Kristian Jensen: Mest sandsynligt, at det ender med hårdt Brexit

Ansvaret for at få en Brexit-aftale på plads ligger 100 procent på briternes side, siger finansministeren.

- Det mest sandsynlige lige nu er, at det bliver et hårdt Brexit.

Sådan lyder det fra finansminister Kristian Jensen (V) i et interview med TV 2.

I august vurderede han, at der var en 50/50 risiko for, at Brexit ville ende uden en aftale.

Men efter den britiske premierminister, Theresa May, mandag fremlagde, hvad der skulle være hendes plan B, er Kristian Jensen efter eget udsagn ”temmelig nervøs”.

- Jeg er dybt bekymret over, at Theresa May i dag ikke har en plan klar, siger finansministeren.

- Jeg kan godt forstå hende, for det virker som et fuldstændig umuligt parlament at arbejde med, som ikke tager problemerne alvorligt. Men det er bekymrende, at der ikke ligger en plan, tilføjer han.

100 procent briternes ansvar

Som en del af sin fremlæggelse sagde Theresa May, at hun ville forsøge at få genåbnet forhandlingerne med EU om den såkaldte 'backstop'.

Det er en ordning, som skal sikre, at der ikke opstår en hård grænse på den irske ø, men som briterne er bange for vil fastholde dem i en toldunion med EU på ubestemt tid.

Kristian Jensen har dog svært ved at se en genforhandling af Brexit-aftalen for sig, så længe briterne kun vil have fordelene ved et EU-medlemskab og ikke forpligtelserne.

Jeg tror, at briterne blev bildt ting ind, som man nemmest kan karakterisere som lodrette løgne

Kristian Jensen (V)

- Briterne har selv bragt sig i denne situation, og så må de også finde ud af, hvordan de kan rode sig ud af den. Vi er klar til at hjælpe, og vi rækker hånden frem, men vi kan jo kun række hånden frem mod nogen, vi ved hvor er. Og lige nu ved jeg ikke, hvor briterne er, siger han.

For Kristian Jensen er der således ingen tvivl om, hvem der har ansvaret for at lande en aftale og dermed undgå et hårdt Brexit:

- Ansvaret ligger 100 procent hos briterne. Vi har sagt, at de kan få lige den aftale, de vil, hvis de også tager de forpligtelser, der hører til, siger han.

Lodrette løgne fra leave-kampagnen

Kristian Jensen håber, det er ved at gå op for de britiske, konservative Brexit-tilhængere, at det nu er sidste chance, hvis man skal undgå et hårdt Brexit. 

Han lægger dog ikke skjul på, at han helst så, briterne afholdt en helt ny folkeafstemning om EU-medlemskabet. For ifølge finansministeren foregik afstemningen i 2016 ikke på et sandfærdigt grundlag.

- Jeg tror, at briterne blev bildt ting ind, som man nemmest kan karakterisere som lodrette løgne, af dem, der anbefalede leave (at melde sig ud af EU, red.). Derfor ville det være bedre nu at lade briterne bestemme, om de vil have et hårdt Brexit, eller om de vil blive i EU, siger Kristian Jensen.