Teenagere med Trump-kasketter i konfrontation med indfødt amerikaner i Washington

16x9
Optrinnet skete i forbindelse med to forskellige demonstrationer i byen. Den ene var for det oprindelige amerikanske folk, den anden var imod fri abort. Foto: Social Media / Ritzau Scanpix

Begge parter mener selv, at de forsøgte at dæmpe gemytterne, og at det var den anden, som fremprovokerede situationen.

Artiklen er blevet opdateret, fordi den i sin første version ikke redgjorde klart for sagen. Du kan læse mere om sagens udvikling her.  

Adskillige videoer af en gruppe teenagere i konfrontation med en ældre indfødt amerikaner, florerer på nettet.

Optrinnet udspillede sig på pladsen foran Lincoln Memorial i Washington fredag efter en demonstration for det oprindelige amerikanske folk.

En lille gruppe indfødte amerikanere bevægede sig efter demonstrationen ind i en større gruppe af opstemte unge mennesker, som var forsamlet på pladsen. Forrest gik Nathan Phillips. Han spillede på sin tromme og messede.

Herfra er der forskellige udlægninger af, hvad der skete.

"Jeg var skræmt"

Selv har Nathan Phillips forklaret til CNN, at han bevægede sig ind i flokken for at forsøge at dæmpe gemytterne, efter de unge amerikanere havde været i skænderi med en anden lille gruppe af amerikanere.

Undervejs gennem flokken stødte han på en ung mand, som ifølge Phillips egen opfattelse ikke havde i sinde at vige for den ældre indfødte amerikaner.

Jeg bryder mig ikke om ordet had. Jeg kan ikke engang lide at udtale det, men det var utøjlet had, det var som en storm

Nathan Phillips, indfødt amerikaner

Derfra udviklede situationen sig tilsyneladende til en form for hvem viger først-konkurrence. Den unge amerikaner stirrede på den ældre indfødte amerikaner, som messede og trommede videre.

Imens stimlede en større gruppe af unge amerikanere og indfødte amerikanere ifølge forklaringen sammen omkring de to. Mange af de unge bar Trump-kasketter med budskabet: 'Gør Amerika stort igen'. Flere af de indfødte amerikanere stemte i Phillips messen.

Det var ikke overlagt, at jeg skar ansigter. Jeg smilede på et tidspunkt, fordi jeg ville have, at han skulle vide, at jeg ikke ville blive sur, intimideret eller provokeret til at indgå i en større konfrontation

Nick Sandmann, studerende på Covington Catholic High School

- Jeg var skræmt, fortæller den indfødte amerikaner Nathan Phillips til CNN:

- Jeg bryder mig ikke om ordet had. Jeg kan ikke engang lide at udtale det, men det var utøjlet had, det var som en storm.

Modstridende forklaringer

Omvendt forklarer Nick Sandmann, den unge mand i videoen, at det i virkeligheden var ham, der forsøgte at dæmpe gemytterne mellem sin gruppe og den anden gruppe amerikanere, da Nathan Philips messende og trommende kom og stillede sig lige op i hans ansigt. 

- Det var ikke overlagt, at jeg skar ansigt. Jeg smilede på et tidspunkt, fordi jeg ville have, at han skulle vide, at jeg ikke ville blive sur, intimideret eller provokeret til at indgå i en større konfrontation, forklarer Nick Sandmann til CNN.

Han understreger, at længere optagelser af optrinnet viser en noget anderledes historie, end de korte klip, som i første omgang florerede på sociale medier.

De længere klip "viser en meget anderledes historie end den, der bliver fortalt af personer med agendaer", siger han til CNN.

Skole fordømmer elevers handlinger

Flere af de unge mennesker i flokken er elever på den katolske skole Covington Catholic High School i Kentucky. De var ifølge skolen i byen for at deltage i en demonstration mod fri abort.

Siden episoden har skolen fordømt elevernes handlinger, som nu vil blive "undersøgt" og eventuelt sanktioneret. Det skriver skolen i en pressemeddelelse til CNN, hvor skolen også beklager, at optrinnet stjal fokus fra demonstrationen mod fri abort, som eleverne var i byen for at deltage i.