Trump aflyser modstanders fly en time før afgang: - Du må selv betale

USA-analytiker kalder magtforestillingen mellem Pelosi og Trump for "infantilt politisk teater".

- Jeg har udsat din rejse til Afghanistan, Pelosi, og hvis du vil afsted, så må du betale for den selv.

Sådan lyder budskabet i et åbent brev til Demokraternes formand i Repræsentanternes Hus, som pressetalsmanden i Det Hvide Hus, Sarah Sanders, har lagt op på Twitter fra præsident Donald Trump:

Brevet er den seneste optrapning i konflikten mellem de to under den delvise nedlukning af det statslige apparat i USA.

- Set i lyset af, at 800.000 gode, amerikanske medarbejdere ikke får løn, er jeg sikker på, du kan være enig med mig i, at det er totalt passende at udskyde denne public relations-begivenhed, skriver præsidenten.

- Selvfølgelig, hvis du vil tage din rejse med rutefly, har du bestemt ret til det, tilføjer han.

Præsident kan nægte rejse med militærfly

Planen var oprindeligt, at Nancy Pelosi skulle på en syv dage lang rejse til Bruxelles, Egypten og endelig Afghanistan, der stadig er en aktiv krigszone.

Normalt stilles et militærfly til rådighed for formanden af Repræsentanternes Hus, når han eller hun skal på sådan en type rejse, men den mulighed tog Donald Trump altså fra Nancy Pelosi - endda kun en time før den planlagte afrejse, skriver CNN.

Den amerikanske præsident har bemyndigelse til at instruere Forsvarsministeriet til ikke at bruge militærmidler på delegationer fra Kongressen.

- Vi vil finde et nyt tidspunkt for denne syv dage lange tur, så snart nedlukningen er ovre, lyder det i brevet fra Trump, mens han understreger, at han ser frem til at finde en løsning på problemet med "den åbne og farlige sydlige grænse" sammen med Demokraterne.

Pelosi: - Udskyd din tale til nationen, Trump

Præsidentens svar kommer, dagen efter Nancy Pelosi har opfordret Donald Trump til at udskyde sin årlige State of the Union-tale om landets tilstand.

I hendes brev lyder begrundelsen, at talen bør udsættes af sikkerhedsmæssige hensyn. Secret Service, der har ansvaret i forbindelse med talen, er nemlig ikke blevet tilført økonomiske midler i hele nedlukningsperioden.

Alternativt kan præsidenten sende sin tale skriftligt til Kongressen eller holde den fra Det Ovale Værelse. Men den opfordring tog præsident Trump altså ikke særligt godt imod.

- Ligesom Pelosi havde demonstreret sin magt som formand for Repræsentanternes Hus, valgte Trump at demonstrere sin magt som øverstkommanderende for USA's væbnede styrker ved at nægte Pelosis delegation det ønskede militærfly, mener USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Han kalder det i en analyse for "infantilt politisk teater".

- Det, vi er vidne til, er snarere toppolitik på sit mest infantile niveau. Et skoleeksempel på, hvorfor politikerleden og foragten for de folkevalgte i Washington D.C. er så udpræget mange steder her i USA, lyder det.

Donald Trump skal holde sin State of the Union-tale til nationen 29. januar.