også eksempler på - for god ordens skyld skal her nævnes, at de russiske myndigheders udlægning af sagerne ikke er registreret.

I et eksempel i byen Shuya satte politifolkene ifølge Jehovas Vidner en pistol mod en mands hoved, efter han havde overgivet sig fuldstændig fredeligt og tvang ham derefter til at ligge stille på gulvet i 15 minutter.

I et andet eksempel i byen Omsk brød maskerede politifolk ifølge Jehovas Vidner ind til et sovende ægtepar og slog manden flere gange i hovedet, så han begyndte at bløde. Efter noget tid blev manden tvunget til at vaske blodet væk fra gulvet.

I et tredje eksempel fra byen Neftekumsk blev en handicappet kvinde ifølge beretningerne nægtet toiletbesøg under en ransagning, mens betjentene tvang en anden kvinde til at smide tøjet. Det hele blev overværet af et skrigende barn.

Og så er der danskfødte Dennis Christensens sag.

Dennis Christensens hustru Irina med et brev til ham.
Dennis Christensens hustru Irina med et brev til ham. Foto: Andrew Osborn / Ritzau Scanpix

Han har boet i Rusland i 15 år, er russisk gift og vidste derfor godt, at hans tro var upopulær.

Dennis Christensen har siddet fængslet siden anholdelsen. I et telefoninterview med Berlingske Tidende i december fortalte han, at sikkerhedstjenesten FSB vil have ham til at samarbejde.

- Det, som især FSB mener med samarbejde, er, at du falder ned på knæ, at du trygler, beder om nåde og græder og siger, at "ja, jeg har gjort alt det, og jeg vil gerne have jeres hjælp", sagde Dennis Christensen til avisen.

Han vil dog ikke tilstå, da han ikke mener, at han har gjort noget forkert.