Mindst 27 dræbt efter bombeattentat i Filippinerne

16x9
Fillippinernes hær har frigivet dette billede, der viser ødelæggelserne efter en eksplosion i en katolsk kirke. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Angreb kommer mindre end en uge efter afstemning om øget selvstyre i regionen.

Mindst 27 mennesker har mistet livet, og 77 er såret, efter to bomber søndag detonerede foran en romersk-katolsk katedral i Filippinerne. 

Det oplyser landets myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP. 

Angrebet kommer under en uge efter en afstemning, hvor den muslimske majoritet i området ved en folkeafstemning leverede et overvældende "ja" til mere selvbestemmelse i området, der dækker fem provinser og tre større byer.

Folkeafstemningen, der efter planen skal træde i kraft fra 2022, er således kulminationen på flere års bestræbelser fra regeringen på at skabe mere fredelige forhold for lokalbefolkningen.

Det har været regeringens håb, at man kunne bibringe mere politisk stabilitet til regionen og dæmme op for rekrutteringen til militante grupper med tilknytning til terrororganisationen Islamisk Stat. 

Regeringstropper patruljerer på Jolo tidligere på ugen efter at en folkeafstemning leverede et
Regeringstropper patruljerer på Jolo tidligere på ugen efter at en folkeafstemning leverede et "ja" til mere selvbestemmelse. Siden har området været udsat for to bombeattentater. Foto: Benhajan / Ritzau Scanpix

Den filippinske forsvarminister Delfin Lorenzana opfordrer ifølge Reuters befolkningen til ikke at give efter for terroristernes vilje.

- Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at finde de skyldige bag denne nedrige handling.

Mere end 1,5 millioner ud af i alt 2,8 millioner vælgere stemte således ja ved folkeafstemningen mandag. 

Øen Jolo har længe været berørt af påvirkningen fra den militante Aby Sayef organisation, hvis medlemmer er sortlistede på såvcel USA's som Filippiniernes egen liste over terrorgrupper. Abu Sayef menes således at have stået bag både kidnapninger, halshugninger og bombeattentater.

Den første bombe gik af i eller tæt på en katedral under en messe på øen Jolo.

Mens sikkerhedsstyrker og politi hastede til stedet, eksploderede endnu en bombe foran katedralen. 

Mindst fem af de dræbte er fra sikkerhedsstyrkens egne rækker.

Ingen har endnu taget ansvar for angrebet. 

Filippinerne er overvejende romersk-katolsk. 

Urolighederne har siden 1970'erne kostet omkring 150.000 mennesker mistet livet.

Region får egen regering og retssystem

Blodsudgydelser som islamistiske militantes belejring af byen Marawi i 2017, bombesprængninger og væbnede angreb har truet med at afspore forsøget på at oprette en region med mere selvbestemmelse.

Men i juli 2018 underskrev Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, langt om længe en lov, som indebærer oprettelsen af en ny region på Mindanao med navnet Bangsamoro. 

Den nye region får efter planen større økonomisk selvbestemmelse samt egen regering, parlament og retssystem.

Aftalen indebærer, at oprørsgrupper opgiver deres mål om en selvstændig stat i bytte for udvidet selvstyre.