Trump forsvarer unge efter videoklippet, der har skabt vrede i USA

16x9
Optrinnet skete i forbindelse med to forskellige demonstrationer i byen. Den ene var for det oprindelige amerikanske folk, den anden var imod fri abort. Foto: Social Media / Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident kalder de unge mænd i videoen for "et symbol på ondsindet fake news".

Hvem forsøgte at provokere hvem?

Det spørgsmål har delt vandene, siden en video, der viser en konfrontation mellem en gruppe unge amerikanere med ”Make America great again”-kasketter og en ældre indfødt amerikaner, den seneste uge er blevet delt med hjælp fra de traditionelle medier såvel som de sociale af slagsen.

Nogle mener, at de unge mænd med Nick Sandmann i spidsen forsøgte at provokere indfødte Nathan Phillips. Andre mener, at rollerne fordelte sig helt modsat.

Diskussionen er da heller ikke gået den amerikanske præsidentnæse forbi, og på Twitter melder Donald Trump meget klart ud, hvilken version han tror på.

- Det ser ud, som om Nick Sandman og hans medstuderende fra Covington Catholic High School er blevet uretfærdigt behandlet og dømt på forhånd på baggrund af fake news spredt af medierne, skriver han blandt andet.

Kun få detaljer er sikre

Fake news eller ej - det er svært at hitte rundt i, hvad der er falske fakta, og hvad der rent faktisk er sandt i fortællingen om konfrontationen.

For mens nogle mener, at det er tydeligt for enhver, at de unge mænd, med en smilende Nick Sandmann i spidsen, forsøger at opildne en stemning og provokere indfødte Nathan Phillips, hersker der hos andre ikke den mindste tvivl om, at det er den indfødte amerikaner, der med sin tromme prøver at intimidere de unge katolske studerende.

Hvad der er sikkert, er, at optrinnet udspillede sig på pladsen foran Lincoln Memorial i Washington fredag efter en demonstration for det oprindelige amerikanske folk.

En lille gruppe indfødte amerikanere - heriblandt den trommespillende og messende Nathan Phillips - bevægede sig efter demonstrationen ind i en større gruppe af opstemte unge mennesker, som ligeledes havde forsamlet sig i området.

Flere udlægninger

Det er, hvad vi ved, for herefter er udlægningerne vidt forskellige.

Nathan Phillips har tidligere forklaret, at han bevægede sig ind blandt de unge mennesker i et forsøg på at lægge en dæmper på optøjer imellem to grupper. Og at han derefter på sin vej stødte på Nick Sandmann, der nægtede at lade ham passere.

- Jeg var skræmt, har den indfødte amerikaner Nathan Phillips tidligere berettet til CNN:

- Jeg bryder mig ikke om ordet had. Jeg kan ikke engang lide at udtale det, men det var utøjlet had, det var som en storm.

Nathan Phillips er forkæmper for indfødte amerikaneres rettigheder og har ved flere lejligheder vist sig under disse faner. Her under en demonstration i Dakota i 2017.
Nathan Phillips er forkæmper for indfødte amerikaneres rettigheder og har ved flere lejligheder vist sig under disse faner. Her under en demonstration i Dakota i 2017. Foto: Terray Sylvester / Ritzau Scanpix

Ord og beskrivelser, der har fået flere til at reagere med kritiske røster mod de unge mennesker, og som endvidere har fået deres skole, Covington Catholic High School i Kentucky, til at undskylde offentligt med løfte om, at sagen vil blive undersøgt.

Flere fremtrædende demokrater - heriblandt den nyvalgte kongreskvinde Deb Haaland og Alison Lundergan Grimes - har ligeledes fordømt de unge mænds opførsel.

Katolsk studerende afviser

Men de unge mænd selv har en helt anden opfattelse af, hvad der er sket.

Han spillede på sin tromme i al den tid, han stod lige op i mit ansigt

Nick Sandmann

Ifølge Nick Sandmann, som har en særligt fremtrædende rolle i det korte videoklip, der er gået viralt, var fortællingen en noget anden end den, der er blevet udlagt flere steder.

Han fortæller, at han selv var i færd med at forsøge at tøjle en opildnet stemning fra en gruppe afroamerikanere, da Nathans Phillips trommende nærmede sig.

- Han stirrede på mig og nærmede sig, til han stod helt tæt på mit ansigt. Han spillede på sin tromme i al den tid, han stod lige op i mit ansigt, beskriver han i en officiel udtalelse.

Han afviser desuden overhovedet at have interageret med den indfødte amerikaner, ligesom han også pure afviser, at han eller andre fra hans gruppe skulle have råbt ”build that wall” (henvisning til Trumps ønske om en mur mellem USA og Mexico, red.) og andre stødende gloser, som Nathans Phillips ellers har beskrevet

Præsidenten bakker op

Ifølge ham viser den videobid, der er rendt med den fulde opmærksomhed, kun en meget lille del af, hvad der egentligt skete under optrinnet. Han henviser derfor til, at folk ser længere optagelser, der ifølge ham "viser en meget anderledes historie end den, der bliver fortalt af personer med agendaer”.

Og her får han altså opbakning fra Donald Trump.

- Nick Sandmann og hans medstuderende fra Covington Catholic High School er blevet symboler på fake news, og hvor ondsindede de kan være, skriver præsidenten på Twitter.

Han håber, at Nick Sandmann og hans kammerater vil bruge den store opmærksomhed til at bringe folk sammen.

- Det startede ubehageligt, men det kan ende som en drøm, lyder det afsluttende fra præsidenten.